Vrede behøver ikke at være en synd - men fordi den så ofte løber af sporet, må vi stille os selv dette spørgsmål: ”Har jeg ret til at være vred?”. Da kan det ske, at vi er i vores gode ret til at svare: JA. Det kan endda vise sig, at vreden er som Elias’ ild, der kom ned fra himlen og tjente Guds sag! Eller den kan - ligesom i Jesu tilfælde - udspringe af en brændende nidkærhed for Guds Hus, som får os til at svinge pisken (Joh 2,13-22; 2 Kong 1,10).

Men i de fleste tilfælde må vrede regnes som en gal mands værk! (Ordspr 22,24-25). For hvorfor forsynde sig og optræde så ondt imod Gud - efter at have modtaget hans guddommelige belæring?! Vi bør derfor se vrede som syndig - for synd skader ikke kun os selv - men også vor næste. Vi gør til gengæld ret i at vredes, når vi - eller andre - begår en synd - men kun hvis vreden rettes imod det onde, der bliver gjort.

Den, der ikke forarges over synden - og ikke bevidst hjælper med til at bringe den frem i lyset - hos sig selv og andre - gør sig meddelagtig i den! (Ef 5,1-17; 3 Mos 19,17). Synd er en modbydelig og hadefuld ting - og et fornyet og rent hjerte kan ikke udholde den under nogen form. En ren samvittighed er, til gengæld, en suveræn radar, der kan pejle sig ind og afsløre enhver form for synd, som forsøger at krybe ind. Gud selv vredes jo dagligt over synden, og det må også vi gøre… for som der står skrevet:

I, der elsker Herren, skal hade det onde ... (Sal 97,10)

Men hvis vores vrede ikke udspringer af de rette motiver, kan den ikke kaldes for hverken prisværdig eller berettiget. Her må vi stå vreden imod og med fasthed sige nej, når den forsøger at indtage os.

Hvorfor dog irriteres over andres barnagtigheder? Hvorfor se rødt, når andre ikke er enige med os… eller nære onde tanker imod vores medmennesker pga. jalousi eller misundelse? Bringer en sådan vrede ære til det kristne vidnesbyrd? Er det ikke bare det onde gamle hjerte, der handler egoistisk og egenrådigt i sit forsøg på at få kontrol eller anerkendelse? Bør vi ikke - i vores genfødte natur - stå en sådan vrede imod, indtil blodet?

Mange bekendende kristne styres stadig af deres temperament - som var det umuligt at besejre. Men det er ikke sandt! Guds Ord forkynder fuldkommen sejr over vores svagheder - som sker i kraft af Den Hellige Ånd. Her må vi stå kødet imod! Ja, vi må, i flg. Paulus, korsfæste vort kød - ellers skal vi ikke forvente at blive kronet på den yderste dag. Og kan vi ikke styre vores temperament - vandrer vi slet ikke i Ånden - ligesom vi heller ikke bærer Åndens frugt (Gal 5,22-23). Her må vi "rive den arm af og det øje ud", som bringer os til fald (Matt 5,29-30).

Der er engang en, som har sagt: ”Jamen, Ånden blev jo podet ind i os - og selv er vi som vilde grene” - hvilket er sandt nok! Men den frugt, der vokser frem på træet er ikke podet ind! Denne frugt skabes i samarbejde med Guds Ånd - som er stærkere end den ånd, der bor i verden! (1 Joh 4,4). Her må vi ikke lade vores naturlige svagheder blive en undskyldning for synden - men stå kødet imod og bede Herren om hjælp til at korsfæste vort temperament!

Vi må, i det hele taget, lade os ligedanne med Kristus, så vi bliver fornyet i vores sind… i mildhed og ydmyghed (Ef 4,17-31):

... for et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud (Jak. 1,20)

Dagens citat:

Et voldsomt temperament er ikke nødvendigvis af det onde - hvis det bruges i en god sags tjeneste. Mennesker uden temperament kan, til gengæld, være magelige som et par udtrådte sko. Men sig ikke: Jeg bliver aldrig i stand til at besejre mit temperament"- for det er du nødt til, kære Ven! Gå derfor til Gud og bed ham om hjælp - for hvis ikke du dræber det onde - vil det onde ende op med at dræbe dig! Husk på, at du ikke kan tage et dårligt temperament med dig ind i Guds Rige. Og når andre tænker ondt om dig - så bliv ikke vred - husk på at du, i bund og grund, er langt, langt værre, end de, i første omgang, troede!