Undergangen kom pludselig over dem alle - ingen undslap! Hverken den rige eller fattige… den veluddannede eller ulærde… den berømte eller den foragtede. Ingen blev sparet! Det samme gjaldt den religiøse og den verdslige - såvel som den gamle og den unge - alle styrtede de ned i en fælles undergang.
Imellem de fortabte fandtes også dem, der havde latterliggjort patriarken Noa - og hvor Gud nu, for bestandigt, lukkede munden på dem og satte en stopper for deres ondskabsfulde vittigheder. Det samme skete med dem, der optrådte truende og havde angrebet Noa pga. hans nidkærhed - som de anså for det rene vanvid! Også de personer, der havde kritiseret Noa og kaldt hans arbejde for "en gal mands værk", druknede i det samme hav, sammen med alle deres spottende medskyldige.
Ikke engang de, der havde forsvaret Noa og mente, at han blot var en god mand, som trofast fulgte sin overbevisning - men ikke selv delte hans tro - blev skånet! Også de sank til bunds, for aldrig at rejse sig igen! Heller ikke de, der mod betaling hjalp med til at bygge den vidunderlige ark, gik fri - også de gik fortabt - hver og en!
Ja, syndfloden rev dem alle bort - alle uden undtagelse! (2 Pet 2,5; Luk 18,8).
Sådan kan også enhver kvindefødt - udenfor Kristus - være sikker på at gå fortabt, når Jesus kommer tilbage for at dømme levende og døde! Nej, selv ikke de allerstørste karismatiske personligheder - eller de, som har opnået en særlig position, eller ejer alverdens rigdomme - vil nogensinde kunne undslippe Guds vrede! Det vil kun de, som har givet deres liv til Herren Jesus!
Min sjæl, iagttag derfor, med stor alvor, denne frygtindgydende og altomfattende dom - og frygt!
Hvor uforståelig kan denne verdens generelle ligegyldighed dog ikke virke, i forhold til denne bibelske sandhed?! Aldrig tidligere har mennesker været så fremmede for Gud - aldrig nogensinde før har oprøret været så stort og massivt - hvilket er ret skræmmende - især med tanke på, at den dom, der en dag skal fældes, gælder i al evighed!
For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være (Matt 24,38-39)
Ja, de åd og drak og tog til ægte - lige indtil den gruopvækkende morgen oprandt, fortæller Jesus os - og her peger han hen på vor tid - endetiden, hvor den samme tilstand vil herske! (Matt 24,38). Der fandtes ikke ét eneste forstandigt menneske uden for arken. Dårskaben bedrog hele menneskeheden - så tåbelig en dårskab var det, at den tvivlede på sandhedens Gud - hvilket er den mest skadelige dårskab af alle! (Rom 1,18-32).
Min sjæl, er det ikke en mærkelig tanke? Mennesker er fuldstændig ligeglade med deres sjæles frelse?! Kun Guds indgriben er i stand til at bringe os til fornuft! Først i mødet med den opstandne Frelser forlader vi vores galskab og begynder at opføre os som rationelle individer - men ikke før!
Men heldigvis var alle de, der befandt sig i arken, i sikkerhed - takket være Gud! Døden kunne ikke komme ind, og uvejret kunne ikke nå dem. Alle følte sig trygge - lige fra den kolossale elefant, til den mindste mus! Ja, også den forskræmte hare, den tapre løve og den arbejdsomme okse var alle sikret i Kristus! (Heb 11,7)
Men hvad med dig, min sjæl? Er du nu også sikker på, at du befinder dig i ham?
Dagens citat:
Vi gør os ikke altid klart, hvor megen elendighed vantroen egentlig har ført med sig. Vantro fik den gamle verden til at afvise Noas advarsel om den kommende katastrofe, og den forhindrede Israel i at træde ind i det forjættede land. Ja, ingen tvivl om at vantro stadig er den mest fremherskende synd i menneskets hjerte. Vi mangler simpelthen tillid til Guds løfter - og til hans vrede og hans opdragelse. Derfor får vi et forkert syn på vores egen syndighed - idet den blænder vores øjne og hindrer os i at gøre op med stolthed og verdslighed i vores fordærvede hjerter. Foragt for de hellige ting er den lige vej til Helvede. Og når først et menneske begynder at gøre grin med kristendommen, overraskes jeg ikke, når jeg med tiden bliver klar over, at et sådant menneske er faldet fra pga. vantro.
