Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Dagens Andagt - 13. september

”For du er min tilflugt, et fæstningstårn mod fjenden” (Sal 61,4)

Vores åndelige fjender er ikke kun dødsens farlige - nej, de er selveste Satans yngel! Aldrig så snart Gud havde skabt de første mennesker, startede den listige slange sit oprør i Edens have og forførte - med sine fordrejninger af Guds Ord - mennesket til fald. Her kom synden ind i verden, hvilket kostede dem deres plads i Paradis (1 Mos 3,1-13).

Og ved du hvad Kristen? Han har ikke forandret sig spor! Det samme gælder for hans dæmoniske følgesvende. Lige fra tidernes morgen har onde kræfter været på spil og forsøgt at fange Guds folk ind - for at få os til at forråde den Gud, vi tjener! Og fordi Satan begærer Guds trone, er vi nu blevet hans yndede målskive, hvor vi står i fare for at blive fanget ind - som en fugl i en fælde. Så snedigt gør den sataniske fuglefænger sit arbejde, at den uopmærksomme kristne snart vil sidde uhjælpeligt fast i den fælde, han sætter ud!

Satan frister ofte til synd - under foregivelse af, at han taler Guds Ord. Og de situationer, vi bør frygte allermest, er, når han forvandler sig til en lysets engel. Her kommer han til os i form af forføreriske prædikanter og falske lærere, som fører sød tale, der kildrer vores ører (2 Tim 4,1-5). Her bedrager han os til at tro, at syndens flygtige glæder - i form af mammon og et succesrigt liv - er Guds ønske for os - og ikke lydighed.

Ja, det bedrøver mig at skulle sige, at den primære årsag til at mennesker bliver fanget ind i forførelsens fælde, er, at mange er utilfredse med en Gud, der ikke har verdslige ting at byde på. Derfor er en af Satans mest effektive taktikker at overbevise os om, at Gud helt sikkert under os fornøjelser her i livet - ja, han har ligefrem kaldet os til et mageligt liv med rigdom og fremgang! Men sådanne falske apostle skal vi vogte os for! Også Paulus advarer os imod disse sataniske sendebud og taler om den straf, der venter dem:

De er falske apostle, troløse arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle. Og det er intet under. Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel. Så er det ikke mærkeligt, når også hans tjenere giver sig ud for at være retfærdige tjenere. Det skal gå dem efter fortjeneste (2 Kor 11,13-15)

Men dagens ord viser os samtidig, at udfrielsen altid er indenfor rækkevidde - også når vi er fanget ind i en tilsyneladende håbløs og uløselig situation. Derfor er dagens bøn absolut nødvendig, da den er rettet imod den Almægtige Gud, som kan redde de hellige ud af løvens gab!

Det kræver desuden overnaturlig styrke at redde en sjæl ud af Fristerens hånd, og at fri os fra hans ondsindede planer. Kun Herren kan åbne de nødvendige nødudgange, hvor selv de mest udspekulerede fælder ikke kan fastholde hans børn. Men ve dem, der i snedighed lægger fælder for andre - for de nedkalder en dom over deres eget hoved! Her siger Jesus:

... men ve det menneske, som bliver årsag til fald (Matt 18,7)

Ja, selv i vores trængsler er hjælpen nær - og hvilken trøst det giver os! Det viser os nemlig, hvilken glæde vi bør møde vores mange prøvelser med. For når blot vi griber fat i Den Himmelske Styrke, vil Den almægtige Gud spolere alle fjendens fælder og forvirre hans planer (Sal 91).

Nej, ingen af Kristi sande soldater er nogensinde gået fortabt... ingen er blevet meldt savnet - og ingen efterladt døde på slagmarken!!

Derfor: ... lykkelig er den, som har en sådan mageløs og magtfuld Gud på sin side!

Dagens citat:

Djævelen frister alene med den hensigt at bedrage os - mens Gud tillader, at Satan frister os med det formål at prøve os på vores udholdenhed og tro. Fristelser er derfor, i bund og grund, en prøve på vores oprigtighed. Så lad være med at undskylde dig ved at skyde skylden på Satan. Husk på, at Satan - ligesom en fisker - sætter sin lokkemad på krogen - og at han bruger lige præcis den lokkemad, som han ved kan friste fisken. Lad derfor ikke begæret råde!