En kristen, der er sat i brand for Herren, vil altid føle en glæde ved hellig aktivitet for Guds sag! Ligesom Guds engle - er han fuldt ud parat til at adlyde Herrens befalinger og at tjene ham i hans Helligdom - både dag og nat. Ja, den mest overgivne kristne vil altid være den, der tjener Gud allermest!

Men først må Guds menighed sikre sig, at arbejdet sker efter Herrens anvisninger, for:

Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmesteren forgæves(Sal 127,1)

Men læg mærke til, at det først sker, når menigheden befinder sig i sin rette tilstand. Da vil vi opleve, hvilken velsignelse det er at have Jesus ved vores side, samtidig med at vi tager del i arbejdet i Guds vingård - så lad os straks gå i gang! (1 Mos 1,26-28).

Her tror mange, at man ikke kan tjene Kristus i en hektisk travlhed på sin arbejdsplads – og samtidig bevare et nært fællesskab med ham. Men det kan skam være lige så skadeligt at sidde uvirksom hen! For en kristen, som ingenting gør, kan være lige så tilbøjelig til at tørre ind i sit åndelige liv som den, der har allermest travlt! Læg derfor mærke til Maria! For hun blev ikke rost for ingenting at lave, men for at sidde ved Jesu fødder – altså for at være en discipel af ham (Luk 10,38-42). På samme måde sad også Paulus ved Gamaliels fødder, hvor han blev oplært som en discipel af ham (ApG 22,3).

Det handler nemlig om at have fællesskab med ham i alt, hvad vi gør. Tro derfor ikke, at aktivitet, i sig selv, er ondt! (Matt 21,28-32). Og selvom vi hver især har fået forskellige kald - vil enhver form for tjeneste altid føles som en stor personlig velsignelse for den, der lader sig involvere i den - hvis man altså gør det af hjertet, som for Herren! ​(Kol 3,23; Ordspr 31).

Den, der nyder tæt fællesskab med Kristus, er derfor hverken eneboeren eller eremitten, med masser af tid til overs... heller ikke den meditations-udøvende eller asketiske ørkenfader, der lever et afsondret liv i kontemplativ bønnepraksis, og som mener at kunne skyde genvej til en særlig åndelighed ved ingenting at bestille.

Nej, dette fællesskab gælder den utrættelige arbejder, som slider hårdt i det for Jesu skyld, og som arbejder sammen med ham - side om side i et tæt samarbejde. Den utro og dovne forvalter, derimod, har Jesus ikke meget tilovers for. Han ønsker, at vi skal bringe vores "talenter" og bruge dem i vores tjeneste for ham, så vi kan optjene renters rente! (Matt 25,24-30; Luk 19,11-27).

Men lad os, midt i det hele, sørge for at have fællesskab med ham i det alt sammen, så det kan blive til stor velsignelse og opbyggelse - ikke kun for os selv - men også for Guds menighed og hans riges fremgang!

Dagens citat: ​

Følg Kristus, og tjen ham med alle dine midler. Og har Herren endnu ikke givet dig dit kald - så bliv en menneskefisker! Desværre synes mange, at hårdt arbejde ikke er at regne for en åndelig tjeneste. Dette er noget vrøvl! Og at tro noget sådant kan kun føre til et liv i forsømmelse! Kast derfor denne vrangforestilling fra dig - for mange af Guds hellige blev faktisk kaldet til en åndelig tjeneste, alt imens de tjente til livets opretholdelse, i deres ansigts sved. David var en simpel hyrdedreng, der vogtede familiens får... Elisa pløjede sin fars mark - for ikke at tale om disciplene, der uden betænkning forlod deres fiskerbåde, i samme øjeblik det himmelske kald lød!