Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Dagens Andagt - 20. september

Han [Jesus] er hoved for legemet, kirken (Kol 1,18)

Menigheden er Kristi Legeme og Guds fyrtårn i denne verden! Så, nej, menigheden er ikke bare venner, som du selv har plukket ud, Kristen - men en forsamling af brødre og søstre, som Gud har sat dig i tjeneste sammen med.

Guds Menighed består af kristne, der mødes regelmæssigt under Guds Ords forkyndelse og til helligt samvær - og så er den underlagt et bibelsk lederskab. Her må "den største iblandt os" være parat til at lægge sit liv ned for Guds folk - med Jesus selv som forbillede - for Menigheden er uden tvivl Guds hjertesag, idet den er Kristi Legeme - med Jesus selv som hovedet!

... den [Menigheden] er hans legeme, fylden af ham, der skaber hele sin fylde af ALLE (Ef 1,23)

Derfor er Menigheden ikke et galleri eller en udstilling af særligt fremtrædende og karismatiske personer! Nej - den er først og fremmest et sted, hvor vi i fællesskab undervises og opdrages i alt, hvad Jesus har lært os! (Matt 28,20) Ja, vi er en levende organisme, hvor Gud har...

... givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, SÅ KRISTI LEGEME BYGGES OP... til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde (Ef 4,11-13)

Her er tale om en forsamling, som Jesus selv har oprejst, og som han selv fører tilsyn med. Her har Gud givet lederskabet autoritet til at løse og binde - og ikke mindst til at afsløre falske lærere og profeter, så vi alle kan vokse op til mands modenhed. Så iflg. Guds Ord er hans gaver ikke kun givet til én person, men til menigheden som helhed. Ja, så stor en magtbeføjelse har Gud givet os, at alt hvad vi binder på jorden også er bundet i Himlen.

At være afskåret fra sin Menighed - uanset årsag - er en problematisk måde at leve det kristne liv på. De, der vandrer sådan, går ikke kun glip af velsignelserne ved at fungere inden for sammenhængen af Kristi legeme - nej, som ensomme får - der befinder sig langt borte fra hyrdens vagtfulde og omsorgsfulde pleje - bliver de særdeles sårbare overfor rovdyr af enhver slags.

Ja, og her kan der ikke herske tvivl om, at vi har et desperat behov for en Menighed, som kan udvise kærlighed og modenhed og give os åndelig beskyttelse. Det er både arrogant, oprørsk og selvbestaltet at konkludere, at Menigheden er noget, vi bare kan vælge til eller fra i vores kristne liv. Vi har brug for alt det Gud, i sin omsorg, har forordnet for os. At afvise Guds forordninger ville være at begå åndeligt selvmord!

Men kan alle være et ben på legemet - eller en hånd? Hvad bliver der så af resten af legemet? Ejer vi alle helbredelsens nådegave? Kan vi alle tolke forskellige slags tungetale? Nej, vel! En ægte gudsfunderet Menighed vil bygge på Guds forordninger - og ikke ud fra egne interesser. For her handler det ikke om, hvad man selv godt kunne tænke sig. For det er kun Helligånden, der kan tildele enhver sin opgave på Kristi Legeme! (1 Kor 12,9-11; Ef 4,1-16) En sådan gudgiven Menighed vil være som en by, der ligger på et højt bjerg, og som kaster sit stærke lys ud over det mørke og urolige verdenshav, så de nødstedte og fortabte sjæle kan finde vej ind i en tryg og sikker havn!

De mest effektive Menigheder er derfor Menigheder, hvor lederskabet bruger mange timer på at træne og mobilisere deres menighedsmedlemmer til at være en mægtig hær af hellige, alt imens de tjener en døende verden. Men desværre er det ofte gået hen og blevet Menigheden, der regerer lederne. Men denne form for lederskab findesikke i NT.

Dagens citat:

I den kristne Menighed er der opstået en meget udbredt - men forfejlet - tro på, at det eneste menneske i Guds Menighed, der ejer et decideret "kald" fra Gud, er den, der bruger al sin tid på det, vi kalder for præstetjenesten eller evangelisttjenesten. For Guds lederskab består af et team af ældste - der sammen med Menigheden udgør Kristi Legeme. Ja, alle former for kristen tjeneste er et gudgivent kald - og enhver kristen er, i realiteten, udvalgt til at udføre en eller anden form for tjeneste i Guds Menighed - for på Kristi Legeme findes der mange funktioner! (1 Kor 12; Rom 12,3-8).