Et gammelt ordsprog siger: ”Kommende begivenheder kaster altid skygger foran sig”! Og det er præcis, hvad dagens ord, om hovmod, lærer os. Ja, ingen anden synd er så fordømt i Skriften som hovmod. Og selvom vi ofte anser tro og kærlighed for at være de fineste egenskaber - giver Skriften utallige løfter til den ydmyge af hjertet. Ja, salige er de fattige i Ånden, for Himmeriget er deres (Matt 5,3).… og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes (Matt 23,12). Ja, disse, og mange andre løfter i Skriften, viser os, at Gud virkelig elsker den ydmyge og står den hovmodige imod (Jak 4,1-10).

Hovmod er en unaturlig tilstand at befinde os i - for vi har intet at være stolte af! Spejl dig i Guds skaberværk, og du vil se, hvor ubetydelig du er … som blomsten på marken, der visner og forgår. Men den dag regnskabets time kommer, vil du erfare, at alting her i livet havde et formål - bare ikke hovmod - som intet godt tjener!

Nej, hovmod giver os ingen æreskrone hos Gud! Selv det mest ubetydelige menneske anser en stolt person for at være ringere end ham selv. Ja, stolthed er noget af det mest tåbelige, der findes, fordi den underminerer alt for blot at bygge sit eget hus en smule større end andres! Men fordi huset bygges på sand og ikke på Guds Ord, vil det en dag styrte sammen (Matt 7,24-27). Stolthed findes overalt – både hos den rige og den fattige. Ja, selv i den kristnes hjerte sniger stolthed sig ind - hvor det slår rod under navnet selvhøjtidelighed, og dens mantra er:

Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet ... (Åb 3,17)

Stolthed bilder sig ind, at vi ikke behøver Guds daglige indgriben… at de sejre vi vandt i vort kristenliv, i fortiden, er rigeligt - også i fremtiden! Vi tror ikke, at vi har brug for belæring - for vi mener, at vi ved det hele i forvejen - vi behøver heller ikke andres opbakning og irettesættelser - for vi bilder os selv ind, at vi ved bedre!

Men sand ydmyghed handler om at kunne bedømme sig selv - og indse, at alt, hvad vi ejer, er givet af Gud! Lad os derfor ikke selv tage æren - ellers får vi ikke Guds anerkendelse. Kristi tjenere må derfor frigøre sig fra enhver form for selvros.

Du prædiker virkelig godt, sagde en ven engang til en af fortidens hellige. Du er lidt sent ude, svarede prædikanten - det har Satan allerede hvisket mig i øret inden jeg forlod prædikestolen. Ja, Djævelen kildrer vores ører og puster vort ego op, og internettet vidner om de mange kristne personligheder, der faldt, fordi de søgte menneskers anerkendelse - og ikke Guds. Her mistede de deres kald til at være denne verdens lys og salt. Den hårdeste lektie for os er derfor at forholde os til disse ord:

Ikke os, Herre, ikke os, men dit navn skal du give ære … (Sal 115,1)

Og selv om han er en kærlig Gud, som tilgiver os mange ting, vil han stadig tugte os, for:

Jeg giver ikke min ære til nogen anden [siger Herren] ... (Es 42,8)

En kristen, der praler og siger: ”Jeg kan gøre alt - uden at tilføje: - gennem Kristus, som giver mig kraft, må inden længe råbe i afmagt: Jeg formår intet i egen kraft. Ja, Gud tillod mange at plette deres ædle karakter og gode ry, fordi de selv tog æren. Lad derfor den, som elsker Herren, lægge sin krone for hans fødder. Og lad os - sammen med de fireogtyve ældste i den himmelske tronsal - lovprise ham med disse ord:

Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få pris og ære og magt ... (Åb 4,11)

Dagens citat:

Den, der har alt for høje tanker om sig selv - tænker ikke dybt nok. For stolthed kommer sig af, at du hverken kender dig selv eller verden godt nok. Jo ældre du bliver... og jo mere du går igennem - des mere bliver du klar over, at du absolut ikke har nogen grund har til at være stolt. Uvidenhed og manglende erfaringer er stolthedens piedestaler - men når piedestalen fjernes, vil stoltheden automatisk falde til jorden. Så hvis du huser stolthed i dit sind, så vær sikker på, at Gud vil ryste den ud af dig - uanset hvor dyrebar du er i hans øjne! For enhver, som kun tænker på sin egen ære, vil han selv tugte!