Der findes tidspunkter i vores liv, hvor menneskelig sympati hverken formår at trøste eller hjælpe det mindste, og hvor vi må spørge os selv: Hvorfor tillader min kærlige Gud, at dette sker? Er det sådan, du har det, Kristen? Måske skyldes det, at du alt for længe har levet i afstand af ham? Når det sker, vil din himmelske Far fjerne alt det, du sætter din lid til - hvor du i stedet burde være gået til ham. Her er det hans mål at drage dig nær til sig!

Og hvilken lykke det er at leve tæt ved livets kilde! Men det glemmer vi desværre ofte, når vi har rigeligt af egne forsyninger. Men så snart forsyningerne slipper op, er vi på bar bund. Her ligner vi, på mange måder, den fortabte søn - vi elsker svinestien og glemmer hurtigt vores Fars hus (Luk 15,11-32). Ja, vi er endog i stand til at skabe vores egne svinestier, i form af verdslige fornøjelser - eller vi erstatter et levende forhold med ham med selvskabt liturgi og religiøse ceremonier. Og selvom disse ting kan føles som en velsignelse, kan de aldrig sættes i Guds sted - for alt, hvad der fratager os et levende fællesskab med ham, er i sig selv en afgud. Nej, intet kan erstatte et ægte og levende forhold med Herren.

Den fortabte søn forlod sin fars hjem, men vendte tilbage til det sted, hvor frelsen var. Men det skete først, efter at hans eget forråd var sluppet op, og han led nød. Først da blev han drevet tilbage til sin Fars favn! Og hvorfor? Fordi han godt vidste, at kun dér var han i stand til at finde den form for føde, som kunne mætte ham - og som var i stand til at holde ham i live. Derfor må du regne det for lutter velsignelse, når din himmelske Far sender en åndelig hungersnød ind over din sjæl, Kristen, for det sker alene med det formål at bringe dig tilbage til hans kærlige arme.

Den bedste position er, hvor vi:

... intet har og dog ejer alt (2 Kor 6,10)

Nej, der findes intet i os selv, der er værd at læne sig op ad - kun han er selveste livets midtpunkt! (Sal 42). Tro derfor ikke, at du er frelst, bare fordi du kan udvise en udvendig og påtaget hellighed. Ikke engang dine mange følelser eller gode intentioner kan gøre det - endsige dine egne selvskabte ceremonier. For hvis du kun sætter din lid til disse ting - og ikke til ham, som er selveste Livet - er de intet værd. Nej, vi er kun fuldkomne, hvis vi forbliver i ham! (Luk 9,23-27; Joh 15,1-7).

Stjæler vi Guds tid? Nej... men tager vi ikke imod hans indbydelse, mister vi snart den hellige kunst at se nødvendigheden af en daglig tid med hellig ro, alene med Herren! Min Elskede… såfremt du er ført ind i en tilstand af åndelig tørst, så gør straks alt for igen at finde tilbage til Livets Kilde! (Joh 4,7-15).

Dagens citat:

Det du er, når du er alene med Gud - er du i virkeligheden - hverken mere eller mindre! Du kan gøre et stort nummer ud af dig selv og opføre et fantastisk show af kærlighed og tro i menigheden. Du kan synge som Pavarotti under lovsangen - eller du kan tiltrække store skarer til dine dybtgående prædikener. Men hvis ikke der findes noget privat fællesskab mellem dig og din Gud... hvis ikke dette fællesskab er tilbagevendende og dybtgående - hvor du deler dig selv med ham - er din tro værdiløs! Her kan vi hurtigt gå hen og tilbede det skabte, fremfor Skaberen (4 Mos 21,9).