Pga. den blodskyld, der lå på Saul og hans hus, tog kong David Rispas to sønner, hun havde født Saul og udleverede dem til gibeonitterne, som henrettede dem på bjerget, for Herrens ansigt. Da tog Rispa sine sørgeklæder og bredte dem ud over klippen. Der sad hun, fra høstens begyndelse, og passede på de døde, indtil regnen styrtede ned, så himlens fugle ikke slog ned over dem om dagen, og jordens dyr ikke kastede sig over dem om natten.

Og her er Rispas kærlighed til sine sønner et stort forbillede for os kristne. For når Rispas kærlighed til sine myrdede sønner var i stand til at forlænge hendes sorg og nattevågen over så lang en periode - hvordan kan vi så nogensinde blive trætte af at betragte de lidelser, som vores elskede Herre måtte gennemgå - da han hang, blødende og nøgen, på et kors for vores skyld?!

Hun skræmte konstant rovfuglene bort… hvor langt større ihærdighed burde vi så ikke udvise, når vi jager alle de verdslige og syndige tanker bort, som besmitter både sjæl og sind? Burde vi ikke gøre alt for at jage det bort, som stjæler troen fra os og ødelægger det nye liv, Jesus gav os? Bør vi ikke stå i kampen, så vi ikke ringeagter det store og blodige offer, som Jesus bragte for vores skyld?

I ensomhed - og uden tag over hovedet - bar hun sommerens hede og regnen, der faldt om natten. Søvnen veg fra hendes tårefyldte øjne, og sorgen fyldte hendes hjerte - så højt elskede hun sine børn! Og helt ærligt... når Rispa var i stand til at holde ud i så lang tid - kan vi så ikke gøre det samme?! Hvorfor er vi ofte så svage, at vi lader os slå ud af den mindste modgang? Er vi virkelig så kujonagtige? Er vi virkelig så kraftesløse, at vi ikke holder ud med ham, som tilbyder os at bære vores åg sammen med ham?

Med et usædvanligt mod skræmte hun de vilde dyr bort - og her må vi spørge os selv: Er også vi rede til at imødegå ethvert angreb fra ondskabens åndemagter, for Jesu skyld? Hendes børn blev slået ihjel - derfor strømmede tårerne ustandseligt ned ad hendes kinder, hvor hun hengav sig til dag- og nattevågen - uden at hun selv var skyld i denne sag - for skylden faldt tilbage på Saul, pga. hans troløse oprør imod Herren!

Men hvad med dig, Kristen? Burde du ikke nære samme form for følelser, som hun - med tanke på alt det grusomme, der overgik Jesus? For også han måtte bøde for andres synd ... ja, for din og min synd! (Matt 26,36-46). Her står vi i bundløs gæld til vores elskede Herre - og vores kærlighed burde være langt mere brændende og gennemgribende, end tilfældet er! At våge og bede sammen med Jesus, burde derfor ligge enhver kristen på sinde... ja, det burde være en hjertesag, for os alle, at gøre alt for at beskytte hans navn og ære - og at være ham til behag, som løskøbte os (Luk 7,36-47).

De uhyggelige kadavere må have været et skræmmende syn for Rispa - især om natten - men hos vor Herre findes der intet skræmmende. Synet af hans død og gennemborede fødder kan kun fylde os med gennemgribende glæde og et evigt håb! Aldrig har en person været så skøn at skue, som vores kære Frelser!

Jesus, jeg vil våge sammen med dig! Åbenbar dig selv for mig, så jeg ikke længere befinder mig i denne sørgelige tilstand. Hjælp mig til at leve et liv, hvor jeg ophøjer dit navn og vogter på din ære - med alt hvad jeg ejer og har!

Dagens citat:

Mange mener, at Jesus - som Guds Søn - hverken kunne føle smerte eller bedrøvelse. Men vi glemmer, at Jesus også blev født som et menneske - på lige fod med os - med et menneskes mange følelser og med et legeme, som kunne opleve både sult, tørst og smerte - ligesom også vi kan! I alt var han prøvet - også i at lide forkastelse og tab. For da han, i kærlighed, kom til sine egne - til sin egen skabning, hvor han ofrede sit eget blod, med det formål at betale løsesummen for vores liv - forkastede de fleste ham og nægtede at tage imod ham!