I enhver situation findes der altid en lys og en mørk side. Rakel var overvældet af sorg pga. den svære fødsel af Benjamin, og fordi hun vidste, at hun skulle dø - mens Jakob formåede at se Guds hånd i barnets fødsel… trods sin sorg over hustruens død.

Det ville også være godt, om vi kunne opøve os i at lade vores tro triumfere i guddommelig trofasthed - også selvom kødet sørger over modgang og tab. Her kan vi kristne lære meget af Jakob, for han viser os, at det er langt lettere at håndtere modgang, hvis bare vi forstår at anskue den rigtigt…

Her må vi indse, at stormvinden - trods sin ødelæggende magt - også er i stand til at sprede frø og kerner, så Guds natur kan fornyes... og at den ubehagelige og bidende frost formår at løsne muldjorden, så vi bliver i stand til at så vort korn i den forberedte jord. Her vil selv de mørkeste skyer bringe forfriskende regn... ligesom den sorte muld er i stand til at frembringe strålende og farverige blomster… og på tilsvarende måde ser vi, at der altid findes noget nyttigt og brugbart i enhver situation - hvor sort den end ser ud!

Men tungsindige hjerter har desværre altid en særlig evne til at forestille sig det allerværste, så snart prøvelserne viser sig i horisonten. Om der så kun fandtes én eneste sump i hele verden, ville de snart ligge begravet i den, til op over begge ører - og såfremt der kun fandtes én eneste tyv i miles omkreds - ville de straks bekymre sig og fare op ved den mindste støj ved døren.

Årsagen til denne svaghed blandt de kristne er, at de ikke ser Guds løfter som faktiske realiteter. Hvis en ven, til gengæld, gav os et løfte, ville vi straks tage det for gode varer, og forvente at løftet snart vil blive indfriet - alt imens Guds løfter ofte behandles som ord af ringere betydning. Men hvorfor er det så svært at kunne hvile på Guds løfter? På en eller anden måde virker det, som om mange kun ejer en drømmende, sentimental og mystisk holdning til dét at stole på Gud - og hvorfor mon det?

Ingen tvivl om, at hvis vi virkelig overvejede sagen til bunds og brugte vores sunde fornuft, ville det være en kendsgerning, at det på ingen måde er nødvendigt at forblive i denne tilstand af vantro - for hvis Gud virkelig er til, vil hans løfter jo også være virkelige! Alt andet her i livet er kun skygger, som en dag skal forsvinde - set i evighedens lys! Vores almægtige Gud og Herre er den eneste, vi kan regne for sikker her i livet: Alt andet er tvivlsomt! Derfor må han nødvendigvis også kunne holde sit ord - hvordan kan han ellers være Gud?!

At stole på Gud burde derfor være en så fundamental del af den kristnes bevidsthed, at det ikke burde kræve nogen form for indsats fra vores side!

Hvil derfor i Herren, min Kære! Kun når du hviler i ham, bliver du i stand til at kaste alle dine bekymringer på ham og forvente gode resultater - selv ud af de værste katastrofer! Kun ved at blive i ham, forhindrer du, at vantroen tager over! Ud af det besvær, som opstår ved de prøvelser, du møder på din vej, lærer du at anskue problemerne på den rette måde, hvor de går hen og bliver til din fordel - i form af de mange dyrebare erfaringer, som du høster.

Derfor Kristen: Når din dag synes trøstesløs... når glæden synes langt borte - så find de gemte skatte frem fra Guds løfter... løfter, som du forhåbentlig fik skrevet ned?! Og når dagen oprinder, hvor du skal herfra, så vend i tro dit håbefulde blik op imod himlens ønskestjerner. Og når selveste døden viser sig, så løft dit blik op imod opstandelsens lys, på den anden side af graven, vis døden bort, og lad troen og livet sejre… ligesom Jakob - der ændrede sin søns navn, fra "min ulykkes søn" til "lykkens søn" - fordi han, midt i sorgen, formåede at se Guds hånd i barnets fødsel…

Dagens citat:

En deprimeret kristen er ikke kun i modstrid med sig selv - han er også en meget dårlig repræsentant for Evangeliet... Intet er derfor vigtigere, end at vi bliver befriet fra denne tilstand, som giver andre mennesker det indtryk, at dét at være en kristen betyder at være ulykkelig... at være trist... at være sygelig - og at en kristen er en, der foragter glæden og lever et møjsommeligt liv! Intet kan være længere fra sandheden... for har vores Gud ikke selv lovet os, at vi skal "... øse vand med glæde af frelsens kilder"?!(Es 12,3).

​