Dagens Andagt - 11. september
Grib frelsens hjelm … (Ef 6,17)
Enhver omtale af en hjelm i Skriften minder os om, at vi er soldater, og at vi er hvervet til at kæmpe for Guds sag i denne verden! Lad os derfor slå fast, at ingen i Guds rige er kaldet til at være åndelige pensionister! For hvis ikke vi er ægte soldater, behøver vi jo slet ingen hjelm, vel - ligesom vi heller ikke behøver at iføre os en rustning, som skal dække os fra top til tå!
Lad dig derfor ikke bedrage Kristen, for det er en uomtvistelig sandhed, at vi - som Guds soldater - er sat til at kæmpe hans sag og derfor altid må befinde os under korsets fane. Ja, vi står i en kamp imod mørkets magter, og denne kamp vil vare ved lige indtil vi vinder sejr - hvor Satan, i sidste ende, vil blive styrtet i afgrunden! (Åb 20,1-3). Vi er ustandseligt udsat for stor fare, og her vil vi opdage, at vores kamp ofte foregår i vores sind og i vores tankeverden. Her må vi regne med angreb på vores personlige tro - angreb, som kan skabe tvivl og store fristelser... men netop her må vi bære troen, som en frelsens hjelm på vores hoved, så vi bevares under ethvert angreb.
Midt i denne kamp har vi gjort os klart, at dét at være en soldat ikke altid vil føles som en behagelig beskæftigelse, for kødet prøver konstant at give op og desertere fra denne opgave. Derfor må vi fylde os med manna fra Himlen og under bøn finde opmuntring i Guds Ord, hvor vi bla. kan læse om de mange troshelte, som gik forud for os - for det vil automatisk få vores tro til at vokse. Samtidig er det vigtigt, at vi indprenter os det håb, som også bar fortidens troshelte igennem, og som fik dem til at stå fast i kampen, idet:
… de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden … men nu var det et bedre fædreland, de længtes efter, nemlig det himmelske (Heb 11,13-16)
Denne sandhed er de fleste kristne bekendt med, og alligevel forsøger vi at gøre vores liv på denne jord så behageligt og bekvemt som muligt - som om det jordiske liv var vores evige opholdssted. Nej, vi bryder os ikke om modstand! Derfor har alt for mange af Guds soldater slet ikke lyst til at drage ud med det formål at stjæle Satans undersåtter og vinde sjæle for Gud. De finder det svært at forkynde den sandhed, som Jesus har budt os at forkynde om, at mennesker:
... allevegne og overalt må omvende sig, for der kommer en dag hvor Gud skal dømme verden (ApG 17,22-34)
I stedet tier vi og bevarer dermed vores venskab med verden. Men denne tanke kan vi lige så godt droppe med det samme - for venskab med verden er fjendskab med Gud! (Jak 4,4). Kristen - gør dig derfor klart, én gang for alle: at du er og forbliver en soldat al den tid du lever på denne jord!! Og en soldat kan ikke være en nær og fortrolig ven med fjendens undersåtter. Stil dig derfor i kampen - lad dit lys skinne, så enhver, der ønsker at komme til lyset, kan finde frem til det og blive frelst!
Forestillede du dig virkelig, at alle dine problemer bare ville forsvinde, da du kom til tro på Kristus??
Det forsøger mange kristne at bilde sig selv ind. Derfor har de hejst neutralitetens hvide flag, i et forsøg på at undgå de strabadser, som den åndelige krig indebærer.
Men hør her, Kristen: Din frelse er kun begyndelsen og startskuddet til det liv, Jesus har kaldet dig til. Den dag du besluttede dig for at blive en kristen og begyndte at vandre fremad i din tjeneste for Gud, krydsede du samtidig grænsen mellem mørkets og lysets rige, og dermed valgte du side. Her besluttede du dig for at tjene Lysets Fyrste og erklærede dermed krig imod din Herres dødbringende fjende - Mørkets Fyrste - herskeren over ondskabens åndemagter. Du bliver derfor nødt til at trække dit sværd, i stedet for bare at lade det forblive i sit hylster - ellers vil du inden længe falde i fjendens kløer.
Derfor, alle I som føler jer svage: Rejs jer, og stå i kampen!! (Heb 12, 4-13). Styrk de synkende hænder og de kraftesløse knæ, og:
Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå (Ef 6,11-13)
Dagens citat:
Et af de største problemer med den kristne menighed i dag er, at vi til forveksling ligner en lægepraksis - eller et hospital! Det er årsagen til, at store dele af verden omkring os går fortabt!… Se hvilken stor militær operation, du befinder dig i, Kristen - og se objektivt på den - fra Guds synspunkt. Glem dig selv og dine midlertidige problemer og lidelser for et øjeblik, og stil dig til rådighed i Guds hær. Det er ikke et hospital, du har brug for. Du må indse, at vi befinder os på en kaserne, og at vi er involveret i en mægtig krig, og det går ikke stille af sig.
