Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Dagens Andagt - 11. juli

”En vejbryder går foran dem…” (Mika 2,13)

Eftersom Jesus gik forud for os og beredte vejen for os - er tingene ikke længere, som de ellers ville have været - såfremt han aldrig havde krydset vores vej. Det gamle er nu forbi - noget nyt er blevet til, og det har ændret vores liv for altid! (2 Kor 5,17). Jesus har givet os helt nye mål på vores livsvandring... og dét til noget langt, langt bedre!

Jesus gik ikke kun forud for os… nej, døden tilintetgjorde han på korset...

...for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom (Heb 2,14-15)

Han besejrede Satans magt over dit liv, Kristen... han brød dødens lænker, som bandt dig til det onde... ja, han har på forhånd gjort det af med enhver fjende, som stiller sig i vejen for dig, du Elskede… han er den vejbryder, som gik foran dig - og som dagens ord taler om. Vær derfor ved godt mod, du frygtsomme kriger!

Frygter du for syndens magt? Hvorfor dog det? Har han ikke selv naglet den til korset?!

Gruer du for døden? Har han ikke, i egen person, tilintetgjort den?!

Frygter du for Helvede?Har han ikke selv vist dig den vej, der fører dig væk fra den brede vej, og væk fra fortabelsen?! Har han ikke klarlagt, hvilken vej du skal gå? Jo, som en vejbryder har han banet vejen for dig, Kristen!

Frygter du de vanskeligheder, du møder?Lad være med det! For han har givet dig sit eget pålidelige vejkort - Guds Ord, hvor han har afmærket hvert et farefuldt område, som du skal undgå? Har han ikke udrustet dig til at være hans discipel, ved Den Hellige Ånd?!

Uanset hvilke fjender du har - er de besejrede på forhånd, Kristen! Og selvom der stadig er løver derude, som viser tænder, kan de ikke længere skade dig! Også slangens gifttænder er, for altid, uskadeliggjort. Og når de brusende floder vil forhindre din fremgang, vil han skabe dig en udvej - og skulle du blive indfanget af ildens flammer, har han iført dig en uvurderlig klædning, som gør dig usårlig og beskytter dig:

Intet våben, der dannes imod dig, skal nå sit mål; Hver tunge, der rejser sig mod dig, skal du dømme skyldig i retten. Sådan er Herrens tjeneres lod, deres retfærdighed kommer fra mig, siger Herren (Es 54,17)

Nej, intet våben kan nå dig - og hvert et sværd, der hugger ud efter dig, gør han sløvt! Ja, alle de krigsvåben, fjenden anvender, vil være ubrugelige. Ja, Gud har tilintetgjort hele ondskabens magt, som vil forsøge at skade dig! (Kol 2,9-15)

Derfor marcherer Guds folk sikkert frem, hvor vi, i glæde og tryghed, vandrer fremad på vor rejse, omgivet af Guds hær. Og Jesus, vor Vejbryder, går foran os! Så frygt ikke, for alle dine fjender er på forhånd besejrede, Kristen! Hvad andet er der så tilbage for dig end at marchere fremad - med det formål at erobre og indtage byttet?! Dine fjender er besejrede… de er overvundet, og alt, hvad du behøver, er at dele krigsbyttet! (Sal 18,30-41).

Og skulle du befinde dig på kamppladsen, så lad aldrig hænderne synke, for din kamp er imod en besejret fjende - og hans hoved er knust!! Han vil ganske vist forsøge at såre dig, men hans styrke vil ikke være nok i sig selv, og den vil aldrig være stærk nok til at kunne fuldføre hans ondskabsfulde planer imod dig. Sejren er derfor din på forhånd, Kristen - helt uden de store anstrengelser! Når blot du holder dig inden for Guds rækker og under hans kommando, vil din belønning, i sidste ende, være - langt ud over al forventning!

Dagens citat:

Djævelen fremstiller sig selv, sådan som det fortabte menneske godt kan lide at forestille sig. Når han møder et stolt eller fortabt menneske, bukker og skraber han og gør sig selv indsmigrende og slesk! Hvis det menneske, han møder, er fyldt med begær, så kommer han med en belønning i hånden, som straks får den fortabte sjæl til at slikke sig om munden. Han tilbød den forbudte frugt til Eva og en berusende vin til Noa. Ja, han skærer sit kød ud efter smag og behag! Vi kan derfor kun glæde os over den garanti, der findes i Johannes ord, at: ... han, som er i jer, er større end han, som er i verden (1 Joh 4,4).