Dagens Andagt - 10. marts
”Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige” (ApG 14,22)
Som Guds folk har vi alle vores prøvelser… for det er hans tanke, at vi, ligesom Israel i ørkenen, må bevise, at vi er villige til at følge ham i gode som i onde år (5 Mos 8,1-6; 2 Mos 13,17-22). Derfor talte Moses til Israel, på Guds vegne, og sagde:
Husk, hvordan Herren din Gud nu i fyrre år har ladet dig vandre i ørkenen, for at ydmyge dig og sætte dig på prøve, så han kunne få at vide, om du har i sinde at holde hans befalinger eller ej (5 Mos 8,2)
Ja, derfor er vi kaldet til at bestå prøve - hvilket betyder, at vi, indimellem, må befinde os i lidelsens ovn. Tro derfor ikke, at du bare er bestemt til et sorgløst og tilbagelænet liv i selvforkælelse, Kristen - for det er ikke, hvad Guds Ord fortæller os i dagens tekst! Ja, lige så sikkert som at Herren skabte stjernerne og deres baner - vil også prøvelserne være en del af din lod her i livet. Men kun han bestemmer, hvor, hvordan og hvornår du skal prøves, og hvor intense og dybtgående dine prøvelser skal være.
Til det formål vil han bringe sværd ind i den nærmeste familie - han vil så splid iblandt venner og hos arbejdskollegaer… han kan tage arbejdet fra dig og sætte økonomien på prøve... eller du kan miste den prestige, du læner dig op ad. Alt sammen noget der kan rense dig og prøve din tro. Her benytter han ofte anledningen til at dræbe vores egen selvhøjtidelighed og egoistiske tilbøjeligheder, med det formål at gøre os helt afhængige af ham.
Vi er heller ikke lovet frihed hverken fra sygdom eller Dødens smerter! Og da han fremviste frihedsbrevets privilegier, inkluderede han - tillige med de mange velsignelser - også forfølgelse, som en del af det, vi skal arve! (Mark 10,28-30).
Luk derfor ikke øjnene for disse facts - og forsøg ikke at flygte, for så vil du kun blive grueligt skuffet! Heller ingen af fortidens hellige undgik prøvelser. Læg mærke til Jobs tålmodighed, og den løn han fik i sidste ende - og husk på Abraham, for også han blev prøvet. Men han forblev trofast i prøvelserne og blev derfor kaldt for ”troens fader”! (Rom 4,16) Betragt også Patriarkernes, Profeternes, Apostlenes og martyrernes liv. For så vil du opdage, at netop dem Gud gjorde til sine mægtige redskaber - som voksede, i kraft af de prøvelser, de gik igennem - i dag er store forbilleder for os.
Men selvom prøvelser ofte er vejen frem for Guds børn, finder vi - midt i det hele - en overvældende trøst, fordi Jesus gik vejen før os! Han bestod selv prøve i alle ting, og han mærkede smerten på egen krop - og netop derfor har vi hans fulde forståelse og medfølelse (1 Pet 4,12-19). Nej, ingen forstår at trøste og at føre os ud af vores trængsler, som han!
Samtidig nyder vi et stærkt åndeligt fællesskab med ham, som vi elsker - hvor vi lever og vandrer i hans vidunderlige nærvær, i kraft af Guds Ånd! I sin nåde styrker han os og giver os en indre og fast cementeret tro, som lærer os udholdenhed og at sejre over enhver svaghed eller fjende!! (Fil 3,12-4,1)
Og når tiden oprinder - hvor døren til Guds Rige åbner sig - vil den genoprejsning, vi modtager, fuldt ud godtgøre os de mange års trængsler, vi måtte gå igennem! På den dag skal vi skue ham - ansigt til ansigt - hvor vi skal modtage en ærefuld sejrskrans, overrakt af Kongen selv - for lang og trofast tjeneste! Her vil han modtage os med et kærligt smil - som når man modtager et elsket barn, der endelig vender hjem til sin fars åbne arme, efter at have befundet sig i landflygtighed i en lang årrække.
Dagens citat:
Vi lever i en ond verden - hvor mange er imod os, og kun få er med os! Vi ejer samtidig et svagt hjerte, som let bliver ført på afveje! Vi har desuden en nævenyttig Djævel, der konstant holder øje med vores svagheder, og som ønsker at lede os i fristelse. Men hvad gør vi så...? Hos hvem skal vi søge efter hjælp og trøst...? Og hvem formår at holde vores tro i live og forhindre os i at synke ned i fortvivlelse...? Der findes kun et svar på dette, Kristen!: Vi må se hen til Jesus!
