Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Dagens Andagt - 25. juli

”For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i” (Ef 2,10)

Gud har ofte noget bestemt, som han hver dag vil, at vi skal gøre, og som vi må tage vare på. Her ønsker han, at der er noget, vi skal have kendskab til, inden vi, om morgenen, forlader vores bønnekammer - noget som berører vores daglige vandring. Hans Ord kan komme til os om morgenen - i bøn eller under bibellæsning - og åbenbare os noget bestemt, som vi får brug for at vide i løbet af dagen - eller han kan minde os om et særligt menneske og de behov, der findes der. Han kan også formidle os et bestemt budskab - som vi skal viderebringe til et bestemt menneske - som Gud vil sende på vores vej, i løbet af dagen.

Lad os derfor være opmærksomme i vores daglige andagt - at vi bruger tiden rigtigt! For hvis vi bruger vore morgener på trivialiteter, kan vi let forpasse vores chancer for at stå til rådighed for Herren - fordi vi var mere opsatte på at tjekke vores mobil og Facebook! Her forpassede vi de muligheder, vi fik, da lejligheden bød sig - og mistede på denne måde det gudgivne øjeblik for altid!

Husk på, at der stadig findes mennesker derude, som forgæves venter på den velsignelse, de havde bedt om! Det var måske en person, som havde bedt Herren om et tegn - og derfor ventede på et profetisk ord, fra Himmelen - et ord, som Gud gav til vor næste - men som nu må gå tomhændet bort! (1 Sam 10,1-12; ApG 8,26-40). Og hvem ved om anledningen nogensinde byder sig igen? (Kol 4,2-6)

Gud gav dig måske, i dit indre, en vished - eller et specielt ord fra Skriften, i et forsøg på at få dig i tale, og som havde til formål at styrke dig i din menneskelige svaghed? Men du gik desværre hen og mistede denne mulighed, fordi du aldrig gav dig selv tid til at grunde over det, så Ordet kunne slå rod i dit indre! Derfor fik du aldrig den velsignelse i eje, han havde tiltænkt dig.

Måske var det en tanke, der trængte sig på i din bevidsthed, men pga. et ustruktureret bønneliv lod du denne lejlighed glide dig af hænde, fordi du var mere optaget af andre ting! Derfor befrugtede Guds Ord ikke din sjæl, og du modtog ikke den tiltænkte velsignelse, som Herren så, at du trængte så hårdt til.

Kristen... se til at din dag ikke går til spilde - for måske møder du mennesker på din vej, som Herren ønsker, at du skal være en velsignelse for!? Måske taler du med mennesker om så mange ting, i løbet af dagen, at du aldrig rigtig når ind i dybet af deres væsen, fordi du var for overfladisk?! Måske skyldtes det dit samfund med Herren, som aldrig rigtig slog rod og bar frugt i din bevidsthed - og dog sidder der ofte en længselsfuld og søgende sjæl bag et smilende ansigt. Men opdager vi det? Desværre ikke så ofte som vi burde!

Lad os derfor, i dagens løb, tage kampen op og bede ligesom Samuel:

Tal, Herre, din tjener hører! (1 Sam 3,9; 1 Sam 3,2-10)

Lad os opøve os i, at alle vores gerninger bliver gjort i Gud, så vi udfører de...

... gode gerninger, som Gud forud har lagt tilrette for os at vandre i (Ef 2,10)

Hvis du holder dine øjne og ører åbne, får du måske - på netop denne dag - nåde til at lede mennesker til Frelseren. Her kan du gøre en stor forskel, ved at føre mennesker ud af mørket og ind i Guds vidunderlige lys. Husk på, at chancen for at netop du gik hen og blev en kristen, sagtens kan skyldes at der var nogen, der havde nød for dig. Det er nu blevet din tur til at have nød for andre!

Dagens citat:

Årsagen til at verden ikke kan få øje på Jesus - er, at de kristne ikke er fyldt med Jesus. De er udmærket tilfredse med at deltage i de ugentlige møder... at læse Bibelen lejlighedsvis... og at bede en gang imellem. Men hvor er det dog sørgeligt at betragte, hvordan disse livløse mennesker - som hævder at være kristne - samtidig lever et liv på linje med de vantro, hvilket gør det vanskeligt at afgøre, hvorvidt de egentlig er i kødet eller i Ånden. Åndelige gaver er lige så nødvendige som evnen til at kunne se med sine øjne! For selvom du sagtens kan bevæge dig omkring uden øjne - så er det en kendsgerning, du ikke i stand til at kunne se uden dem!