I denne bibelske beretning ser vi klart, at Moses’ bønner, i langt højere grad, var i stand til at forhindre fjendens planer - end hele Josvas krigshær tilsammen! Så mægtig var hans bøn, at alting afhang af ham i kampen! Og alligevel var begge indsatser nødvendige. Ja, her er det vigtigt at forstå, at i kampen for sjælens overlevelse og sejr over kødet må egenskaber som: inderlig bøn, kraft, beslutsomhed og tapperhed altid forenes i fuld styrke - for så er kampen så godt som vundet!

På samme måde bliver du også nødt til at kæmpe imod enhver synd, som vil forsøge at indtage dig, Kristen! Her må størstedelen af kampen kæmpes privat, i dit lønkammer, sammen med Gud. I sådanne bønner må du, i udholdenhed, løfte pagtstegnet op for Herrens ansigt - ligesom Moses. For staven, som Moses løftede op, var et symbol på Guds trofaste løfter til Israel og var en stadfæstelse på, at han var med Moses i hans ledelse af Israel (2 Mos 4,1-5)

Lær af dette, Kristen, og ræk i tro Guds løfter op til ham. Han vil aldrig fornægte de løfter, han gav dig... hold derfor løfternes stav oppe, og du skal få, hvad du beder om! (Matt 26,41; Matt 6,6). Her må du - såfremt du oplever, at dine bønner er ved at dø ud - lade troen støtte din ene hånd og Guds løfter den anden.

Vi ser også, at på det tidspunkt, hvor Moses blev træt i armene, anbragte Aron og Hur en sten under ham, så han kunne finde hvile, alt imens han bad. På samme måde har også vi - i åndelig forstand - en klippe... Kristus, hvor vi kan finde hvile, og hvor Guds Ånd styrker os og sørger for, at vi vinder sejr i bøn.

Endvidere ser vi, i denne beretning, at intet i denne verden er i stand til at berøre Guds faderhjerte som en menighed, der står samlet i kampen for hans Rige - og som i enighed påkalder hans navn. En sådan menighed behager hans hjerte og repræsenterer ham på en så forunderlig måde, at det altid vil udløse en velsignelse fra ham! For da Moses efterhånden blev træt, og hans hænder begyndte at synke, stod han ikke alene - nej, her bakkede menigheden ham op og kom ham til undsætning, hvor de, i samlet trop, fik nedkæmpet deres fjender.

Du må også tage dig i agt for svagheder i dine andagter, Kristen! Hvis Moses kunne blive træt, så kan du også! Husk på, at det altid er lettere at kæmpe i bøn - sammen med andre - end at kæmpe alene, i sit eget private lønkammer (Jak 4,1-2).

Det er også værd at bide mærke i, at Josva ikke blev træt i kampen - men det gjorde Moses. Det fortæller os, at jo større en åndelig kamp vi står over for, desto vanskeligere er det for os at bekæmpe fjenden. Netop her har vi brug for Guds mægtige indgriben - og for menighedens forbøn. Og det gælder specielt, når vi mærker at:

"... kampen ikke [står] mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet" (Ef 6,12)

Lad os derfor inddrage hele menigheden og i fællesskab stå sammen i kampen, Kristen! Lad os råbe til Herren og bede om en særlig styrke fra ham... og må Guds Ånd hjælpe os, i vores svaghed, og gøre os i stand til at fortsætte med at holde vores hænder oppe - lige indtil ”solen går ned"! Ja, bliv ved lige indtil livets aften engang er omme, og du når det land, hvor bønnen fuldstændig skal opsluges i en mægtig lovprisning til vores Himmelske Majestæt, som kommer fra Guds sejrende folk!

Derfor Kristen:

... bed uophørligt ... [og] vær stærke i Herren (1 Tess 5,17; Ef 6,10)

Dagens citat:

En Menigheds åndelige tilstand og styrke kan altid - med stor nøjagtighed - måles i forhold til menighedens bønnemøder! Ud fra dette ”bøn-ometer”, er vi i stand til at måle den åndelige temperatur iblandt Guds folk. Såfremt vi ønsker, at Gud skal være stærkt til stede i vores menighed - må vi bede. Og hvis ikke han er stærkt til stede, vil det første tegn på hans fravær altid kunne pege hen på en eneste ting: Sløvhed i bøn! Ja, der har aldrig været en åndelig vækkelse - uden at den er startet med forenet bøn!​