Logo

MENIGHEDEN LYS & SALT

Logo

MENIGHEDEN LYS & SALT

Dagens Andagt - 2. februar

”… der er mere at sige om Gud” (Job 36,2)

Vi bør aldrig fremstille vores hellighed - eller prale for enhver om vores "store" bedrifter - hvis det kun sker med det formål at vinde os menneskelig beundring og bifald! I så fald vil Gud aldrig belønne os! (Matt 6,1-6+16-18). På den anden side kan det være direkte syndigt at holde dét tilbage, som Gud har skænket os, og som kan være til velsignelse for andre. Vi er jo kaldet til at være verdens lys... og en by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules (Matt 5,14).

At trække sig tilbage kan være gavnligt for en tid - ligesom det også er godt at udvise en beskeden og uselvisk opførsel. Men at gemme Kristus i os, kan aldrig retfærdiggøres. At holde denne dyrebare sandhed tilbage for andre, er ikke kun en synd, men en direkte fornærmelse imod Gud. Lad os derfor ikke være som et lys, der bliver gemt bort - men som et lys, der bliver sat i en stage, så det skinner for alle og enhver (Matt 5,14-16).

Hvis du er nervøst anlagt eller ejer en tilbageholdende karakter, så tag dig i agt for, at du ikke bliver alt for passiv! Husk på, at Jesus ønsker, at du skal bruge alle dine talenter i Guds sag, da du ellers risikerer at gøre dig selv ubrugelig! I Jesu navn - han, som ikke skammede sig over dig - må du hanke op i dine følelser og opøve dig i at fortælle andre om alt det, Gud har gjort for dig.

Og selvom du ikke ligefrem ejer en trompetrøst, så brug den lille stille stemme, du har. Og hvis talerstolen ikke er din naturlige platform, eller hvis nyhedspressen ikke ligefrem bærer dine ord frem på sine vinger, så sig - ligesom Peter og Johannes:

Sølv eller guld har jeg ikke, men jeg giver dig, hvad jeg har…(ApG 3,6)

Min kære… såfremt du føler dig uegnet til at prædike for de store menneskeskarer, så tal i stedet med det enkelte menneske - ligesom også Jesus talte med den samaritanske kvinde ved brønden! (Joh 4,5). Og har du ikke mulighed for at lovprise Herren i menigheden - så pris ham i dit hjem! Og hvis ikke du når ud til de mange mennesker, som befinder sig i det offentlige rum, så kan du, i det mindste, vidne for dem, der befinder sig på din arbejdsplads... samt dem i din nære omgangskreds og familie.

Lad altid det skønne vand, du har i dit indre, vælde frem som et vidnesbyrd, så enhver, du møder på din vej, kan drikke af det! Gem ikke dit talent bort, min kære! Brug dét, din Herre har givet dig, så du optjener "renter" til hans navns ære (Matt 25,14-30).

At tale på Guds vegne virker ikke kun forfriskende på den, der taler - det vil samtidig være til stor opmuntring for alle de hellige! Samtidig åbner du op for muligheden for at syndere bliver frelst og bringer dermed ære til din Herre. Døvstumme børn - derimod - vil ofte være en sorg for forældrene… bed derfor: Herre, løs dine børns tunger! Således kan enhver mand, enhver kvinde og ethvert barn, hvis hjerte er ret med Gud, gå hen og blive en erfaren sjælevinder.

Dagens citat:

Vi er ikke kaldet til at forkynde filosofi eller andre former for tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering og på verdens magter - og ikke på Kristus. Nej, vi er kaldet til at forkynde et klart og rent evangelium, der handler om menneskets åndelige fald, dets behov for en ny fødsel - samt tilgivelse for synd gennem forsoning og frelse ved Lammets blod! Dette er vores kamp- og krigsvåben! Her må vi ikke glemme, at millioner af mennesker en dag vil falde ned i Helvedes evige flammer - og måske krydsede nogle af disse mennesker din vej, så du havde muligheden for at forkynde evangeliet for!