Dagens Andagt - 15. marts
”... den levende sten, som … er udsøgt og kostbar…” (1 Pet 2,4)
Min Elskede… hvor ofte har du ikke følt en smertefuld tomhed midt i al overfloden, når din Herre har været fraværende i dit liv? Solen skinnede, men han skjulte sig, og hele verden blev mørk for dig! Ja, oplevede du ikke, hvordan dag blev til nat, da Jesus - den lysende Morgenstjerne - forsvandt, og hvor du til din rædsel erfarede, at ingen anden stjerne var i stand til at bringe dig så meget som én eneste lysstråle - i forhold til ham?! (Sal 55,1-9).
I dagens ord forsøger Peter at formidle, hvor kostbar Jesus egentlig er - men han har svært ved at finde ord! Ja, hvem formår at vurdere værdien af Guds uudsigelige gave, da han sendte sin elskede Søn - for her er der tale om et ubetaleligt offer! Det kan ikke beskrives med ord alene - ligesom vi heller ikke kan udtrykke, hvor essentiel han er for vores tilfredshed og lykke. Ja, den kristnes glæde og håb findes kun i vor elskede Herre, Jesus Kristus!
Stråleglansen fra hans øjne, overgår langt solens glans i sin fulde styrke, og hans ansigt ejer en skønhed, som udkonkurrerer de mest udsøgte blomster! Og hvad angår alverdens kostbare ædelsten og perler, så er de fuldstændig værdiløse i sammenligning! (Åb 1,12-18)
Hvilken hylende og gold ørken denne verden ville være for dig, uden vor Herre!
Hvis han skjulte sig for dig, Kristen, ville alle havens blomster så ikke snart visne bort? Jo, fuglenes sang ville snart forstumme, og stormen ville bortfeje ethvert håb! Ingen tvivl om, at han er vor sjæls sjæl, og at han for altid vil være vort livs liv! (Sal 44,24-27).
Kære Læser! Hvad ville du gøre uden ham, når du vågner om morgenen og ser frem til dagens kampe og prøvelser!? Hvem skal du nu gå til midt i dine sorger og glæder, og hvem forstår dit hjertes inderste tanker? Ja, hvad gør du, når du om aftenen vender hjem, udmattet og udkørt - uden adgang til fællesskab med ham? Ja, hvem skal du betro dine sorger og din glæde, hvis du ikke længere kan lægge alt over i hans hænder?
Ja, velsignet være hans navn - for han er trofast!! Han vil ikke tillade, at du går din skæbne i møde uden ham! Nej, Jesus vil aldrig svigte sine egne, når vi først har givet alt over til ham! Lad derfor tanken om, hvordan livet ville være uden ham, åbne dine øjne, så du bliver mere og mere overbevist om, hvor uendelig kostbar han er! (Joh 6,66-69).
Får tanken dig ikke til at elske ham endnu højere, Kristen? Jo, kærlighed til Gud vil altid fremelske en længsel efter at blive forenet med ham for evigt - og at holde os væk fra al verdslighed og afgudsdyrkelse - samtidig med at den har en så velsignet helliggørende virkning på os, at den fremelsker den form for ædel karakter, som efterhånden er så sjælden iblandt de kristne - men dog er så kraftfuld, at den udvirker en sand vækkelse, hvor end den gør sit værk!
Dagens citat:
Sig mig - du som kalder dig selv for et Guds barn... er Kristus ikke din Bror? Bor han ikke i dit hus? Og alligevel glemmer du at tale med ham?! Jeg frygter for, at der kun kan være meget lidt kærlighed mellem dig og din Bror - eftersom du har forsømt ham så længe?! For helt ærligt, Kristen! Er Jesus ikke menighedens Ægtefælle? Og dog har du ikke søgt hans fællesskab gennem længere tid? Ved du ikke, at vi først lærer af forstå, hvor kostbar Skaberen egentlig er, når vi for alvor erfarer tomheden i alt andet, vi foretager os her i livet?!
