Vi er godt klar over, at selv ufrelste mennesker, indimellem, kan have behov for at bede… hvor meget mere må bøn så ikke betyde for os kristne? Og når Jesus har sat sine hellige til at repræsentere hami verden, så vi kan tjene ham og gøre hans gerninger - så er bøn også inkluderet som en del af vores forpligtelser! (1 Tim 2,1-8).

Ja, Kristen... her er du og jeg gået hen og blevet denne verdens præster! Skabningen har jo fjernet sig fra den Gud, som er den, der har magt til at besvare vores bønner - og derfor må menigheden være dens talerør. Af samme årsag er det blevet dit og menighedens høje privilegium at drage omsorg for Guds skabning... ja, det er nu blevet de kristnes forpligtelse at bede for en syndig og fortabt verden.

Min kære, hvorfor gør du så ikke brug af dette store privilegium - et privilegium som selv engle misunder dig? Er du ikke blevet Kristi brud? Har han ikke givet dig mulighed for at komme til ham - når som helst og hvor som helst? Vil du virkelig bare lade denne dyrebare invitation gå til spilde og ikke benytte dig af den?! (Fil 4,2-7) Ved du ikke, at mange er afhængige af din forbøn?

Bør du ikke tjene Gud af hele dit hjerte, når han, i kærlig omsorg, lader nådens dør stå åben til din elskede Ypperstepræst og aldrig lader sine børn gå tomhændede bort? Er det ikke pga. ham, at forhænget til det Allerhelligste flængedes - fra øverst til nederst? Er det ikke den eneste årsag til, at du nu har fuld adgang til hans velsignede nærvær? Blev hans dyrebare blod ikke udgydt og stænket på Alteret, på vegne af dig og mig, Kristen? Derfor indbyder han dig til at komme frem for hans ansigt og fortælle ham alt det, der ligger på dit hjerte! (Heb 4,14-16).

Ikke kun denne verden har brug for dig, min Ven... det har Guds menighed også! Ja, Kristi Legeme har konstant brug for din forbøn (Kol 1,3-11). I Guds forsamling vil der altid findes dem, som er ved at falde fra - eller som er nær ved at falde i åbenlys synd. Her findes samtidig de små lam, som behøver din særlige forbøn og omsorg, så Kristus kan tage dem i sin favn! Men også de stærke behøver din forbøn, så de ikke bliver for indbildske og hovmodige... det samme gælder de svage - også dem må du omslutte i bøn, så de ikke går til i desperation og udmattelse.

Min Kære... om vi så holdt bønnemøder 24 timer i døgnet - hver eneste dag, året rundt - ville vi aldrig løbe tør for bønneemner!

For der vil altid findes dem, der er syge og plagede iblandt os! Der vil altid være dem, som behøver bøn til genoprettelse, når de har mistet troen og derfor vakler. For ikke at tale om hele den korrupte og fordærvede verden, som lever i fangenskab under mørkets magter, og som behøver frelse - hvor de fortabte ligger henslængt og døende i deres synder, underlagt satanisk afgudsdyrkelse, grusomhed og djævelskab.

Og ikke mindst har du selv brug for bøn, min Kære - bønner for dine egne svagheder og mangelfuldheder... bønner for din ufrelste familie, dine venner og dine arbejdskollegaer! Men midt i alle disse behov, må du ikke glemme at bede for Herrens tjenere, især dem der prædiker Ordet, så Guds Ord kan udgå med kraft og overbevisning iblandt hans folk! (Kol 2,2-4).

Ja, hvilken undskyldning har vi egentlig for ikke at bede? Hvordan kan vi få over vores hjerter at forsømme denne opfordring fra vores elskede Herre? Lad derfor altid menigheden være i konstant bøn! Lad enhver sand troende bringe sin andel af bønnens tjeneste med sig ind i bønnens skattekammer, så vi sammen med alle Guds hellige kan høste Guds velsignelser og gøre en stor forskel i en fortabt og døende verden.

Dagens citat:

Tro mig... vi glemmer ikke at spise... vi glemmer heller ikke at klæde os på hver dag, ligesom vi heller ikke glemmer at gå i seng, når vi skal sove - men vi glemmer desværre ofte at kæmpe med Gud i bøn og at tilbringe fastlagte tidspunkter i indviet samfund med vores himmelske Fader og Gud - som vi ellers burde! Bøn handler heller ikke om at få vores ønsker opfyldt. Nej, det handler om at forstå, hvad Gud ønsker af os, så vi kan bøje vores vilje under ham. Bøn er, i det hele taget, en handling, hvor vi, i ydmyghed, erklærer vores afhængighed af Gud og hans indgriben.

​