Paulus’ ord viser os, at tilfredshed bestemt ikke er en naturlig egenskab i os mennesker. Nej, på møddingen kan alting gro - både ukrudt og tjørnekrat - og sådan er begærlighed, misfornøjelse og brokkeri også en naturlig del af det faldne menneske. Vi mennesker behøver hverken at så tidsler eller torne - for ukrudt sår sig selv. Vi behøver heller ikke at lære at beklage os - for det gør vi helt naturligt! Nej, tilfredshed vil aldrig være en naturlig del af vores gamle og kødelige natur!

Men hvordan retter vi op på denne ulykkelige tilstand? Her kan vi lære af landmanden - som godt ved, at de afgrøder, som har størst værdi, altid må kultiveres og forædles. Hvis vi ønsker at høste en sund og næringsrig afgrøde, må vi først og fremmest gøde jorden, og bagefter må vi både pløje, så og høste… og hvis vi ønsker smukke og velplejede blomster, må vi først skabe os en have, hvor vi udviser en gartners omhu. For ...

... Hvad et menneske sår, skal det også høste (Gal 6,7)

Lad os derfor, som Guds folk, arbejde på at udvise tilfredshed - som jo er et af Himmelens særlige kendetegn. Såfremt vi ønsker Åndens frugt, må vi først kultivere og fremelske den. For når Gud har sået en ny sæd i vort indre, ved den nye fødsel, må vi også forpligte os og hjælpe til, så den nye natur, kultiveres! Her må vi udvise stor omhu, så Guds sæd kan blomstre og bære frugt. (Matt 3,1-11; Joh 15,1-17)

Angående Paulus’ egne erfaringer, skriver han:

… jeg har lært at nøjes med, hvad jeg har!

Det viser os, at sådan havde han ikke altid haft det. Det havde kostet ham smertelige erfaringer at erkende denne store sandhed. Ingen tvivl om, at han ind imellem har troet, at han endelig fik lært lektien - for derefter at opdage, at det havde han så alligevel ikke. Først da han mestrede denne kunst, kunne han af hjertet, sige: ”Jeg har lært at nøjes med, hvad jeg har”. På det tidspunkt var han en ældre mand, som sad fængslet i Rom. Det var herfra Paulus skrev disse ord fra Filipperbrevet.

Vi ville måske være villige til at udholde Paulus’ trængsler - og til endda at dele den kolde fangekælder med ham - hvis vi samtidig kunne få del i den tro og tillid, han ejede! Men sandheden er, at disse egenskaber kun kan blomstre i erfaringens og prøvelsernes skole. En sådan karakter læres ikke som en remse, eller ved at sidde på skolebænken, men kun gennem disciplin og selvbeherskelse - samt gennem livets hårde prøvelser og kampe. Her må vi opøves i at vandre i Ånden... hvor vi lader den gamle Adam dø, så han ikke ødelægger det sædekorn, der blev lagt i os.

Kære broder og søster i Herren… bring derfor de evindelige klager og den konstante utilfredshed til tavshed - hvor naturlige de end kan forekomme dig! Sæt vagt om din tunge og opøv dig i tilfredshedens kunst, og vær en ægte troskæmper i lighed med Paulus. Først da vil det nye menneske spire frem og bære frugt! At gå utilfredshedens vej kan kun blive til fald for os! (1 Kor 10,10-13).

Dagens citat:

Kritik skal ses som et redskab til vækst og forandring. Men desværre giver kritik ofte anledning til, at vi selv forsynder os:

1. Vi frygter selv at miste respekt!

2. Vi ser efter anledninger til at modsige og udfordre kendsgerningerne!

3. Vi leder efter fejl i kritikpunkterne!

4. Vi peger hen på andre, i et forsøg på at frikende os selv!

5. Vi negligerer vores dårlige sider ved at pege hen på vores gode sider!

6. Vi spiller martyrer og ynker os selv under andres såkaldte "uretfærdigheder".

Men når vi stikker af fra den mindste antydning af kritik, mister vi netop de midler, hvormed vores Herre ønsker at gøre os mere effektive og gudfrygtige.​​