Dagens Andagt - 26. juni
"Jerusalems mur er brudt ned og dens porte gået op i flammer" (Neh 1,3)
Disse ord sendte en strøm af sorg ind over Nehemias, hvor han - under faste og i inderlig bøn - græd for Guds ansigt i dagevis! Uden denne mur stod Guds folk i stor fare og var konstant udsat for fjendens angreb. Derfor vendte han sig - i stor fortvivlelse - til sin Gud.
Og som det var på Nehemias’ tid, sådan er det også i dag! For sig mig, Kristen: Befinder Guds Menighed sig ikke også i samme alvorlige situation i dag? Er vi ikke vidne til, hvordan Guds hus bliver udplyndret og vanæret, fordi mange kristne er indfanget i verdslighed og lænket til dæmoners lærdomme? - Og hvorfor…? Fordi vores ledere og hyrder ikke fik bygget et værn omkring Guds Menighed - en mur, som adskiller Guds folk fra verden og beskytter os imod fjender udefra!
Her må vi ikke glemme, at den dag vil komme, hvor enhver, der tror, at man kan reparere på et hus, der ikke er bygget på fundamentet af Guds Ord, hurtigt vil indse det fornuftige i straks at stoppe sit arbejde (Matt 7,24-27).
Her kan vi lære meget af Nehemias - for der findes mange derude, der ønsker at underminere vores gudsliv og fjerne det skel, Gud har sat op mellem os og verden. Og hvis ikke vi spiller med på deres spil, vil de håne os bag vores ryg. Men her må vi ikke vende om til dem - for det er Guds plan, at de skal vende om til os!(Jer 15,19-21). Lad derfor ikke verdens trusler kue dig, Kristen!
På Nehemias' tid blev der endelig bragt orden i Guds hus - og de urene præster blev skilt ud! Derefter blev lovbogen læst op for folket og den blev forklaret, så alle - både store og små - kunne forstå den! (Neh 8). Og da Guds Ord lød, begyndte folk at græde hjerteskærende… og sådan må det også være iblandt os! Må vi derfor lade os overbevise om sandheden i Guds Ord, så den berører vores hjerter så dybt, at vi sørger over det store frafald, vi ser! Sund lære og en hellig levevis vil altid være kendetegnet på ægte profeter. Lad os aldrig glemme det!
Nehemias’ bog fortæller os endvidere, at vi alle må tage del i arbejdet - iført vores åndelige våben. Bøn og arbejde hører altid uløseligt sammen - når alt bygges op efter Guds Ord! (1 Kor 3,13-14; Heb 4,12). Først og fremmest skal der opbygges en mur, der adskiller det hellige fra det uhellige! Dernæst må vi bære Guds våben i den ene hånd - alt imens vi arbejder med den anden. Kun en sund og stærk mur mellem os og verden formår at beskytte os, så den Onde ikke sniger sig ind og får overtaget. Glem ikke, at kun den, der bærer Guds fulde rustning, er i stand til at slå fjenden på flugt - for kampen er ikke imod kød og blod! (Ef 6,10-20).
Gør dig samtidig klart, Kristen, at din sande familie - også i denne verden - er dem, der gør Guds vilje…! (Mark 3,31-35). De er Jesu sande brødre, søstre, mødre, fædre og børn… som du er bundet til - helt ind i evighedernes evighed! Foren dig derfor med din gudgivne familie! For sammen med dem - og alle de hellige ned igennem tiden - skal du en dag prise Herren foran hans trone i al evighed!
Her skal vi - i en fryd, som overgår al forstand - forenes i et mægtigt lovsangskor og befinde os i en åndelig atmosfære, der vil slå alt andet, vi tidligere har oplevet - hvilket vil ske den dag, vi når målet for vores tro: Vores endelige hjem i Guds stad - det nye Jerusalem.
Dagens citat:
Den største fare og angreb på vores Menigheder i dag er hverken humanisme, hedenskab eller ateisme. Den største fare er heller ikke den stadigt voksende fjendtlighed imod vores tro, som kommer fra omverdenen. Nej, den største fare findes, uden tvivl, fra det frafald, der kommer indefra, og som stammer fra de mange falske lærere og profeter, der benægter Guds rene og klare Ord og fordrejer den bibelske lære, ved at føre andre ad samme vej.
