Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Dagens Andagt - 23. august

”… voks i nåde og erkendelse af vor Herre og frelser, Jesus Kristus” (2 Pet 3,18)

Dit kristne liv bør altid være i åndelig vækst, Kristen, hvor du konstant går fremad! Hvis ikke du går fremad - går du automatisk tilbage! Voks derfor i helliggørelse... Ja, du må iklæde dig en kristuslignende karakter og producere Åndens frugt i dit liv - som kun kan ske i afhængighed af Guds Ånd! På deres frugter skal du kende dem - siger Jesus, så her må du være en Ordets gører og ikke kun en Ordets hører! Udvis samtidig taknemlighed for de gaver, du har modtaget, og hold fast i troen på Guds løfter, så din tro kan komme til fuld udfoldelse - i fasthed og enkelhed - for Herren elsker en sådan ånd! (Heb 11,6).

Voks først og fremmest i kærlighed. Bed Gud om, at den kærlighed, der bor i ham, må vokse i dig - så du er i stand til at række ud til de mange fortabte sjæle, der vandrer omkring i mørket! Bed om at Åndens frugt må få større indflydelse i dit sind og i din karakter! Lad den påvirke dine ord og dine handlinger, så du bliver i stand til at smelte de hårde stenhjerter - også dit eget!

Voks dernæst i ydmyghed. Gå ikke efter at være noget i menneskers øjne!:

... hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have (Rom 12,3)

For først når du vokser nedad, i ydmyghed - vil du automatisk vokse opad... hvor du, mere og mere, nærmer dig Gud i et inderligt fællesskab. Tro ikke, at Åndens frugt kun handler om spænding eller ekstraordinære tegn og undere... nej, det handler, først og fremmest, om en hellig karakter - hvor du vokser til lighed med din Herre! Bed derfor Guds Ånd hjælpe dig til at vokse:

... i nåde og erkendelse af vor Herre og frelser, Jesus Kristus (2 Pet 3,18)

Voks også i kundskab. Fordyb dig i Guds Ord, og bed Ånden om at gøre Ordet levende for dig. Den, der ikke vokser i de bibelske sandheder og i kundskaben om Jesus, nægter sig selv den velsignelse, det er at kende ham, der selv er det evige liv. At vide hvem Jesus er, vil få glæden til at vokse i dig - hvorimod den, som ikke længes efter at kende ham personligt - egentlig aldrig har lært ham at kende! Men enhver, som har smagt af denne vin, vil altid tørste efter mere - ligesom:

... hjorten [der] skriger ved det udtørrede vandløb (Sal 42,2)

Husk på, at såfremt du ikke ejer denne længsel, elsker du ham slet ikke - for dyb og ægte kærlighed vil altid få os til at råbe til vores elskede: Herre, kom mig nær - og åbenbar dig selv for mig!!

At leve adskilt fra vores himmelske Far - er Helvede på jord for en kristen... hvorimod dét at leve ham nær er somHimmelen selv. Vær derfor aldrig tilfreds med din åndelige stilstand, men lad din fortrolighed med din Herre vokse, dag for dag. Stræb efter at kende ham mere og mere... og at finde ud af, hvem han er, og hvad han ønsker af dig! Stræb efter at lære af ham - og af alt dét han gjorde, da han vandrede iblandt os, for så vil du få et indblik i hans guddommelige natur - i hans død... i hans opstandelse... i hans forbønstjeneste som ypperstepræst - og i hans snarlige og kongelige genkomst. Lad Guds Ord være en daglig beskæftigelse, for det vil holde dig åndeligt i live:

For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger (Heb 4,12)

Først når du lever Gud nær, kære Kristen, vil du opleve styrken og kraften i det guddommelige liv og lære Kristi kærlighed at kende og mærke hans dybe omsorg for dig. Og netop i denne tilstand får du kraft til at sige - ligesom Paulus:

Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft (Fil 4,13)

Dagens citat:

Lydighed er den frugt, der vokser frem i den nye fødsel. Når først et menneske har accepteret Jesus Kristus som sin Frelser, forventer Gud noget af denne person - som nu er blevet hans søn / datter. Han forventer, at vi overgiver os til ham... at vi vokser i hans kærlighed - og at vi forbliver der! Gør vi det - vil Gud forandre os! Kristendommen vil altid være en livslang proces, hvor vi vokser i lighed med Kristus, fra herlighed til herlighed. Vi bliver aldrig helt fuldkomne, førend vi træder ind i evigheden. Men når først vi bøjer os... når vi overgiver os, fuldt og helt... og står fast - vil det, helt naturligt, resultere i, at vi bærer frugt. Når først den naturlige gren er podet ind på det ædle vintræ, opstår der et forandret og frugtbart liv!