Ingen tvivl om, at den store besættende synd i Israel var afgudsdyrkelse - men her kommer vi ikke uden om, at også Guds Menighed, i dag, er plaget af samme dårskab.

Raifans stjerne (en af Israel afguder) skinner ikke længere - og kvinderne græder ikke længere over Tammuz, ligesom på Profeten Ezekiels tid... men Mammon - vor tids store afgud - trænger sig stadig på. For ikke at tale om hovmodet, der ikke har tænkt sig at bøje sig under Guds bestemmelser, fordi det endnu ikke er blevet lagt ned (ApG 7,39-43; Ez 8,6-18).

Også egoismen, i dens mange former, kæmper for at få herredømmet over Guds udvalgte, og kødets begæringer sætter stadig sine altre op hvor som helst.

Forældres manglende opdragelse af børnene er ofte årsag til stor synd. Herren bedrøves derfor, når han ser, hvordan vi tilbeder og forkæler vort afkom ud over alle grænser, og at materialismen tager herredømmet over det åndelige. Manglende oplæring i Guds forordninger gør ofte vores børn selvcentrerede og egoistiske. Det kan skabe alvorlige problemer senere hen - som det skete med Davids søn, Absalom, som endte op med at forsøge at indtage Davids kongedømme (2 Sam 13) … Også præsten Elis forsømmelser - og hans manglende irettesættelse af sine ugudelige sønner - som forgreb sig på Guds hellige forordninger - fik fatale konsekvenser for både ham selv, hans sønner og for landet Israel som helhed (1 Sam 4,11).

Ingen tvivl om, at hvis vi kristne ønsker at udstoppe vores søvnløshedspuder med stikkende torne, så lad os tilbede vores kære ud over alle grænser - for hvor er det dog sandt, som der står skrevet:

De er dog ikke guder...

- og alligevel opdrager vi ofte vores børn i den tro, at de selv - og ikke Gud - er verdens navle. Men en sådan form for persondyrkelse er en misforstået kærlighed, som kan gå hen og blive til fald for os. Her kan den glæde, vi håber at kunne høste fra vores børn, vise sig at udeblive, fordi de bliver til stor sorg og skuffelse for os! Desuden kan en efterladende og konsekvensløs opdragelse, som sker i misforstået kærlighed, let føre vores børn på afveje, fordi vi ikke tager højde for Skriftens vise ord, som bla. siger:

Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel! (Ordsp 22,6)

Hvorfor er vi dog så forheksede af vores børn, at det grænser til afgudsdyrkelse? Vi kristne har så ondt af de stakkels hedninger, som tilbeder guder af sten og træ - men det er ærlig talt hyklerisk, hvis vi samtidig selv falder i den fælde at forgude dødelige mennesker.

For sig mig: Hvad er forskellen på at forgude sit kødelige afkom og en gud af træ…? Synden og dårskaben er nøjagtig den samme, ikke?! Dog er de kristnes forbrydelse langt værre, for vi har jo fået åbenbaret det sande lys.

Hedninger bøjer sig for de falske guder - men det sker kun, fordi de ikke kender den sande og levende Gud! Men burde vi ikke vide bedre?! Gør det os så ikke mere skyldige, når vi bliver ved med at holde fast i vore afguder, hvor vi med fuldt overlæg svigter den Gud, som gav sig selv hen for os, og som vi tilmed kender… er det ikke den rene dårskab!!

Lad os derfor straks vende os fra vores tåbeligheder - og må Herren rense os fra denne afskyelige synd!

Dagens citat:

Kære kristne forældre, fald ikke i den vildfarelse at tro, at søndagsskolen er til for at lette jer for jeres egne personlige forpligtelser, ansvar og samvittighed. Det er Herrens tanke - og den mest naturlige forordning - at kristne forældre selv oplærer deres egne børn i Herrens opdragelse og formaninger. Og glem ikke, at børn, alt for ofte, efterligner deres forældre i deres laster, men sjældent efterligner dem i deres omvendelse.