Bitterhed er og forbliver ødelæggende… den ikke kun forkrøbler hele mennesket, men forpester samtidig alt omkring os. Bitterheden gnaver og borer, og vi mærker, hvordan sårene ikke vil læges. Vi får ondt af os selv, og vi forstørrer alle andres fejl, så de ikke er til at kende igen. Her bliver vores følelser så fastfrosne, at trøsten og lægedommen ikke længere kan nå ind og bringe lindring. Samtidig nægter vi at tage imod andres forsøg på trøst, og vi kan kun tænke på de uretfærdigheder, som er overgået os (Heb 12,12-17).

Alt dette måtte salmisten i dagens ord sande. Han havde grundet over, hvorfor det gik de gudløse så godt… og hvorfor sol og vind var så ulige fordelt - og hvorfor de hellige ofte måtte bære de tungeste byrder her i livet?

Men heldigvis åbnede Gud hans øjne, så han ikke lod sig vikle ind i en alt-ødelæggende selvmedlidenhed … og med Guds hjælp stred salmisten sig ind i Guds helligdom ... (Sal 73,17).

Han kæmpede sig af al magt ind i Guds tanker, som jo altid er langt højere end vores tanker. Og her fandt han den lægedom, han søgte... han fandt ikke nødvendigvis en løsning på alle sine problemer, men han fandt en udgang midt i det hele. For når alt kommer til alt, må vi kristne indse, at:

En dag i dine forgårde [Herre] er bedre end tusind, jeg selv har valgt (Sal 84,11)

- også selvom det indimellem indebærer trængsler, for hvad ville vi være uden ham - hvordan skulle vi kunne gå en dag i møde, hvis ikke han var ved vores side. Lad os derfor ikke glemme, hvordan han mødte os på nødens dag! Vi vidste ikke vores levende råd! Men han greb ind, og vi kunne synge af hjertet:

Jeg satte alt mit håb til Herren, og han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp; han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud ... (Sal 40,2-4)

Vi ved også, at Gud altid handler retfærdigt, og at vi derfor ikke kan diskutere med ham - her må vi, i lydighed, give ham ret til at handle, som han finder det for godt. Desuden er det meget farligt, for en hellig, at blive hængende i bitterhedens sump i for lang tid - for hvis vi ikke fjerner os i god tid, kan vi ende med, at vi sidder fast i dyndet og dør af giften.

Også Jesus måtte lide for os - var det retfærdigt? Nej, vel?! Men vi ved bare, at han gjorde Faderens vilje, og at han i sidste ende blev rigeligt belønnet. Sådan skal det også gå den trofaste - der holder ud til det sidste. Her må vi kæmpe os ind i Guds nærhed, så vi bliver i stand til at omskabe bitterheden til bøn, for derigennem at kunne opnå tilgivelse og forløsning.

I lyset af den kærlighed, der strømmer os i møde fra Jesus - han som selv led... formår vi at give slip på bitterheden og uretfærdigheden. Her vil han lære os at sige det samme, som han selv sagde, da hans prøvelser var på sit højeste:

Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør (Luk 23,34)

Og når først dét sker ... når først vi bliver i stand til at kunne sige det samme... så er det, at Herren fylder vore hjerter med lægedom, glæde og fred …

Dagens citat:

Hævnen synes ofte sød for os mennesker - men den er i bund og grund intet andet end sukkerbelagt gift, tilsat med lidt galde. At tilgive af hjertet, med ægte kærlighed, er i sig selv sødt og skaber fred og en bevidsthed om, at man gør Guds vilje! Ved at tilgive dækker vi over den skade, der blev forvoldt. En sådan tilgivelse behandler dem, der gjorde os ondt - som om de aldrig har skadet os - og vi føler ikke længere den sårethed og det stik i hjertet, som blev påført os! Tilgivelse er en viljeshandling - og her er viljen i stand til at handle - uanset temperaturen i vore hjerter.

​