Forhånelse - var en stor del af Herrens lidelser, da han var iblandt os. Judas hånede ham lige op i hans åbne ansigt, i Getsemane have, hvor han forrådte sin Herre med et dødskys! (Luk 22,47-53). Ypperstepræsterne og de Skriftkloge lo af Jesus, i foragt, og lagde konstant fælder for ham, med det formål at udrydde ham fra jordens overflade. Herodes regnede ham for at være uden menneskelig værdi, og soldaterne og vagtmandskabet spottede og fornærmede ham på det groveste (Luk 23,8-12).

Også Pilatus og hans vagter latterliggjorde ham - på trods af hans guddommelige kongeværdighed - og på korset blev de værste ondsindede sjofelheder og tilråb slynget i hovedet på ham, medens han hang der, blødende og nøgen!

Også vi kristne kender til latterliggørelse og forhånelse, og ved hvor hårdt det er at stå midt i en gudsfornægtende og syndig verden, hvor mennesker kun har foragt tilovers, for alt hvad der har med kristendom at gøre. Og midt i alt dette, kan der ofte vælde en følelse af forkastelse op i os, i vores forsøg på at være trofaste imod vores himmelske Far.

Men hvordan kommer vi igennem det? Hvordan kommer vi videre? Svaret er: Hvis du befinder dig i en sådan intens smerte - stillet overfor en hjerteløs og grusom verden - hvor du bærer en dyb sorg, som skærer helt ind til benet - så luk dine øjne i et kort sekund og forestil dig Frelseren, som hang der som korsfæstet og plaget af en angst og smerte - som var langt ud over menneskelig forstand. Forestil dig derefter, hvordan han stod dér - forslået og pisket til blods, foran en broget skare, som et stakkels lidende offer.

Og her er det en bedrøvelig sandhed, at netop dem, han kom for at tjene i kærlighed, var dem, der udslyngede den ene grovhed ud, efter den anden, og som kaldte forbandelser ned over hans tornekronede hoved i stor foragt! (Mark 15,12-20).

Men hvorfor blev den Korsfæstede mødt med så stor foragt, midt iblandt denne store og brogede skare? Var det ikke ren og skær ondskab - siden de måtte spotte netop ham, der i kærlighed kom for at frelse os ved sin død på korset?! (Matt 27,35-44).

Og sig mig, Jesus... du, som var så foragtet - og i sidste ende, blev forkastet af mennesker - hvad var det, der fik dig til at dø for os mennesker, som behandlede dig så usselt?

Å Jesus... din kærlighed er, for mig, ufattelig... din kærlighed er guddommelig, ja din kærlighed er grænseløs! Jesus, hvor ofte har jeg ikke foragtet dig? Hvor ofte har jeg ikke nægtet at forbedre mig? Selv efter den nye fødsel har jeg sat verden alt for højt i mit hjerte! Alligevel hang du dér blødende på korset, for at bringe mig lægedom ved dine sår. Og sådan døde du en smertefuld og foragtet korsdød, som en simpel forbryder - i kærlighed til mig!

Herre… om jeg dog blot kunne placere dig på en stor og ophøjet trone i ethvert menneskehjerte! Jeg ønsker, for alt i verden, at lade din pris lyde ud over hele vort land, så mennesker kan se, hvem du er og tilbede dig – ja, også de mennesker, som engang slog sig sammen imod dig og afviste dig!

Dagens citat: ​

Hver gang vi ser på korset, bliver vi mindet om Jesus og om alt det vidunderlige, han gjorde for os! Her synes han at sige til os: ”Jeg hang der i kærlighed til dig, min Elskede! Det var din synd jeg bar, da jeg udgød mit blod... det var din forbandelse, jeg led for, da jeg blev pisket... det var din gæld jeg betalte, da jeg blev ydmyget - og ikke mindst var det din død, jeg gik i døden for - for at du måtte leve!”

Intet i historien eller i hele universet piller vores ego så meget ned som korset. Alle har vi et alt for stort og opblæst syn på os selv - specielt hvad angår vores egen selvretfærdighed - lige indtil vi får åbenbaret det sted, der i Skriften kaldes for Golgata. Det er først der - ved foden af korset - at vi får et realistisk og sandfærdigt syn på os selv!

​