Dagens Andagt - 17. marts
”Nu skal de fjerne deres hor og ligene af deres konger fra mig, så vil jeg bo iblandt dem til evig tid” (Ez 43,9)
Kristen… findes der sådanne tilstande i dit liv? I så fald bør du straks lægge det ned for Herren! Måske er det forskellige former for daglig synd, der breder sig med lynets hast og derfor - uden nåde - må luges bort! Træk derfor i nødbremsen - og få bragt det i orden!? Begynd straks!
Herrens Ånd vil minde dig om det alt sammen! Han vil aldrig efterlade dig i uvidenhed! Stol derfor på ham - og få hans hjælp til at bryde syndens åg! For i samme grad du, ubarmhjertigt, fjerner alt det, som er Herren imod - des mere vil Jesus tage dit væsen i besiddelse - for som der står skrevet:
Han skal blive større, jeg skal blive mindre (Joh 3,22-30)
Først og fremmest må Jesus forblive Konge i dit liv - det vil give dig større adgang til hans mægtige opstandelseskraft! Når det sker, vil der - fra dit indre - rinde strømme af levende vand (Joh 7,38). For som Skriften så klart lærer os, skal kun den rene af hjertet se Gud - så jo mere du dannes og formes i lighed med ham... og jo renere et liv du lever for hans ansigt… des klarere bliver du i stand til at se ham! (Matt 5,8).
I denne proces af helliggørelse sker det, at du ser mere og mere klart - hvad det egentlig er, at du skal bekæmpe og sige nej til - også midt i din travle hverdag (Tit 2,11-12).
Når hans hellige øjne hviler på dig, vil du, mere og mere, mærke en tilskyndelse og kraft til at lade dig rense fra alt det, som får dig til at falde, og som fører dit hjerte væk fra den inderlige forbindelse, du har med ham. Det er en absolut nødvendighed, så du kan holde dig åndeligt i live og få del i den daglige glæde, han så gerne vil skænke dig.
Lad os også hente hjælp og inspiration fra Skriften, hvor Israel - på mange måder - er et forbillede for os. Her lærer vi, at det altid var synden, der fik Guds velsignelse til at vige fra lejren. I troløshed forgreb israelitterne sig på de ting, der var lagt band på, og Akan førte synd ind i lejren. Først da synden blev fjernet, oplevede Israel en mægtig og overbevisende sejr over deres fjender (Jos 7).
Lad mig derfor spørge dig, Kristen… Ønsker du virkelig sejr i dit liv…? Ønsker du vitterligt at opnå Guds kraft i dit liv…? I så fald må du lægge ban på alt det, der bringer synd ind i lejren… her må du - uden skånsel - udrydde alt det, som ikke vil bøje sig under Guds forordninger! Først da kan du være din fjende overlegen. Hvis ikke, vil du - uden tvivl - snart lide nederlag på nederlag (5 Mos 30,11-20).
Synden vil altid være bestemmende for, om du vil vinde sejr over dine fjender - eller ej! Her kræves det af dig, at du er villig til at stå i kampen - og hver dag tage dit kors op og følge Jesus!
Her kan vi lære meget af denne gamle salme, skrevet af et menneske, som selv har stået i lære i Guds skole!:
Meget vil dig hindre – min sjæl stå imod, Satan ej nåden dig under!
Træng dig gennem alt, som vil standse din fod, værg dig i fristelsens stunder!
Intet vil dig gavne, hele verdens pragt, dersom den får sjælen fanget i sin magt
Hør hvad han siger, som døde for dig: strid i Guds kraft for din krone!
(Ingen vinder frem til den evige ro)
Dagens citat:
Uanset hvem eller hvad der er med til at svække din dømmekraft - så vil din sarte samvittighed, i sidste ende, gå hen og lide umådelig skade! Din manglende vurderingsevne vil desuden formørke dit forhold til Gud... den vil berøve dig din glæde for de åndelige ting - og ikke mindst få dig til at synde. Og synd - under enhver form - er og forbliver syndig for dig... uanset hvor uskyldig du bilder dig selv ind, at den er!
