Ingen tvivl om, at ordet "se" - i dagens tekst - bliver anvendt af Herren selv - pga. al den vantro og jammer, som Israel fremkom med tidligere i kapitlet. Israel havde nemlig sagt:

Herren har svigtet mig, Herren har glemt mig! (Es 49,14)

Hvor forbløffet må Herren ikke have været over denne uberettigede mistillid, som kom fra deres side! Sig mig: Hvad kan vække større forundring end den ubegrundede vantro, som ofte kommer fra Guds eget folk?! Herrens irettesættende ord burde få enhver til at skamme sig - for hør, hvordan vores himmelske Far ligefrem råber til sit eget elskede folk:

Hvordan kan jeg have glemt dig, når jeg har optegnet dig i mine hænder? Hvor vover du at betvivle mine konstante forsikringer, når jeg selv har sat et mærke på din pande?

Åh… vantro - hvor er du dog et mærkværdigt væsen… ja, hvad skal vi egentlig undre os mest over: Guds vedblivende trofasthed - eller den vanærende og ødelæggende vantro, som hans folk ofte udviser? Spørg derfor dig selv, Kristen: Har han ikke indfriet sine løfter utallige gange? Har han ikke altid vist sig trofast i nødens stund? Men lige så snart den næste prøvelse viser sig, tvivler vi atter på ham! (1 Kor 10,9-13).

Men hvorfor dog tvivle, min Kære - vær dog fortrøstningsfuld... for din Fars trofasthed står fast - også selv om du skulle svigte! Han går aldrig hen og bliver som en udtørret brønd, hvis forsyninger slipper op. Nej, han er som et kildevæld - fuld af gode løfter... løfter om håb for fremtiden! Han er ikke en forbipasserende meteor eller en flygtig tåge, som svinder hen - og alligevel er vi konstant underlagt bekymringer, plaget af mistænksomhed og frygt - som var han et fatamorgana i ørkenen!

Ordet "se" burde, i stedet, frembringe den allerstørste forundring hos dem, han taler til… for dét er der al mulig grund til! Ja, selv Himmel og jord må forundres, når de er vidne til, hvordan oprørske mennesker nu har fået mulighed for at opnå en sådan nærhed med den uendelige Guds kærlige hjerte… en kærlighed, som gør, at de ligefrem står optegnet i hans hånd!

Og når han siger: ”Jeg har tegnet dig”, så betyder det ikke kun dit navn - nej, siger han: ”Jeg har tegnet dig!Prøv at forstå storheden og dybden i denne kærlighedserklæring, Kristen! Herren siger i bund og grund: Jeg har tegnet: Din person, den situation du står i, dine synder, dine fristelser, dine svagheder, dine behov, dine gerninger… Ja, - alt, hvad der vedrører dig, har jeg nedskrevet i mine hænder! (5 Mos 31,6).

Hvordan kan du da stadig påstå, at Gud har glemt dig, Kristen…? Hvorfor vedblive med at komme med disse uberettigede anklager imod den Gud, hvis natur er baseret på godhed og trofasthed? Vær dog ikke som Israel i ørkenen, der, gang på gang - trods Guds store mirakler - til sidst mistede retten til det forjættede land (1 Kor 10). Vær, i stedet, som Kaleb og Josva, der var af en anden ånd, og som stolede på Gud - også midt i en fortvivlet og tilsyneladende umulig situation! Ingen tvivl om at troen på den almægtige og løfteholdende Gud er dét, der bærer os frem - og uden tro er vi slet ikke i stand til at behage ham! (Heb 11,6).

Men hvorfor sige mere? Tiden vil jo slippe op, mens jeg fortæller om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og Samuel og om profeterne, alle dem som ved tro besejrede riger, øvede retfærdighed, fik løfter opfyldt, stoppede løvers gab, slukkede voldsom ild, undgik truende sværd, blev styrket, når de var svage, blev stærke i krig og slog fjendtlige hære på flugt (Heb 11,32-34)

Herren elsker en sådan ånd! (4 Mos 14)

Dagens citat:

Når Gud formanede israelitterne, mindede han dem ofte om den trofasthed, han havde udvist dem under ørkenvandringen. Her lærte de gennem årene, at Gud var trofast. Det samme gælder os. Jo mere vi ser hans trofaste hånd forme vores liv - des større tillid vil vi også, med tiden, få! Set i bakspejlet mindes vi de situationer, hvor Gud enten fjernede de prøvelser, der opstod på vores vej - eller hvor han gav os tilstrækkelig nåde til at stå dem igennem. Vi husker ligeledes hans kærlighed, hvor han, som en omsorgsfuld hyrde, ledte os fremad - udenom hver en fare. Aldrig har han skuffet os! Årstiderne kan skifte, og du vil forandre dig, men Herren vil altid være den samme, og hans kærlighedsstrømme går langt dybere og er mere favnende og rigere end nogensinde før!​​