Dagens Andagt - 20. oktober
”Vær udholdende i bøn …” (Kol 4,2)

Ja, vi kommer ikke uden om, at Bibelen er spækket med beretninger om, hvor stor bønnens magt egentlig er! Ingen tvivl om, at Gud giver store løfter til den, som beder!! Allerede fra starten af Bibelen støder vi på denne sætning:
Dengang begyndte man at påkalde Herrens navn (1 Mos 4,26)
… og på den allersidste side i Bibelen møder vi ordet:
Amen ... (Åb 22,20)
...som bliver fremsagt i inderlig bøn.
Derudover bliver udholdende bøn også fremhævet og rigeligt belønnet af Kristus selv! (Luk 18,1-17). Ja, i Guds Ord finder vi utallige eksempler på ægte bønnesvar og vidunderlige mirakler: Snart finder vi en kæmpende Jakob, der stred i bøn... snart en David, som påkaldte sin Gud af hele sit hjerte. For ikke at tale om Daniel, der i udholdenhed bad hele tre gange om dagen! (Dan 6,11). I sin kamp mod afgudsdyrkerne ser vi Elias kæmpe i bøn på bjergets top, indtil regnen faldt over landet - og i fangehullet finder vi Paulus og Silas sprede lys og udfrielse i de mørke og trøstesløse omgivelser, med befriende bøn og lovsang.
Ja, i Ordet finder vi ikke kun mange bud og befalinger - men vi får samtidig adgang til et utal af løfter til den, som beder.
Og hvad kan alt dette så lære os? Først og fremmest, at der findes et altoverskyggende behov for at bede, iblandt Guds folk - uanset hvor vi befinder os. Dernæst at alle de bønnesvar, vi læser om i Guds Ord, også er til vores disposition, og at vi har fået fri adgang til de samme fantastiske bønnesvar, som fortidens hellige havde - når blot vi sætter tid af til bøn!
Når Gud taler så meget om bøn, skyldes det, at vi mennesker - i bund og grund - har så hårdt brug for Guds indgriben! Ja, vores behov for bøn er så stort, at vi aldrig må bilde os ind, at vi kan bestå som kristne, uden at komme til Gud i bøn hver dag... nej, det kommer ikke til at ske, førend den dag vi træder ind i evigheden.
Men hvad med dig, Kristen? Benytter du dig af bønnes gave? Har du ikke brug for at bringe dine behov frem for Guds ansigt? Hvis ikke, er jeg bange for, at du slet ikke har forstået omfanget af din egen fattigdom! Er der da slet ingen områder i dit liv, hvor du behøver hans indgriben og velsignelse? I så fald må Gud, i sin nåde, vise dig din egen elendighed og tilkortkommenhed!
Ved du ikke, at en sjæl uden bøn - er en sjæl uden Kristus! Bøn er det troende barns pludren! Det er råbet fra en kæmpende kristen! Det er den døende helliges sidste indvielse, inden han sover ind i Jesu arme. Det er den troendes åndedrag… ja, det er selveste kodeordet, trøsten og styrken i enhver kristens liv!
Såfremt du er et Guds barn, vil du også helt naturligt have behov for at søge din Fars ansigt og leve i kraft af hans forsyn og kærlighed (Sal 84). Her står han parat til at møde dig, Kristen - for at velsigne og berige dit liv! Opbyg derfor et tæt fællesskab med Kristus! Træd ofte ind i hans nærvær og fyld dig med kraften af hans Hellige Ånd. Bed om, at du må være et levende eksempel og en velsignelse for andre, og at du må vokse i åndeligt format, så du kan leve endnu stærkere til din Mesters ære. Lad dit motto fremover være:
Vær udholdende i bøn (Kol 4,2)
Dagens citat:
En kristen, der lever uden bøn i Guds menighed, kan kun være en hindring. Han er som en nedbrudt knogle på Kristi Legeme, som ikke bidrager med noget som helst opbyggeligt iblandt sine brødre og søstre! Det vil derfor ikke vare længe, inden han bliver til både fare og sorg for dem, der regner med ham. Ja, forsømmelse af privat bøn i Guds menighed er som at have græshopper i kornmarken, der til sidst ender op med at fortære hele menighedens styrke og kraft. Kun bøn til Gud kan få et menneske til at ophøre med at synde - ellers vil synden, inden længe, friste et menneske til at ophøre med at bede.
