Logo

MENIGHEDEN LYS & SALT

Logo

MENIGHEDEN LYS & SALT

Dagens Andagt - 15. februar

”… og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde …” (Matt 6,13; gl)

Dét, Herren lærer dig at bede om, i denne bøn, er nøjagtig, hvad han lærer dig at undgå på din daglige vandring - nemlig alt det, som kan friste dig og få dig til at falde! Det har så stor betydning, at du, iflg. Jesus, må gøre det til din daglige bøn. Her må du hente hjælp hos den Himmelske Majestæt og gå en stor bue udenom enhver fristelse - idet du beder om visdom til at vandre i sikkerhed på lydighedens vej - for så vil Djævelen aldrig få held til at få dig til at falde!

Du bør derfor aldrig træde ind i junglens dyb for selv at opsøge løven. Det kan koste dig dyrt at begå en sådan dumhed. Løven kan selvfølgelig - uden forvarsel - krydse din sti og pludselig springe på dig... for:

... Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge ... (1 Pet 5,8)

Vær derfor årvågen og på vagt - og begynd aldrig at jagte ham på egen hånd! Vend derfor aldrig tilbage til syndens gamle stier! Og har du tidligere haft hang til de våde varer - så holder du dig, selvfølgelig, langt væk fra byens natteliv og fra værtshusene. Ligesom Josef måtte flygte fra Potifars hustru - må du også flygte, når Fristeren lægger sine fælder ud! (1 Mos 39,1-18). Lad aldrig Herren kunne sige om dig, at det er gået dig, som ordsproget så rammende siger:

"... hunden vender tilbage til sit eget bræk" og: "Når en so er vasket, vælter den sig i sølet (2 Pet 2,22; se også Ordspr 26,11)

Den, der konfronterer Fristeren, i egen kraft, vil snart erfare, at han befinder sig i en barsk kamp - også selvom han, i første omgang, tilsyneladende kunne holde stand i kampen. Vi kristne bør derfor hellere satse på bøn til den Almægtige Gud, så vi bliver sparet for dette møde - og det er præcis, hvad Jesus lærer os i dagens ord. Vor Frelser oplevede også, personligt, at blive fristet af sin Ærkefjende, og derfor advarer han indtrængende enhver af sine disciple og siger:

… bed om ikke at falde i fristelse ... (Matt 26,41)

Uanset hvad - vil vi blive fristet! For hvis ikke engang Guds egen Søn blev skånet af Djævelen - hvorfor skulle vi så slippe?! (Matt 4,1-11) Nej, lad os være på vagt - for:

Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr... (1 Mos 3,1)

Tro ikke han først kommer med en advarsel - eller annoncerer sin ankomst i god tid, inden han dukker op! Nej, han er mørkets Fyrste... han opererer derfor i mørket og kommer i ly af mørket! Enhver - med bare en smule kendskab til hans måde at operere på - er klar over, at han er tilbøjelig til at angribe os på tidspunkter, hvor vi er svage - ligesom en sømand lærer, at man - på visse tider af året - kan forvente en trøstesløs og hård vind. Og her må vi være ekstra vagtsomme - for den form for åndelige angreb afværges kun ved, at vi er forberedt.

Så her må dit motto være: Det er bedre at forebygge end at helbrede! Hellere være bevæbnet til tænderne end at sætte livet på spil i kampen - for så er der større chance for, at Djævelens angreb forpurres. Lad derfor Jesus oplære dig i bønnens magt!... Bed omikke at blive ledt i fristelse - og dernæst om at blive befriet fra det onde - såfremt Gud har tilladt en fristelse for dig netop i dag.

Dagens citat:

Vi må konstant og hele tiden bede Gud om stor nåde til at sige nej til fristelserne - og at hjælpe os med at tage alle de praktiske forbehold, der skal til for at undgå de fristelser, som vi kender alt for godt - og at kunne flygte i tide for de fristelser, der pludselig og uden varsel forsøger at overmande os! Glem ikke, at det ofte er vores egne onde ønsker, der fører os i fristelse. Vi tror måske, at vi kun reagerer på ydre fristelser, som vi bliver præsenteret for. Men sandheden er, at vores onde ønsker konstant lader sig friste til at tilfredsstille vores umættelige lyster. (Jak 1,14) Det nytter ikke at bede om sejr over fristelserne, hvis vi ikke er villige til at forpligte os til at sige nej til dem.