Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Dagens Andagt - 24. september

”Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte” (Luk 22,31)

Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig ... (Matt 26,33)

Sådan lød Peters pralende bekendelse - hvor han, i ungdommeligt overmod, troede, at han kendte sit eget hjerte! Men Jesus vidste, på forhånd, at ikke kun Peter, men alle hans disciple, ville svigte ham, når det kom til stykket. Derfor fik Satan lov til at sigte både Peter og disciplene - og Peter faldt - og hans fald blev stort!

Peter fornægtede ham, han elskede og bekendte sig til - fordi han ville redde sit eget skind. Ja, han ligefrem bandede og svovlede, da han frygtede at lide samme skæbne som Jesus! Og da han endelig turde løfte sit blik, hvilede Jesu øjne på ham, og han brød sammen, og...

... gik udenfor og græd bitterligt (Luk 22,62)

Og det var netop her - under Satans hårdhændede behandling - at Jesus bad for Peter, at hans tro ikke skulle svigte.

Ja, Djævelen er, på en særlig måde, ude på at ødelægge de unge og nyfrelste - hvilket mange ikke er klar over. Fordi de repræsenterer næste generation, bruger han enhver anledning til at vinde dem over på sin side. Netop du, Kristen, kan være en af dem, han frister. Derfor ønsker jeg ikke, at du skal være uvidende om hans beskidte kneb! Han breder omhyggeligt sit net ud - han ønsker at påvirke dit hjerte - og her bruger han den mest udsøgte madding på sin krog, for at få magt over dig. Med stor opfindsomhed disker han op med sine mange fristelser - for at få dig til at acceptere hans giftige ”godbidder”.

Og hvis du er ung, vil du automatisk være det ypperste mål for hans angreb, hvor han vil spille på din stolthed - i et forsøg på at få den til at vokse. Stolthed er det mest ødelæggende våben, han kan bruge - især imod en umoden kristen! Den får os til at læne os tilbage - selvtilfredse - og i den tro, at vi er gode nok, som vi er. Stoltheden forhindrer os i at tage imod andres råd - den får os til at fornægte Kristi evangelium - og forleder os til at gøre tingene på vores egen måde. Ja, intet sted er stoltheden så grundfæstet og kraftfuld som i et ungt menneskes hjerte.

Ja, selv den erfarne Paulus stod i fare for at lade sig friste af sine store åbenbaringer! Hvor meget mere, så ikke dig, Kristen?! Derfor gav Gud ham en torn i kødet, så han ikke skulle falde i sit hovmod (2 Kor 12,1-10). Vogt dig derfor for store bekendelser, Kristen - så vil Satan intet krav have på dig! Det er i sidste ende Gud, der afgør, hvordan han vælger at sigte dig... og hvad der skal tjene hans formål! Husk på, at Ånden og kødet ligger i strid med hinanden - hvor hovmod altid kan spores tilbage til kødet, som bærer dødens mærke! (Rom 6,12-23).

Mange har allerede ladet sig lokke - ja, det er krøbet helt ind i de kristnes rækker - hvor mange vil være noget særligt! Her gælder det om at fremvise noget eksotisk og sensationelt, der kan imponere! Derfor fremhæves de mange tegn og undere, der skete... de mange, der blev frelst... de mange, der blev helbredt og udfriet... de store åbenbaringer, der blev givet - samt det store hjælpearbejde, der var sat ind - hvor man ofrede tid og penge i Herrens arbejde.

Vi glemmer bare én ting... og det er, at Herren selv har sat sit eget navn over sin menighed - som i realiteten er hans Legeme - og som du blot er en del af. Den, der ikke tjener Hovedet (Kristus) og Legemet (menigheden) - tjener, i realiteten, kun sig selv! Slip derfor dine egne ambitioner, Kristen - og bed om at finde din ydmyge plads i Guds menighed:

Ikke os, Herre, ikke os, men dit navn skal du give ære, for din godheds og troskabs skyld (Sal 115,1)

Dagens citat:

Det sker sjældent - hvis overhovedet nogensinde - at Satan vil konfrontere dig i egen person. Han vil næsten altid henvende sig til dig, indirekte, forklædt som nogen eller noget, der vil vinde din tillid, som fx da Peter modsatte sig, at Jesus skulle rejse til Jerusalem for at lide korsdøden. Jesus afslørede ham, idet han sagde: Vig bag mig, Satan (Matt 16,21-28). Han kan komme til dig via noget, du lytter til eller ser på - måske en film... et foredrag af en strålende, velformuleret - men hedensk lærer... eller gennem en velmenende ven - men han vil som regel komme som en lysets engel. For når alt kommer til alt, er der ingen tvivl om, at hvis du vidste, at det var Satan selv, der stod bag, ville du være langt mindre tilbøjelig til at lytte eller at sige ja til hans løgne.