Kristen, det er yderst gavnligt for din sjæl at kunne løfte sig op over den nuværende onde verden... op til noget langt mere ædelt og bedre, end det du finder her. Denne verdens bekymringer og rigdommens bedrag er nemlig ofte tilbøjelige til at kvæle alt det gode i os, så vi, med tiden, går hen og bliver klynkende og deprimerede - og måske endda ender op som stolte og verdslige.
Derfor ville det være gavnligt for os, hvis vi virkelig belavede os på at fjerne enhver tjørnebusk, der står i vejen for os, for ellers vil den himmelske sæd, der er blevet sået midt iblandt os, ikke være i stand til at give os nogen form for høst.
Og den bedste måde at hugge disse ukrudtsplanter ned på - er ved at forblive i et konstant fællesskab med Herren og beskæftige sig med det, der hører hans Rige til! (1 Joh 2,15-17)
I det schweiziske bjergland levede der, før i tiden, mange indbyggere, som var deformerede med et sygeligt udseende. Årsagen til dette var, at atmosfæren var så befængt med smitsomme stoffer - samtidig med at luften var tung og stillestående. Men vandrede man højere op, fandt man mennesker, som var langt mere sunde og hårdføre, fordi de indåndede den klare friske luft, som vinden bragte med fra de uberørte sneområder på Alpernes bjergtoppe.
Lær af dette - du som, rent åndeligt, befinder dig i bjergdalen! Du må, med jævne mellemrum, forlade dit hjem i denne verdens sumpområde og feberagtige tåge, for at kunne drage op og indånde den forfriskende luft, som skænkes dig fra Himmelen. Det er den form for bjergbestigning, Gud indbyder dig til denne morgen, min Kære! (Fil 4,4-7)
Må Guds Ånd hjælpe dig til at forlade alle tåger af forurenende bekymringer og skadelige dårligdomme, som findes i denne verden - og i åndelig forstand stige op på glædens og velsignelsens bjerg i det himmelske! (Sal 121) Må Herren selv kappe de bånd, der binder dig alt for fast til det jordiske - og må han hjælpe dig til at stige op på bjergets top.
Alt for ofte er vi kristne som ørne, der er blevet lænket fast til klippen. Men fra at være frihedselskende ørne, som nød friheden i fulde drag, er vi nu endt med at elske vores lænker?! Ja, det kan endda vise sig, at vi slet ikke er villige til at bryde lænkerne, når det kommer til stykket - fordi vi er blevet så vant til dem?!!
Hvis det er tilfældet med dig, Kristen, så bed Gud om at hjælpe dig til at få kraft til at sprænge dine lænker og til at sætte din ånd fri, så du, på frihedens vinger, kan løfte dig op på bjergets top og dér finde den glæde og forløsning, som kun fællesskabet med din Gud kan give dig.
Det første tegn på, at der findes liv hos et spædbarn er, at det trækker vejret for første gang. På samme måde er bøn den første handling, vi ser hos dem, der bliver født påny! Kristen, råb derfor, af hele dit hjerte, til din Forløser - råb lige indtil du får kraft til at bryde dig fri af dit køds lænker - for så vil du opleve, at din ånd vil løfte sig op, og du vil blive sat i fuldkommen frihed!
Helligånd, Guds åndedræt, lær du mig at bede ret!
Bed for mig som ikke ved, hvad der tjener til min fred!
Herre, bær mit suk og skrig - som din bøn til Himmerig!
Dagens citat:
Kristen, kom nu ud af starthullerne! Begynd at sætte tid af til dine daglige og private bønnestunder med Herren! Du går måske ligefrem hen og får smag for det, hvis du prøver?! Måske finder du ud af, at det, som virkede kedeligt i starten, viser sig at blive til stor velsignelse?! Men uanset om du kan lide det eller ej, så er det en nødvendighed, dagligt, at læse i Ordet og at hengive sig til bøn. Husk på, at det gælder dit liv! Der findes ingen andre genveje - hvis ikke du vil spilde resten af dine dage som en overfladisk kristen, med en overfladisk tjeneste - og hvor dit åndelige liv til sidst sygner hen og dør ud. Giv din sjæl tid og spring ikke over de ting, som holder dig åndeligt i live.