Der findes tidspunkter i den kristnes liv, hvor alting synes at ramle omkring en, og hvor Gud føles langt borte og uden for rækkevidde. Da er det, at vi, ligesom Job, til sidst må kravle rundt i støvet og i vores fortvivlelse råbe:

... hvorfor... fører [du] sag imod mig [Gud]?

Og her kan det vise sig - du prøvede Sjæl - at Herren gør det med det formål at udvikle din karakter. Der kan findes sider i din personlighed, du måske aldrig selv ville have opdaget, hvis ikke prøvelsernes ild havde bragt dem frem… Ved du ikke, at din tro altid vokser sig stærkere, når du befinder dig på nulpunktet, end når alting blomstrer omkring dig? Er det ikke sådan, at kærligheden til Gud ofte lyser klarest, når man befinder sig i det dybeste mørke? Ja, når velstanden og mageligheden tager over, har troen og håbet det ofte med at blegne - men genopdages til gengæld, når først vi befinder os i prøvelsernes dunkle nat.

Kristen… det er ikke længe siden, at du på dine knæ bekendte: Herre, jeg frygter for, at jeg ingen tro har… Herre giv mig en større tro! Var det i virkeligheden ikke sådan, at du - måske ubevidst - bad om at få disse prøvelser? For hvordan kan du vide, om du har tro - medmindre din tro bliver prøvet?

Er det ikke, hvad apostlen Peter lærer os?:

Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares (1 Pet 1,6-7)

Og her er det, at Gud både kan og vil sende dig prøvelser, for at du skal opdage, hvilke fortrin du egentlig besidder i din karakter - samt hvilke mangler, der stadig findes. Det ville du ikke vide, medmindre Gud selv havde bragt det frem i lyset.

Men Guds handlen med os drejer sig ikke kun om at opdage visse sider af vores personlige fortrin. Nej, prøvelser skaber også en sand vækst i vores karakter. For i denne proces fjerner Gud alt det, vi læner os op ad - sammen med alle vores privilegier - og det gør han med ét eneste formål: At forme og danne os til at blive bedre kristne.

Ja, han bruger i det hele taget megen tid på at opøve sine soldater - og det sker ikke - som vi ellers godt kunne tænke os - i bekvemmelighedens luksus - men ved at drive os ud og udsætte os for obligatoriske strækmarcher og tunge manøvrer. Her lader han os tit, i åndelig forstand, vade imod strømmen... han tvinger os til at svømme gennem floder... at bestige vanskelige bjerge, og at vandre mange mil med tunge rygsække fulde af sorg (Es 43,1-2).

Kristen, mon ikke du - på mange måder - kan nikke genkendende til alt dette? Og kunne det tænkes, at du, netop i denne tid, må gå igennem noget, der ligner dette? Er det så ikke netop nu, at Herren ønsker at bringe dine nådesegenskaber frem i lyset og få dem til at vokse? Mon ikke det er grunden til, at han kæmper denne kamp med dig?!

Jesus, gør mig stærk i striden, hold mig altid fast hos dig!

Om din tugt jeg end må smage, nåden tages ej tilbage

O, kun kort er prøvetiden! Snart til fryd den vender sig

Jesus gør mig stærk i striden, hold mig stedse fast hos dig!

Dagens citat:

Enver kristen må være parat til at bære både smerte, bagvaskelse, tab eller uvenlig behandling for Kristi skyld! Og hvorfor? Ved du ikke, min Kære, at Gud ofte er i stand til at skabe større mirakler, ved at lade sit folk forblive i deres problemer - end hvis han førte dem ud af vanskelighederne med det samme?! For sandheden er ofte, at de fleste kristne længes efter at se Guds mirakler ske, men samtidig ikke ønsker at blive sat i en situation, hvor de virkelig har brug for et!