Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Dagens Andagt - 10. juli:

"Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte, den som ikke farer med løgn og ikke sværger falsk" (Sal 24,4)

Et helligt liv er et sikkert tegn på ægte overgivelse til Jesus! Men desværre tror mange, at læren om ”retfærdiggørelse ved tro” betyder, at man alene skal leve ved tro - og at vi blot behøver at overlade de gode gerninger til dem, der ellers gider det. Men at tro at vi frelses ved tro, alene - uden gerninger - viser, at vi er dovent anlagt, og at vi satser på tilfældigheder! For her advarer apostlen Jakob os og siger, at:

... tro, uden gerninger, er lige så død som et legeme uden åndedræt (Jak 2,14-26)

Vær derfor nøjeregnende med, hvordan du forvalter dit liv, kære Kristen! Såfremt dine hænder ikke er helt så skyldfrie, som de burde være, så gør op med din synd og vask dem rene i Jesu Kristi dyrebare blod! Først da kan du løfte dine skyldfrie hænder til Herren!

Men iflg. dagens ord kan skyldfrie hænder ikke gøre det alene - hvis ikke de er forbundet med et rent hjerte! (Luk 11,39).

Og eftersom sand gudsdyrkelse altid er en hjertesag - må vi gøre alting:

... af hjertet - for Herren og ikke for mennesker (Kol 3,23)

Ingen tvivl om, at vi sagtens kan rense det udvendige af bægeret... ja, vi kan se helt rigtige ud, udadtil - men det vil ikke hjælpe os spor, hvis den indvendige del af os er uren! I så fald er vi urene - hele vejen igennem. Her vil hjertet afsløre, hvem vi egentlig er - trods vores mange gode gerninger. For hjertet viser os vores sande tilstand - som ikke kan aflæses ud fra vore hænders værk alene. Derfor belærer Jesus os og siger:

Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud (Matt 5,8)

Fortæl mig derfor, Kristen: Ejer du et rent hjerte? Hvis ikke, risikerer du at leve dit liv på en løgn, ligesom en blind muldvarp, der befinder sig i mørket.

Dagens tekst fortæller os endvidere, at en sejrrig kristen - helt naturligt - vil tage afstand fra enhver form for løgn… Det betyder, at du må tage sandheden til hjertet, Kristen... og leve i kraft af Guds Ord, ved Den Hellige Ånd! Men det betyder langtfra et glædesløst liv - tværtimod! Den overstrømmende glæde, der er forbundet med et helligt liv, er ukendt for de fleste, som kun kender til overfladiske fornøjelser og lever deres liv på en løgn af tom forfængelighed og materialisme. En åndelig kristen, derimod, holder allermest af de dybtgående, essentielle og fundamentale ting, der har evighedsværdi. Men en dag skal den, der fandt glæde i denne verdens svineføde, ende op med selv at blive regnet for uren.

Spørg derfor dig selv, Kristen: Finder jeg ægte tilfredshed i et overfladisk liv? Forsømmer jeg de hellige pligter, når det kommer til stykket? Hvis det er tilfældet, har du allerede fået din løn udbetalt, i form af en verdslig levevis - sørg da for at få så meget med dig som muligt, mens du endnu er her… for det vil være de sidste glæder, du vil få på denne side af livet! Men husk på, at en dag skal regnskabets time komme!

Dagens ord fortæller os endvidere, at en kristen altid vil være et menneske af ære! En sådan bygger sit liv på sandhed og retfærdighed og sværger ikke falsk. Den kristnes ord er som en hellig ed, hvor et ja er et ja - og et nej er et nej...

Hvad der er ud over det, er af det onde (Matt 5,37)

Ja, falsk tale vil aldrig blive lukket ind i Himlen! Et løfte fra en kristen er, derimod, mere værd end 20 løfter fra verden. Kristen... lad derfor selveste "Sandheden" - Jesus Kristus - lede dig på din livsvandring og være din rettesnor her i livet! Og lad aldrig falsk tale og tomme løfter gå hen og blive din livsstil!

Dagens citat:

Hvorfor bekymre sig om at være hellig? Hvorfor være villig til at sige nej til dit kød og ja til Gud - dag ud og dag ind? Først og fremmest fordi verden desperat har brug for at se, hvordan Gud er. Dernæst fordi du er skabt til dette formål... og fordi din ultimative skæbne er at være hellig - på grund af den høje pris, Jesus betalte for dig og mig. Endvidere har et helligt folk fået det privilegium at få lov at se og kende Gud. Og midt i alt dette gør du dig klar til at flytte til et sted, hvor synden ikke eksisterer. Og hvem ved, om ikke dit eksempel vil inspirere andre - der holder øje med dig - til at vælge hellighedsvejen.