Gud frelste os, i kærlighed, på nødens dag, og tilgav os al vor synd… ikke fordi vi er noget særligt, eller fordi vi på nogen måde var hellige… nej, slet ikke - han kaldte os med det formål, at vi skulle blive det! Og her er hellighed den skønne frugt, som vokser frem, når vi, ved Den Hellige Ånds hjælp og kraft, ”dræber legemets gerninger” (Rom 8,13).
Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse… For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje (Fil 2,5-13)
Hvad angår min egen menneskelige kærlighed - har den svært ved at klare blot en enkelt sårende bemærkning fra andre! Og jeg føler absolut ingen trang til at vende den anden kind til - men reagerer ofte i stolthed og trods. Ja, det er sådan jeg ofte har det! Kun ved at lade mig helliggøre, vil jeg - ved Guds nåde - blive i stand til at kunne gå døden i møde, for min tros skyld - hvis det skulle vise sig at blive min skæbne!
Samme erfaring gjorde en trofast og arbejdsom præst også, efter at han i en årrække havde bevaret sine notater ang. de besøg, han havde haft hos de sygdomsramte i hans sogn, med bemærkninger om, hvorvidt sygdommen endte med liv eller død - fortabelse eller frelse! Han havde i fyrre år besøgt mere end to tusind mennesker, der lå for døden, og som viste tydelige tegn på anger - hvilket gav ham et stort håb om, at de ville lade sig frelse. Her forventede han, at de ville give deres liv til Herren.
Men ak! Af de to tusinde viste der sig kun at være to, som undergik en frelsende forandring! Resten havde - da sygdommens rædsler først ophørte, og de rejste sig fra dødslejet - glemt deres fromhed og højtidelige løfter! Ja, med sorg måtte han erkende, at de hurtigt var vendt tilbage til deres tidligere verdslige levemåde, med en endnu større begejstring. Ja, det var gået dem, som ordsproget så træffende siger:
Hunden vender tilbage til sit eget bræk ... (2 Pet 2,22)
Ligesom de ti spedalske, havde disse mennesker ikke brug for Herren, når først døden gik deres dør forbi (Luk 17,11-19). Derfor kan dagens ord kun handle om min Herres kærlighed - og ikke om hverken din og min! Ja, Jesu kærlighed var stærkere end døden og bestod prøve - også selv om hans død var et resultat af menneskelig uretfærdighed! De hadede lyset og forblev derfor i mørket! Alligevel bar han over med deres uretfærdigheder - hvilket han til fulde viste på korset, hvor han hang blødende og nøgen. Han fik en ensom død - forladt af mennesker - hvor hans elskede Far skjulte sit ansigt for ham (Mark 15,22-39). Det var en desperat dødskamp, hvor synden, i al sin hæslighed, krøb ind over ham - men kærligheden sejrede til sidst! Kærligheden til dig og mig!
Men hvad med dig, Kristen: Bliver du slet ikke berørt af hans kærlighed?
Herre… også jeg længes efter at mærke kærligheden flamme op i mit indre! Hvorfor skulle jeg dog opgive håbet om at kunne elske dig, Jesus - ligesom du har elsket mig: Med en kærlighed, der er stærk som døden?!
Dagens citat:
Hvis Kristus døde for mig - ugudelig, som jeg er og uden styrke - kan jeg ikke længere leve i synd, men må hanke op i mig selv, så jeg kan elske og tjene ham, som forløste mig. Nej, jeg kan ikke længere spøge med det onde, der dræbte min bedste ven. Jeg må være hellig for hans skyld - for hvordan kan jeg få over mit hjerte at blive ved med at leve i den synd, som han døde for, med det formål at frelse mig?! En dag vil vi glemme alle de år, hvor vi levede i suk og klage, da vi, indimellem, befandt os i Tåredalen - for Døden vil, den dag, være den, der begraver alle vores sorger for evigt!