De bibelske navne har hver deres betydning, og navnet Kaleb betyder helhjertet - hvilket var et særdeles passende navn for en mand af Kalebs kaliber - for han fulgte Gud af hele sit hjerte! Da Kaleb aflagde rapport om det land, han og 11 andre spejdere havde udspioneret, var det også med en helhjertet tro! Han tvivlede ikke et sekund på Guds løfter og var overbevist om, at Israel ville vinde en overlegen sejr! Ja, Kalebs tro på Guds indgriben var uovertruffen. Derfor gjorde han aldrig tingene halvhjertet - nej, en hellig ild brændte i ham, sammen med en stor dristighed - idet han ejede en løves hjerte!

Men han gik aldrig foran Herren - hvilket ville have gjort ham indbildsk og overmodig. Han lod sig altid lede af Skystøtten og Ildsøjlen, som gik foran Israel dag og nat… for han vidste godt, at hvis han ikke lod sig lede af Gud, ville han ende op under en helt anden sky - som kom fra en helt anden ånd… fra Djævelen selv og fra Ondskabens åndemagter.

Derfor lod Kaleb sig lede af Gud - som et får, der følger sin hyrde, og som en soldat, der følger sin kaptajn! Han stillede ikke spørgsmål ved Guds veje, og han begyndte heller ikke at diskutere eller at foreslå andre metoder til at vinde sejr - hvor han mente sig klogere end Gud! Nej, han var godt klar over, at så ville han bare ende op med at grave sin egen grav!

Hos Kaleb ser vi desuden et sikkert tegn på en oprigtig tro: At eje viljen til at lide for sagen og betale prisen! På Guds Ord trådte han ind i kampen - koste hvad det koste ville! Men hvor findes der dog mange i dag, som viger tilbage, og ikke holder fast i Guds løfter, i udholdenhed!

Nej, stop… det kan ikke lade sig gøre! - råber mange - når de prøver at regne tingene ud i egen klogskab! Ja, det er jo

fuldstændig umuligt - råber den vantro - og slår, med sine ord, luften ud af den trosfyldte kristne! Inden længe ender de alle op med at forkaste Guds løfter, alt imens de i gråd konkluderer: Ja, ingen tvivl om at det er det rene vanvid!!

Men hindringer er ikke et problem for den, der ejer samme ånd som Kaleb, kære Ven - for en sådan kristen ville straks råbe i protest: Selvfølgelig kan det lade sig gøre - for har Gud ikke selv sagt det! Ja, tak og lov, at der stadig findes kristne, som er i stand til at sige: Jeg er overbevist om, at Gud hører bøn - og at jeg, ved Guds indgriben, er i stand til at gøre det umulige!

Nej, du bliver aldrig i stand til at indtage det forjættede land, hvis du konstant har dine øjne fæstet på kæmperne, som fik spejderne til at føle sig som græshopper (4 Mos 13,25-33). Desuden er vantro tanker ophav til mange former for synd, som, med tiden, vil ødelægge selv det bedste i os... troen derimod vil frelse fra det værste og fremelske de bedste egenskaber i os! En sådan kristen vil altid være stærk i sin tjeneste!

Som belønning for deres tro blev der givet Kaleb og Josva en særlig tilladelse til at bosætte sig i det forjættede land - Gud havde set deres trofasthed, og han stod klar til at belønne dem. De vantro spejdere, derimod, omkom i ørkenen på tragisk vis - hvorimod Kaleb og Josva, som sande patrioter, marcherede ind i kampen med flammende øjne og strålende ansigter - rede til at dø for Gud og fædrelandet!

Bør vi kristne ikke udvise samme ånd? - især med tanke på den fantastiske fremtid, der venter os i det ny Jerusalem?

Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. (Åb 21,1-8)

Dagens citat:

Burde vi ikke kaste et blik på fortidens troskæmpere - og dermed på vores egen kirkehistorie - som fuldt ud bevidner Guds suveræne indgriben iblandt de hellige, som gik forud for os?! Men jeg er desværre bange for, at vi gør Himmelens Gud stor uret, når vi bilder os ind, at han kun udførte mirakler og viste sig stærk iblandt dem, der levede før os - og ikke længere udfører tegn og undere iblandt de hellige i dag. Nej, min Kære... her må du ikke glemme, at Gud aldrig har forandret sig - han er den samme i går, i dag - ja, til evig tid. (Hebr 13,8).