Med disse ord sigtede Jesus til de basuner, som kunne høres fra templet, når der opstod et særligt behov for pengeindsamling, og som kaldte folk sammen. Ved denne begivenhed vidste alle og enhver, hvor man skulle hen, og jo hurtigere man løb - des større nidkærhed udviste man for Guds sag.
Med denne advarsel, i dagens ord, minder Jesus os om at holde os fri af pralende og selvhævdende tilbøjeligheder og at gøre alting i det skjulte som for Herren. Ellers skal vi ikke forvente at få nogen form for løn af ham. At tjene Gud for syns skyld - og kun for at blive set - er det rene og skære hykleri! Ja, det er skuespil for folket. Og skuespiller er præcis, hvad det græske ord for hykler betyder. Denne hykleriske tomhed kommer ikke fra hjertet. Dens formål er ikke at elske vores medmennesker - og den glæder heller ikke glæde Guds faderhjerte. Nej, her er tale om en ydre og påtaget form for fromhed, hvor hensigten er at imponere sine medmennesker!
Derfor er det ikke så afgørende for Jesus, hvor meget vi giver til kollekten… han lægger i stedet vægt på, at vi giver i forhold til, hvad vi ejer. Den fattige enke - som kun gav 2 småmønter - blev fremhævet og rost til skyerne af Jesus, for iflg. den guddommelige husholdning gav hun langt mere end den rige - for hun gav i forhold til, hvad hun ejede (Luk 21,1-4). Gud ser derfor mere på dit hjertes tilstand og på dine motiver, Kristen - end han ser på gavens størrelse.
I dag fører mange sig frem på Nettet for at vise deres gode gerninger… hvor der vises billeder frem, og der fortælles om de mange penge, der blev samlet ind til Guds arbejde… eller hvor meget deres menighed er vokset, og om de mange fantastiske mirakler og tegn, som Gud har ladet ske i deres liv... Her følger vi dem i deres evangelisations-fremstød og bliver vidner til, hvordan de formidler hjælp til de mindre bemidlede. Her står man ofte tilbage med en fornemmelse af, at de gode gerninger bliver brugt med henblik på at fremhæve sig selv, og med det formål at vinde sig popularitet og omtale.
Men her må du være forsigtig, kære Kristen! Ransag derfor dit hjerte og stræb efter, at dine motiver må være rene og uselviske. Husk på at selvet er den mest forræderiske fjende af en hellig og den mest indsmigrende bedrager i denne verden. Af alle andre laster er det både den sværeste at gennemskue og den sværeste at helbrede.
At give bør være lige så naturligt for en kristen, som det er at børste tænder eller at sove. Men gør dine gode og helteagtige gerninger diskret og ubemærket, kære Kristen - hvor du bringer dine kærlighedsgaver i ægte medfølelse med de nødlidende!
Lad ikke...
... din venstre hånd vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig! (Matt 6,1-7)
Her bør dit motto være:
... hvad I end gør, gør det af hjertet – for Herren og ikke for mennesker (Kol 3,23)
... og glem det så hurtigt igen, så du ikke får...
... højere tanker om ... [dig] selv, end ... [du] bør have (Rom 12,3)
Hvis det er dit hjertes indstilling, så har Herren selv lovet at velsigne dig, i forhold til det du giver - og her vil han skænke dig et topfyldt mål af både åndelige og økonomiske velsignelser (Ordspr 11,25; Luk 6,38).
Dagens citat:
Vi må erkende, at vi mennesker ikke altid er i stand til at vurdere vores egen ydmyghed, så den matcher virkeligheden. Sandheden er snarere, at ydmyge mennesker - for det meste - er meget bevidste om, hvad det vil sige at være stolt og hovmodig - hvorimod dem, der praler af deres ydmyghed, kun opnår at afsløre deres egen manglende ydmyghed. Her er Gud nødt til at fjerne vores øjne fra vort eget kongerige, førend han kan bygge sit.