Dagens Andagt - 1. marts
”Så skal vi da ikke sove som de andre…” (1 Thes 5,6)
Der findes mange måder at styrke sit kristne liv på - og en af disse er at være en del af et kristent fællesskab. Intet er så opbyggende som at tale med andre kristne om Herrens veje - og, i fællesskab, at styrke hinanden i troen med gensidig opmuntring, formaning og trøst. Kristne, der isolerer sig, vokser sig hurtigt søvnige, for til sidst at falde fra. Det er den pris, vi betaler, når vi stiller os udenfor Kristi legeme. Kun i menigheden findes de tjenester, som får os til at vokse til mands modenhed, og som beskytter os imod tidens frafald og forførelse! (Ef 4,11-16).
Kun i fællesskab bevares vi årvågne og gør hurtige fremskridt på vores vej imod Himlen.
Og alt imens du nyder det dejlige fællesskab med andre, må du samtidig sørge for, at jeres samtaler altid drejer sig om Herren Jesus. Lad troens øjne hvile på ham, og lad din mund tale om, hvor dyrebar han er - på den måde vil Åndens nærvær hvile over dig. Mange kristne synes ikke, at det er særlig interessant. De vil hellere tale om andre og ligegyldige ting, der kun drejer sig om denne verden. Men her afslører man sig selv! For hvad dit hjerte er fyldt af - løber din mund over med, siger Jesus! (Matt 12,33-37).
Hvad er det, der kommer ud af din mund? Er dit hoved fyldt med bekymrede tanker, eller er det fyldt med verdslige mål, der sigter mod at skabe succes for dig – hvad enten det drejer sig om forretning, boligindretning eller et beundringsværdigt image, som kan styrke din status quo? Måske har negative tanker forsuret dit liv og fået dig til helt at miste troen? I så fald er du faldet åndeligt i søvn, og natten har taget over (1Thess 5,1-11).
Min ven, fyld ikke dit sind med disse ødelæggende tanker, som kun viser et undergravende begær, og som betvivler Guds kærlige handlen i dit liv, når du ikke får det, dit hjerte hænger ved - fordi han ser, at det ikke er godt for dig. Lev i stedet nær korset, for så vil du ikke længere stå i fare for at falde i søvn. Arbejd på at præge dit sind med en dyb erkendelse af, hvem du er, og hvor du er på vej hen i din kristne vandring!
Hvis du hele tiden minder dig selv om, at du er på vej til Himlen, vil du ikke falde åndeligt i søvn. For hvis du virkelig gør dig klart, at Helvede ligger bag dig, og at Djævelen forfølger dig, vil du ikke længere spilde din tid på uvæsentlige og overflødige ting. Vil et menneske, som var anklaget for mord, sove med blodhævneren i hælene? Ville han ikke skynde sig til tilflugtsbyen, som ligger foran ham? (4 Mos 35,6-12). Kristen… vil du virkelig spilde din tid på intetsigende ting, alt imens Perleporten står åben... hvor lovprisende engle venter på, at du skal forene dig med dem - og hvor en sejrspris er gjort rede for dig?
Nej vel…! Bliv derfor ved med - i fællesskab med alle de hellige - at våge og at bede, hvor du, sammen med din Menighed, tager del i det arbejde, du er blevet betroet - for så vil du ikke være så tilbøjelig til falde åndeligt i søvn. (Luk. 22,40) Det var netop til et sådant velsignet fællesskab, at Jesus gav dette vidunderlige løfte!:
Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget (Luk 12,32)
Dagens citat:
Visse kristne forsøger at nå til Himlen alene, udenom et fællesskab. Men kristne bør ikke sammenligne sig med bjørne eller løver eller andre dyr, der strejfer rundt for sig selv - for de, der hører Kristus til, er som får - og derfor elsker de at være sammen med andre får. Får går i flokke, og det samme gør Guds folk!
