Menneskers ros og anerkendelse kan være lige så omskiftelig som vejret i april. Lad det derfor aldrig være omdrejningspunktet for dit liv, kære Kristen! - Husk på at:
Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det? (Jer 17,9)
Ja, vi kan være åh så populære den ene dag - og næste dag blive overset og bagtalt. Ja, menneskers anerkendelse er - når det kommer til stykket - både upålidelig og troløs, hvilket tiden hurtigt kan vise... spørg bare det danske fodboldlandshold, når de er inde i en dårlig sæson! Hvis vi underlægger os andres blåstempling, vil det snart forpeste vores liv, og - inden længe - vil vi befinde os i forskellige former for følelses-lommer - alt efter andres påskønnelse og accept.
Alligevel ser vi ofte, hvordan mange fører sig frem på nettet!: Se mig lige, alle sammen... se min tjeneste... se de mange tegn og undere jeg udfører... ja, hele deres liv handler om at udstille sig selv som noget særligt - og at høste anerkendelse i form af likes fra deres tilhængere. Og her lader verden sig ofte imponere - og det samme gør vi kristne. Ja, ingen tvivl om, at mange pralhalse har haft held til at skabe sig en karriere, ved at iscenesætte sig selv (Matt 6,1-4).
Men at prale er altid en mistænkelig og overflødig handling. For virkelig storhed behøver ikke at reklamere for sig selv - ligesom solen heller ikke gør!
Desuden består Guds hus af mange andre betydningsfulde tjenester, kære ven… tjenester, som sker i al ubemærkethed - men som alligevel ejer Herrens særlige bevågenhed og velsignelse! (Rom 12) - tjenester, som aldrig fik nogen form for ydre anerkendelse! Og måske er netop du en sådan stille og hårdtarbejdende forbeder for andre, hvor du tit har spurgt dig selv: Gør jeg overhovedet en forskel? Min Kære: Lad dagens ord være dig en trøst - for Herren giver løn i forhold til vores møje og ikke i forhold til likes!
Stil dig derfor tilfreds med, at Herren har set din trofasthed og din møje, og at han har taget imod dine ofre. Han skal en dag belønne dig i rigeligt mål! Og selvom du ikke høster menneskers yndest, her og nu - skal alting en dag gøres op og komme frem i lyset og råbes ud fra tagene… Ja, regnskabets time skal komme, hvor vores gerninger skal blive vejet og målt! På den dag skal du modtage din sejrskrone!
Dagens ord fortæller os faren ved at føre os frem for at blive set af mennesker! For så skal vi ikke modtage løn hos vor himmelske Far. At angle efter menneskers anerkendelse har derfor en høj pris.
Men uanset om du følger sådanne personer - eller de følger dig - så er den form for ros kun en dårlig efterligning - i sammenligning med, hvad Jesus er i stand til at skænke dig. For når du, af et rent hjerte, tjener ham og hans menighed - uden at forvente noget igen - kan du, til gengæld, forvente at modtage hans vidunderlige nærvær og usigelige fred. Det vil, i den grad, styrke det indre menneske og give livet dyb mening! Gå derfor ind i dit kammer, min Elskede og søg din Gud - du trofaste tjener!
... luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig (Matt 6,6)
Ja, han er den skjulte manna, som kommer ned fra himlen! (2 Mos 16,14-31). Fra ham skal der rinde strømme af levende vand i dit indre! Derfor vil du aldrig føle dig alene eller overladt til dig selv. Og hvilken trøst! For skulle du dø i morgen... ja, så kan du gå herfra med fred i sindet, fordi du tjente ham af hjertet - også selv om du ikke høstede bifald fra dine medmennesker! For han så dig i det skjulte, og han vil også en dag belønne din troskab, den dag du forlader denne verden - ja, selv i dødens time! (Gal 6,4-10).
Derfor, min Elskede... Glem ikke Guds løfter til dig!:
Fordi du har bevaret mit ord om udholdenhed, vil jeg også bevare dig i prøvelsens time, som skal komme over hele jorderig for at prøve dem, der bor på jorden. Jeg kommer snart. Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans (Åb 3,10-12)
Dagens citat:
Mon ikke den sværeste lektie for os kristne er at lære at sige: ”Ikke os, Herre, ikke os, men dit navn skal du give ære”!? (Sal 115,1) Årsagen er, at egoet har et særligt behov for at tiltrække sig opmærksom, for at kunne dække over en indre følelse af tomhed, hvor især to ting er fremstående - at prale og at sammenligne. Men praleri er ofte et ydre tegn på en indre følelse af fattigdom. Men fald ikke i den fælde, Kristen! Tjen i stedet din Gud med integritet - også selvom du ikke høster menneskers bifald, eller opnår nogen form for ydre succes - for så har du, i det mindste, bevaret din troskab imod din Herre, med en ren samvittighed!