Kristen, vogt dig - tag ikke for let på synden! Som nyomvendt er din samvittighed så følsom, at du frygter, at selv den mindste synd vil ødelægge din nyfundne glæde. Nye i troen ejer nemlig ofte så stor en gudsfrygt, at de gør alt for ikke at fornærme Gud.

Men ak... snart bliver de sarte blomster - som skulle give os den første høst af Åndens frugt - ødelagt af omverdens hårde behandling, samtidig med at man ikke var parat til at betale den fulde pris. Den unge følsomme "fromhedsplante" forvandlede sig til et bøjeligt træ, som efterhånden gav efter for hver en vind.

Ja, det er en bedrøvelig sandhed, at vi kristne ofte kan udvikle en så massiv hårdhed, at den synd - som engang forskrækkede os - ikke længere får vores alarmklokker til at ringe. Det øre, som engang hørte selv den mindste mistænkelige lyd, hører ikke længere kanonens torden. Ja, selv den mindste synd kunne i starten forskrække os - men snart tænker vi: ”Åh, det var da kun en lille ubetydelig synd” - og snart godtager vi endnu en synd - og derefter en endnu større, og sådan fortsætter det - indtil vi, i letsindighed, tænker:

Rolig nu!! Så slemt er det vel heller ikke... jeg er da heldigvis ikke så langt ude som visse andre... jeg har i det mindste ikke begået en åbenlys synd… Jeg faldt godt nok, hist og pist - men for det meste stod jeg fast! Sandt at sige, fik jeg på visse tidspunkter, sagt et uhelligt ord... og da kan det da godt være, at jeg burde have skilt mig ud - i stedet for at hyle med de ulve, jeg var iblandt. Men Gud kender mit hjerte, han ved, at jeg ikke havde onde hensigter. Så jeg synes egentlig, at jeg klarer det ganske godt, og at min tale og opførsel - for det meste - har været temmelig konsekvent!

Og sådan pynter vi på synden og på sandheden: Vi kaster et pænt slør over den, og vi kalder den ved andre - og langt pænere -navne. Men tag dig i agt, Kristen - for når først du får bare en lille plet på din hvide klædning - vil du ikke længere være så nøjeregnende med de næste pletter - hvor du til sidst går hen og bliver skødesløs!

Men set med Guds øjne er synden ikke ”en ubetydelig ting”! Nej, den er som en ødelæggende gift! Hvem kender dens dødbringende effekt til fulde? Synes du virkelig, at synd bare er en uvæsentlig ting, Kristen? Bør den overhovedet have lov til at overleve i et hjerte, der tilhører Herren? Spørg dig selv:

Vil de små ræve ikke, med tiden, ødelægge vingården? (Højs 2,15). Er selv en lille økse ikke i stand til at fælde en stor og knejsende eg? Kan konstante vanddryp ikke slide på en sten og underminere den? Jo, ingen tvivl om det! Skulle synden da være ubetydelig? Den underminerer dit kristne liv!

Nej, langtfra: Synden omkransede engang Frelserens hoved med torne og gennemborede hans hjerte! Den påførte ham ulidelige smerter. Og hvis du vitterligt kunne måle syndens konsekvenser - set i evighedens perspektiv - ville du flygte fra den, som var den en dødbringende giftslange - ja, du ville afsky selv den mindste antydning af ondt. Hvis ikke du indser dette, vil du - med tiden - blive ført bort fra sandhedens vej og væk fra den Herre, som du elsker! (Ef 5,1-20).

Se derfor på alle former for synd som dét, der korsfæstede Frelseren - for så vil selv den mindste synd føles:

... syndig ud over alle grænser (Rom 7,13; se også Heb 6,4-6)

Dagens citat:

Intet har kostet skabningen så dyrt som synden! Synd har altid Djævelen til far... og den har skam som sin følgesvend ... og ikke mindst bærer den døden som løn! Men sagen er, at så længe du lever i synd, lærer du aldrig at værdsætte Guds nåde eller hans trøst - for du kan ikke stå med et ben i hver lejr! Din fred ville, til gengæld, være som en flod, hvis du altid befandt dig på Guds side - men du bliver aldrig i stand til at modtage ægte fred - eller så meget som én eneste dråbe af ægte trøst - førend det sker!​