Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Dagens Andagt - 2. august

”Ingen må undslippe!” (1 Kong 18,40)

Da profeten Elias modtog svar på sine bønner - slog ilden ned fra himlen og fortærerede brændofferet foran hele folket. Så beordrede han hele Israel til straks at gribe Ba’al-profeterne, hvorpå han strengt råbte:

Ingen må undslippe! (1 Kong 18,40)

Derpå førte han de falske profeter ned til Kishonbækken, hvor han, koldblodigt, slog dem ned. Her blev alt det syndige slået til jorden - og Elias lagde ikke fingrene imellem! Og sådan må det også være med din synd, Kristen - dine synder er og forbliver forbandede, derfor må ikke én eneste af dem overleve! Selv din allerkæreste synd må dø - om så tanken om at miste den får dig til at græde, må du ikke spare den - men straks give den dødsstødet! Som Elias, må du hugge den ned med hård hånd - også selvom den er dig lige så kær som dit eget liv!

For også Gud slog ned med hård hånd, da han lagde synden på sin egen Søn! Nej, Jesus blev langtfra sparet, da Gud, i sin fuldkomne retfærdighed, lagde - ikke kun din og min synd, men hele verdens synd på ham. Med et strengt og ubøjeligt fortsæt må du derfor dømme, lige præcis, den afgud til døden, som ligger dit hjerte allernærmest! (Heb 12,1-5).

Her spørger du måske: Hvordan skal jeg magte det? Mig, der ofte føler mig svag og kraftesløs? Og svaret er: Jesus vil være din kraft! Du har fået nåde og kraft til at overkomme din synd i den pagt, du har fået del i, og du har fået styrke til at vinde sejr over dit eget indre begær, fordi Jesus har lovet at være med dig helt til enden. Du er blevet givet Helligåndens kraft, så du bliver i stand til at sejre over dit eget kød. (Rom 8).

Såfremt du ønsker at triumfere over mørket og besejre kødets gerninger, må du sætte dig i Jesu nærvær, i en tæt forbindelse med ham. Der findes ikke et mere egnet sted at være, end i Guds umiddelbare nærhed - kun han kan afsløre al din synd og bringe lægedom - både fra syndens dødbringende magt og dens nedbrydende skyldfølelse. Bed Herren om at åbne dine øjne, Kristen - så du, med al tydelighed, ser din egen dårskab... og det gør du ved at fæste troens øjne på Gud. Når først han taler personligt til dig og viser dig sin almagt, bliver du i stand til at afsky den synd, der bor i dit hjerte, så du omvender dig i sæk og aske!

Vores hellighed bliver, alt for ofte, plettet af synden - derfor behøver vi en hellig ild, som kan brænde vores urenheder op. Gud er en fortærende ild! Men han ønsker ikke at ødelægge os, når han sender sin rensende ild. (Sal 107,17-22) Lad os derfor, sammen med ham, stå i kampen imod vort eget kød og imod den synd og uretfærdighed, der stadig findes i os - og som han hader.

Herren kalder os til, i åndelig forstand, at stå i kampen imod vores syndige og kødelige "Amalek" ...ja, siger han:

Læg band på de syndige amalekitter, og gå til angreb på dem, indtil du har gjort det af med dem (1 Sam 15,18)

Når først vi er klar over, at synden ikke er vores ven - men vores fjende - kan vi bekæmpe den, af al magt!

Den, der står i denne kamp, skal ikke kun vinde den, men vil også, med tiden, udvikle sig til en overvinder i Guds rige!

Dagens citat:

Det er forgæves, vi faster og foregiver at være ydmyge ved at bekende vores synd - hvis vores kærlighed til synden ikke er blevet til had... og vores smag for synden ikke er blevet til afsky - og har skabt en længsel efter at komme af med den! Ja, det vil ikke gavne os spor, hvis ikke vi gør vores bedste for at modstå fristelserne i vores hjerter og vender os til Gud, som vores retmæssige Herre, og gør vores kristne forpligtelser! For synd myrdede Kristus! Vil du da være ven med den, Kristen? Husk på, at synd gennemborede hjertet på din Herre - hvordan kan du så elske den?