Intet i denne verden er så magtfuldt som en menighed forenet i bøn! Ingen tvivl om at ægte bønnekæmpere er en stor trussel for Guds Ærkefjende - især dem, som har sat sig for at storme Himmelen, indtil Gud sender den tiltrængte vækkelse. Det var også, hvad de første kristne oplevede, da de bestemte sig for at adlyde Gud mere end mennesker - hvorefter de samledes i bøn! Og lige præcis i denne situation manifesterede Gud sit nærvær på en meget mærkbar måde! (ApG 5,17-32; ApG 12,1-17).

Og sådan er det også med os, Kristen! Lige så snart vi beslutter os for at bede, vil Satan sætte alt ind på at stoppe vores bønner! Her vil han sende sine håndlangere ud og skabe splittelse! Derudover vil han ødelægge det kærlige bånd, der forener os, og få os til at bekæmpe hinanden. Ja, han vil skabe så alvorlige problemer, at vi tvinges til at bruge unødig tid på den flod af vanskeligheder, som den Onde lader skylle ind over os.

Men lad jer ikke skræmme af denne kendsgerning... I som kæmper for Guds Riges sag! Glem ikke, at...

... I er af Gud - kære børn - og I har overvundet dem - for han, som er i jer, er større end han, som er i verden (1 Joh 4,4)

Hold derfor ud, I Guds krigere! Hold jer de første kristne for øje! Selvom folkets ledere i Jerusalem forsøgte at true dem til tavshed, opløftede de alle som én deres røst og til Gud og bad:

Herre... du, som har sagt ved Helligånden... : Hvorfor var folkeslagene i oprør? Hvorfor lagde folkene planer, der ikke kan lykkes? ... Ja, i sandhed, de har slået sig sammen... mod din hellige tjener Jesus... Og nu, Herre, se dog deres trusler, og giv dine tjenere at tale dit ord med fuld frimodighed; ræk din hånd ud til helbredelse, så der sker tegn og undere ved din hellige tjener Jesu navn (ApG 4,24-30)

Og da skete miraklet. Lad os derfor løfte vores røst i fællesskab, ligesom de gjorde - ja, lad vores bønner være det våben, som antænder en hellig ild i vores midte. Og når det sker, vil det efterhånden blive så åndeligt hedt, at enhver lunken kristen vil føle sig utilpas - alt imens de, der brænder for Guds sag, vil rejse sig i en ånd af begejstring!

Så mærk dig derfor mine ord: Hvis bønnemøderne nedprioriteres, vil hele menigheden og dens lederskab lide skade og forblive ufrugtbare. Ordets forkyndelse vil slå fejl... evangelisttjenesten vil ikke formå at omvende syndere - og Åndens frugt vil være fraværende! Historien bekræfter den sandhed, gang på gang, at sand og levende tro altid først vil blomstre, når man, helt seriøst, beder personligt, men også samles om fælles bøn.

Og hvad er så bøn? Bøn er, når man udøser sin sjæl af et ærligt, oprigtigt og hengivent hjerte - hvilket sker i kraft af den hjælp og styrke, som kun Helligånden kan skænke os. Det er sådanne bønner, som bevæger Guds hjerte, og som udløser et ægte bønnesvar til menighedens gavn - alt imens vi underlægger os Guds vilje i alle ting.

Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer (Matt 7,7-8)

Dagens citat:

En kristen, der forsømmer menighedens bønnemøder, er som en soldat, der overlader kamppladsen til sine soldaterkammerater og svigter dem, der står i forreste geled. Kristen... der foregår en kamp, som er af langt større betydning end nogen anden krig, der nogensinde har fundet sted. Det vedrører ikke kun to eller tre nationer, men enhver kristen. Jeg taler om den åndelige krigsførelse. Det er en kamp, som enhver kristen skal kæmpe. Generelt kommer vi aldrig til at se en forandring i vores menigheder, førend bønnemøderne indtager en langt større og mere ærefuld plads i de kristnes bevidsthed.