MENIGHEDEN LYS & SALT


  • HOME
  • KONTAKT

⇐ TILBAGE













Dagens Andagt - 15. juli



”… olie til lampen…” (2 Mos 25,6)



Min sjæl… mærker du ikke, at du har brug for olie, hver eneste dag, så din lampe ikke brænder ud? Ingen tvivl om at din hellige flamme snart vil dø ud, hvis ikke du bliver fyldt op på ny! Og hvis ikke din væge bliver trimmet, vil den snart begynde at ose og blive til gene - både for dig selv og dine omgivelser!


I din kødelige menneske-natur findes der ingen naturlig oliekilde, du kan øse af! Derfor bliver du nødt til at gå til "købmændene" og købe olie til eget forbrug. Hvis ikke du lader dig fylde i tide, vil du snart ende op som de uforstandige brudepiger, der pludselig befandt sig foran en lukket dør og i desperation og afmagt, med gråd i stemmen, måtte råbe:


Min lampe går ud!! (Matt 25,1-13)


Selv de mest indviede guldlamper i Templet kunne ikke give lys, når først olien manglede. Selvom de, dagligt, blev poleret på ydersiden - havde de stadig brug for en ny indre påfyldning. Og sådan er det også med dig, Kristen. Også du står i akut behov for at blive istandsat og trimmet - ingen tvivl om det! Selv under de mest gunstige forhold er du ikke i stand til at afgive lys til andre - medmindre den friske olie skænkes dig dagligt.


Enhver håndspålæggelse - uden Helligåndens salvelse... samt de mange menneskeskabte liturgiske ritualer og ydre ceremonier, som mange kirkesamfund benytter i dag - vil aldrig kunne tjene Guds folk - hvis ikke Ånden er til stede. Heller ikke selv om de deles ud af rundhåndede præstelige hænder.


Desuden ved en åndsfyldt kristen godt, at Herren aldrig vil være tilfreds med, at der uddeles falsk nåde - uden forpligtelser!

Nej, overalt hvor Helligånden tager bolig i et menneske, skaber hans nærvær en tørst efter hellighed. Hans opgave er at herliggøre Kristus - og at opelske et ægte ønske i os om at være som ham. Det uomvendte menneske - derimod - ejer ikke denne længsel. Men når vi fødes på ny, begynder Guds Ånd straks at forme os til lighed med hans Søn! (Rom 8,29). Så fortvivl ikke Kristen... Helligånden er Guds kraft i dit liv, og han, der begyndte sin gode gerning i dig...


... vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag (Fil 1,6)


Gå derfor direkte til Getsemane og hent din forsyning hos ham, der blev knust for dig. For det lys, der stråler fra en åndsfyldt kristen, skinner klart - ja, det bryder al mørke! Gå derfor til ham, som forsyner dig rigeligt med den hellige og rene olie, der strømmer fra hans trone.


Kærlighed, sandhed, hellighed, glæde og kundskab... er nogle af de stråler, som Åndens lys udsender - men det hele starter i dit private lønkammer. Bed derfor Herren om en ny frisk forsyning af olie, så dit tomme kar kan fyldes helt op til randen af Guds Ånd!

Lad os heller ikke glemme at bede for menigheden - og ikke mindst for lederskabet, så vi aldrig mangler olie inden for egne rækker. Som Guds menighed er vi kaldet til at skinne klart som et fyrtårn, midt i stormen, og at være det lys, der viser skabningen vej igennem mørket, og som fører mennesker sikkert hjem til Skaberen!




Dagens citat:


At være fyldt med Ånden - betyder at være fyldt med Guds direkte nærvær, i sådant et omfang, at du er i stand til at føle, hvad Gud selv føler... at du ønsker, hvad Gud selv ønsker... at du gør, hvad Gud selv ville gøre... og at du, når du taler - taler ved Guds kraft og beder og tjener i Guds styrke... og dermed får indsigt i den kundskab, som Gud selv giver! Ja, at være fyldt med Ånden er at være kontrolleret af Ånden - både hvad angår legeme, intellekt, følelser og vilje.