Når Jesus måtte lære "lydighed af det, han led", skal vi - som jo langt fra er perfekte - ikke undre os over, at vi er kaldet til det samme! Og når Kristus blev kronet med torne og latterliggjort af verden - skal vi ikke forvente et liv som magelige pensionister, der bliver vugget på bekvemmelighedens knæ, i tilbagelænet selvforkælelse? (Matt 10,16-22). Og når Kristi fødder blev gennemvædet med hans eget blod, for at vinde kronen... skal vi ikke bilde os ind, at vi kan slippe for noget tilsvarende og vandre tørskoet ind i Guds Rige iført fløjlsbløde sutsko!

Nej, Kristen... lad det aldrig være den form for livsvej, du længes efter - for du er kaldet til at gå i Jesu fodspor - hvor lidelse også var en nødvendig del af hans korte liv (1 Pet 2,19-25). Derfor må Guds børn ikke fortvivle og stikke hovedet i jorden, så snart prøvelserne viser sig - for også Jesus måtte lære:

... lydighed af det, han led.

Jamen, Jesus var jo Guds Søn ... siger vi måske - så mon ikke det var lettere for ham...?! Her glemmer vi, at selvom hele guddomsfylden boede i ham, var det stadig i kød og blod - for Jesus var samtidig 100% menneske! (Kol 1,19; Kol 2,9). Han kunne også opleve træthed, smerte, angst, forkastelse og ensomhed, idet han lod sig føde ind i denne verden og tog en tjeners skikkelse på sig (Fil 2,1-18).

Desuden er det en stor tryghed for hans folk, at han banede vejen for os - for her lærte han, hvad det vil sige at være et menneske af kød og blod. Ja, vi har ikke kun en Ypperstepræst, som kan have medfølelse med vores skrøbeligheder, men også én, som blev fristet i alle ting, og som derfor er i stand til at eje en dyb og inderlig medfølelse med os, under livets forskellige forhold (Heb 4,14-15; 5,1-10).

Min Kære... hold derfor fast i denne tanke, når du oplever tider med stor modstand! Husk på, at du ikke står alene i kampen! Der findes én ved din side, som er dig lige så nær, som dit eget åndedræt. Han ved, hvordan du har det! Han kender din smerte. Lad denne tanke styrke dig, så du er i stand til at træde i hans fodspor, med stor frimodighed - uden at frygte for noget som helst! Find støtte og hjælp i hans store medfølelse - og glem ikke, at det er en ære og et privilegium at lide for Kristi skyld! Apostlene forstod dette, og de frydede sig - også når de blev forfulgt og straffet for deres tros skyld - og de takkede Gud, fordi:

... de blev anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld (ApG 5,40-41)

For når du følger i Jesu fodspor, lærer du ikke kun "lydighed" i kraft af det, du lider... ligesom Jesus - nej, du opnår også evig ære... ligesom han. Stik derfor ikke af i frygt og vantro. Enhver form for modstand er med til at styrke din tro og gøre dig til en sand overvinder! Her har han lovet, at vi en dag skal…

... være konger med ham (2 Tim 2,12)

Er det ikke en fantastisk tanke, Kristen?!Er det ikke en trøst at vide - midt i alt det svære?!

Dagens citat:

Lidelsen var ikke en ulykke i sig selv, da Jesus hang på korset - ej heller den smerte og uretfærdighed, som overgik ham. Det værste var, at Gud havde svigtet ham. Smerten var utålelig, men endnu værre var det, at Guds forlod ham - dette var ikke til at leve med...! Derfor råbte Jesus: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?"(Matt 27,46). Med tanke på dette kan man godt undre sig over verdens børn, der elsker at fremstille Gud, som en magelig tilskuer, der med skadefryd betragter verdens lidelser. Men disse forfærdelige vrangforestillinger om vores kærlige Herre, blev slået i stumper og stykker, på korset: "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv!" (Joh 3,16).