Hvor ofte møder vi ikke kristne, der synes, at alt her i livet både er trist og byrdefuldt! - og hvorfor mon det? Det skyldes ofte, at de har valgt at bære rundt på negativitetens mørke briller. Derfor synes himmelen altid grå og overskyet, hvilket gør, at de forventer at se problemer overalt. Ja, her går mange så vidt, at de endog kan bekymre sig, hvis tingene går for godt!

Derfor hører vi sjældent glædesfyldt lovsang eller andre former for åndelig begejstring - alt synes trist og tungt - og hvorfor? Ja, det kan ærlig talt virke underligt - for er det ikke en kendsgerning, at Jesus har fortalt os, at hans åg ergavnligtog hans byrde er let?Er det ikke lige netop det, dagens ord handler om?

Her må en tynget Kristen nødvendigvis spørge sig selv: Er det virkelig Kristi åg, jeg har lagt på mine skuldre?Eller er det min egen byrde, jeg bærer rundt på? Forsøger jeg selv at regne tingene ud i egen kraft? Eller overlader jeg ansvaret til Jesus, så han kan give mig retning og mål, her i livet?

Er det sådan det er fat med dig - du overbebyrdede barn af Gud? Så fjern, for et øjeblik, øjnene fra dig selv og dine egne omstændigheder, og se på Gud, og se hvem han egentlig er! Det betyder selvfølgelig ikke, at din sjæl og dine omstændigheder ikke er vigtige. Det betyder simpelthen bare, at du aldrig må glemme, at du faktisk befinder dig i hænderne på den almægtige Gud, der handler med dig som sit eget barn - han, hvis styrke er uendelig, og hvis suverænitet dækker hele universet. Så lad mig samtidig give dig dette kærlige råd: Giv op, og lad ham trække læsset! Tag hans åg på dig, og lær af ham, så du bliver i stand til at gøre Guds vilje i dit liv - for så vil du finde hvile for din tyngede sjæl!

At gå sine egne veje... at insistere på selv at bestemme retningen - og at gøre sig klogere end ham - vil til gengæld hurtigt dræbe enhver form for glæde. Her vil ethvert selvvalgt åg kun gøre skade og ødelægge den fred, Gud skænker sine børn (Jer 17,5-6). Og helt ærligt... viser en sådan fremgangsmåde ikke blot, at vi forsøger at sætte vognen foran hesten og skubbe Gud ud af førersædet?!

Mange mener, at hvis bare vores synd kan få os til at føle os rigtig dårligt tilpas, og hvis vi bærer rundt med en byrde af anger længe nok, vil vi fortjene Guds nåde. Men sig mig: Hvem er det egentlig, der ønsker at presse os ned og lamme os med byrder? Det er Satan selv! Han er vores anklager (Åb12,10). Intet glæder ham mere end kristne, der er lammet af depression eller uproduktiv fortvivlelse. Bibelen siger intet om, at jo mere vi kan anklage os selv, jo bedre. Den siger heller intet om, at des mere vi kan pine os selv, desto større sandsynlighed er der for, at Gud kan tilgive os. Han ønsker ikke, at vi skal bøje os i fortvivlelse. Han ønsker, at løfte vores hoveder (Sal.3,4).

Kast derfor alt dit ubrugelige vraggods fra dig... hold inde med dine egne anstrengelser, og søg i stedet hans ansigt for råd. Her vil du snart erfare, at han ikke kun har en meget bred ryg, men at han også ejer en kærlig Fars hjerte, idet han hører sine børns bønner og giver os håb. Intet i denne verden kan sammenlignes med dét at have fortroligt samfund med Herren selv. Alle, der søger ham, vil han belønne! (1 Pet 5,6-7; Sal 118)

Når det sker, vil glæden pludselig strømme frem i dit indre... og i samme sekund vil freden sænke sig over dit tyngede hjerte, og du vil opleve, at han ikke kun hører dine bønner, men at han også har dyb omsorg for dig. Midt i dine sorger og bekymringer, bereder han en vej for dig. Hør blot dette dyrebare løfte!:

Velsignet den mand, som stoler på Herren og tager sin tilflugt hos ham. Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken; det sender sine rødder mod vandløbet, det frygter ikke, når sommerheden kommer, dets blade er grønne. Det bekymrer sig ikke i tørkeår og holder ikke op med at bære frugt (Jer 17,7-8)

Du Elskede... gå nu til din Herre og fortæl ham om dine behov!

Dagens citat:

Den grundlæggende årsag til enhver form for åndelig depression... er vantro. Hvis ikke det var for vantroen, kunne Djævelen intet gøre os! Men så snart vi giver ham plads ved at vi lytter til ham - fremfor at lytte til Gud - lader vi os bedrage, og vi føjer ham. Derfor siger salmisten til sig selv: "Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud”(Sal 42,6). Han minder sig selv om Gud. Hvorfor? Fordi han var deprimeret og havde glemt Gud, så hans tro på Gud og på Guds kraft - og hans forhold til Gud - ikke var, hvad det burde være. Ja, vi kan faktisk sammenfatte det hele ved at sige, at det egentlige problem var ren og skær vantro.

​