Peter formaner Guds menighed til at eje en oprigtig søskendekærlighed og at elske hinanden inderligt, af et rent hjerte! (1 Pet 1,22). Han havde fået det kald at vogte Guds hjord, for at fostre en kongelig ånd - på samme måde som en kongelig rådgivers opgave er at fostre en kongelig ånd og en ærefuld opførsel blandt kongens sønner!
Normalt ligger en konges værdighed i den krone, han bærer… men for os - som kongelige børn - forholder det sig anderledes. Vi har ikke kongeværdigheden i de ydre kår - i form af rigdom eller anseelse. Nej, den er indplantet i vort inderste væsen. Vi er, ved den nye fødsel, i den åndelige verden, blevet placeret højt over det verdslige og uigenfødte menneske - der ligesom dyrene - en dag skal forgå (2 Pet 2,12-22).
Derfor taler Peter ikke om at eje en humanistisk ånd... eller om at yde socialt arbejde - ligesom han heller ikke taler i filosofiske vendinger... Nej, han sigter til den høje og guddommelige natur, som Gud, i sin store nåde, har indplantet i sit folk (Ef 2,10). Her lægger han især vægt på, at vi må udvise inderlig kærlighed til hinanden, og at det må ske på en ærefuld og værdig måde.
Gør du det, Kristen? Elsker du Guds folk? Har du altid kun gode ting i tankerne, hvad angår din søster og bror i Herren? Hvis ikke, er tiden nu inde til at gøre op med de mange mislyde og beklagelser, som ofte kan opstå i Guds hellige forsamling! Husk på, at vi kristne er af kongeligt blod - efterkommere af kongernes Konge og herrernes Herre, og at vi er arvinger til hans ære! Ja, vi tilhører ikke kun verdens ældste aristokrati, men også det eneste sande! Og her er du forpligtet til at efterleve den kongelige lov i Den Hellige Skrift:
Du skal elske din næste som dig selv (Jak 2,8; Jak 2,1-13; Joh 13,34-35)
Gå derfor langt med dine medmennesker, Kristen - også selvom de ikke behandler dig med samme omsorg. Du skylder at gå i din Mesters fodspor - han, der lagde sit liv ned for dig! For kærligheden er stærk - den:
...tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt (1 Kor 13,7; 1 Kor 13,1-13)
Lad enhver se, at du har del i den guddommelige natur, som er indplantet i dit indre, ved Den Hellige Ånd. For hvad er en kristen egentlig…? Ligesom en konge, har vi kristne også fået skænket kongelig værdighed! Ja, ikke nok med dét - vi er samtidig kaldet til at være kongelige præster og til at bringe ofre, som er Gud til behag! (Rom 12,1).
Det grundlæggende svar på Guds store kærlighed til os er, at vi elsker ham - og gør, hvad han byder os. Derfor bør en kristens opførsel - i tale og i optræden - ikke ligne noget i denne verden. Nej, vi er blevet taget ud af verden og fra verdslig levevis. Vi er anerkendt af Gud, og indskrevet blandt dem, der hører Herren til. Kravl derfor ikke rundt i denne verdens smuds, min Kære - men skil dig ud - for så vil Herren tage imod dig! (2 Pet 1,3-11).
En konsekvent kristen - formår at ryste verden! En sand kristen - der er den, han hævder at være - hader enhver antydning af løgn - uanset i hvilken form den optræder. Han vil hellere dø end gøre noget, som kan nedværdige det himmelfødte folk, som han er en del af - og det navn han er opkaldt efter!
Du Troende... lad derfor din kongelige værdighed og dine lyse fremtidsudsigter få dig til at holde fast ved hellighed - så du undgår al form for synd og ondskab. Vis en værdig opførsel - både ude og hjemme! Alt for mange er tilbøjelige til kun at vise det pæne ansigt udadtil - og det knapt så pæne ansigt, når vi træder ind af døren derhjemme. Men det passer sig ikke for en hellig!
Udvis i stedet ubetinget kærlighed -
... især mod vore trosfæller (Gal 6,10)
Dagens citat:
Et helligt liv ejer, i sig selv, en fantastisk magt og vil kompensere for mange mangler! Hellighed er ikke kun for de få udvalgte og åndelige kæmper. Hellighed er heller ikke kun for fromme mennesker, der bruger hele dagen på ingenting - udover at være hellige ... For alle, der påkalder Herrens navn, er kaldet til at leve et helligt liv! Et helligt liv er faktisk den bedste prædiken et menneske nogensinde kan levere i denne verden.