Kristen... du tilhører Kristus!
Du blev den gave, Faderen gav Sønnen, da han løskøbte dig med sit eget dyrebare blod. Som et kært medlem af hans åndelige familie er du nu hans for evigt, og du er blevet hans medarving! (Joh 17,1-8). Vis ham derfor din taknemmelighed og bestræb dig på - i ord og i handling - at vise verden, at du ikke kun er en trofast tjener, men også en nær ven af din Frelser!
Men hvis du - bevidst eller ubevidst - er under kontrol af en anden magt end Guds Hellige Ånd - fx af stoffer, alkohol, sex, din omgangskreds - eller hvis du er underlagt dårlige vaner, såsom sladder eller dovenskab eller et ønske om magt, mad eller rigdom - da er du en træl for synden. Dog har Gud brudt syndens magt gennem Herren Jesus Kristus, og du kan overvinde dine syndige vaner ved at læne dig op ad hans styrke og være lydig mod hans ord.
Så når synden frister dig, så rejs dig op og proklamer: Jeg hverken kan eller vil begå en sådan ondskab, for jeg tilhører Kristus! Hvordan skulle jeg kunne forråde ham på denne måde og synde imod netop ham, som har vist mig en sådan kærlighed?! (1 Joh 3,1-3).
Hvis fx rigdommen er inden for rækkevidde, men kun kan vindes på uretfærdig vis, så du forsynder dig imod Jesus - så sig uden betænkning: Jeg tilhører Kristus og kun ham - og jeg regner det for langt større rigdom at kende ham, end at eje alle denne verdens skatte! (Heb 11,24-27). Hold dig derefter langt borte fra denne fristelse - ja, fra en hvilken som helst fristelse!
Og skulle du blive udsat for vanskeligheder og endda befinde dig i stor fare... stå da fast på den onde dag! Løft troens skjold og proklamer: Jeg tilhører Kristus! (Ef 6,13-18).
Måske er du placeret et sted, hvor din tjeneste føles både hård og uoverskuelig - men samtidig er en nødvendighed. Måske ser du, at andre bare sætter sig ned, i dovenskab, uden at løfte en finger. Men lad det ikke gå dig på, min Kære! Rejs dig i stedet og arbejd af al din magt, og lad dit motto være: Jeg vil tjene Herren - uanset hvad andre gør - for Herren har lovet mig, at som min dag er skal min styrke være - og at alt formår jeg i ham, som giver mig kraft! Derfor kan jeg ikke bare drive den af og forsømme at bruge mine talenter til Guds ære! (5 Mos 33,25 gl; Fil 4,13).
Og når nydelses-sygens lokketoner prøver at få dig ind på forfængelighedens marked, så stå den imod. Lad din proklamation være: Satan... din musik kan ikke længere forføre mig, for jeg tilhører Kristus!!
... for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden og dens begær går til grunde, men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid (1 Joh 2,16-17)
Og når Guds sag kræver din indsats, så giv dig helt hen i opgaven - uanset hvad Gud kalder dig til... og giv altid både af din tid, dine ejendele og af dig selv, for du tilhører Kristus! (Matt 19,16-26).
Kristen… lad aldrig Guds navn blive til skamme. Vis altid en kristen opførsel, og lad dine ord være så gennemtrængt af Den Hellige Ånd, at enhver kan se, at du tilhører Jesus. Husk på, at du repræsenterer ham og hans menighed. Lad derfor Åndens frugt, som er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed, selvbeherskelse, osv. præge din karakter og bære det vidnesbyrd, at du tilhører Herren! (Gal 5,22).
Ja, lad altid din opførsel være et bevis på din hellighed og din kristne integritet - du, som er kaldet til at være en Kristi ambassadør i denne verden!
Dagens citat:
Kristen... du tilhører Kristus! Og som en genfødt kristen er du kaldet til at være en soldat - og du må derfor opføre dig som en sådan - lige fra dagen for din omvendelse, til dagen for din død. Du er ikke skabt til at leve et liv i religiøs tilbagelænethed og sikkerhed. Bild heller ikke dig selv ind, at du kan sove og døse undervejs til Himmeriget, som når man rejser på 1. klasse... Hvis Bibelen er rettesnor for din tro og praksis, vil din kurs her i livet være klart aftegnet. Her må du kæmpe - for du tilhører Herren!