En nasiræer aflagde - iblandt mange andre løfter - også et løfte til Herren, der betød, at han ikke måtte drikke vin. For at sikre sig at han overholdt sine forpligtelser, fik han et forbud mod at drikke både vineddike og spiritus. Han måtte heller ikke røre den ugærede druesaft eller spise af selve druen.

En nasiræer måtte bevise for enhver, at han overholdt sit løfte til punkt og prikke - hvilket betød, at han ikke rørte ved noget som helst, der involverede vintræet - overhovedet. På den måde bevarede han sig selv hellig og undgik alt, hvad der kunne friste ham og få en skadelig indflydelse på ham. Og i disse stramme bestemmelser finder vi kristne - som Guds hellige - en stor læremæssig sandhed… en lektie, som viser os, at den, der vil betragtes som Kristi efterfølger, må holde sig væk fra synden - under enhver form! Det gælder ikke kun de store og synlige synder - nej, det gælder alt, som er beslægtet med synden - både i sammenligning og i ånd.

Men desværre er denne form for kompromisløs vandring blevet så foragtet i vores dage. For selvom Guds principper ikke mere er på førstepladsen iblandt de hellige - som i fortiden - så vær sikker på, at den altid vil give dig den mest sikre og lykkeligste trosvandring! (2 Kor 6,14-18). Hvis vi giver efter - snart for det ene, og snart for det andet - udsætter vi os for stor fare. Den, der bare nipper af Sodomas druer vil - inden længe - ende op med at drikke af Gomorras vin! (1 Mos 19).

En lille sprække i dæmningen i Holland gav engang adgang for vandet, og det fik revnen til at vokse sig så stor, at hele provinsen blev oversvømmet. Mange led druknedøden. At åbne bare en lille lem til denne verdens åndelige forførelse kan hurtigt blive en fælde for sjælen - og få os til at falde i alvorlig synd. Det var årsagen til, at nasiræeren undlod at drikke blot en enkelt tår af druesaften. På denne måde sikrede han sig, at saften ikke gærede, så han - med et rent hjerte - blev i stand til at overholde sit gudgivne løfte.

De kristne, som går på kompromis, har svært ved at bevare en ren samvittighed, uden at føle sig anklaget. Det skyldes, at de ikke lever et afgjort kristenliv og derfor ikke er sikre på, om de overtræder deres løfter. Deres manglende afgjorthed har beskadiget deres indvendige "modtagerkontrol". De fyldes derfor let med tvivl, fordi de ikke går den lige vej, som de burde! (Rom 2,6-16)

Kære Kristen! Her er det godt at slå fast, at vi slet ikke behøver at betvivle de tvivlsomme ting… for de er og forbliver forbudte for os at udføre! Det er langt bedre, at folk rynker på næsen og kalder dig for en religiøs og fanatisk fundamentalist - end at du blive foragtet som en hykler af både Gud og mennesker. At træde varsomt må også betyde, at vi samtidig opøver os i at leve i selvfornægtelse og afsavn - idet vi siger nej til alt det, som kan føre os til fald. Og selvom vi læser i Skriften, at alt er tilladt så ved vi også, at det langtfra er alt, dergavner! Ja:

Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op (1 Kor 10,23)

Men netop her finder vi ind i den glæde, fra Herren, som langt overgår alt andet, og som kompenserer og tilfredsstiller os fuldt ud! Ja, den fuldkomne vej sikrer os fuld tilfredshed og kompenserer for alt det, vi må sige nej til - og den sikrer os et kristenliv, som vil sejre over denne verden!

Dagens citat:

De fleste af os er blevet så fortrolige med synden, at vi ikke længere ser den som et dødbringende monster. Men synd er langt farligere end vilde bjørne... mere dødbringende end ødelæggende skovbrande. Spørg bare kong Nebukadnesar, der mistede forstanden, fordi han nægtede at tackle sit stolthedsproblem. Spørg også Samson, der blev reduceret til en skygge af sig selv, fordi han aldrig fik kontrol over sit køds lyster. Nej, min Kære... hvis du synes, at Guds vrede er alt for hård en straf for blot en lille synd – så kan jeg kun stille dig flg. spørgsmål: Hvis du virkelig synes, at synden er så lille- hvorfor, i alverden, giver du så ikke bare afkald på den?​