Kristen! Forestil dig, at din tro er et skjold, du konstant må løfte for at værne dig imod de mange stød og slag, du møder på din vandring. Det er nøjagtig, hvad din tro må være i stand til! Her må du - som en ægte soldat af korset - være indstillet på, at der hugges ud efter dig, og du må modtage andres hån og latterliggørelse - uden at du bliver bragt ud af fatning! Ja, her må du opøve dig i at lade troens skjold bære slagene, med oprejst pande! (1 Kor 9,24-27).

Mange tror fejlagtigt, at troen kun har til formål at skænke os et bekymringsfrit liv, så vi undslipper enhver form for besværlighed og modstand - og hvis bare vi havde større tro, ville livet være mere problemfrit og lykkeligt. Ja, vi tror fejlagtigt, at en kristen har krav på et liv i tilbagelænet magelighed - hvor vores eneste beskæftigelse er at synge lovsange til en Gud, som vi ikke tjener! Her forventer vi, ved livets afslutning, automatisk at blive ført til Himmelen, siddende på en lyserød sky med en guldske i munden!

Men hvor stammer denne forestilling fra? Hvis Guds Ord klart tilkendegiver, at vi må tage den fulde rustning på og aktivt stå Djævelen imod - så er det vel også meningen, at vi skal deltage i kampen, ikke?! Hvorfor, i det hele taget, lade sig hverve som Kristi soldat, hvis ikke vi har tænkt os at kæmpe?! Og sig mig: Til hvad gavn er en upålidelig og magelig soldat egentlig - for sit land og for Guds rige - hvis ikke han drager ud, men i stedet sidder derhjemme og hygger sig på statens eller menighedens bekostning? (Fil 1,27-30).

Er det sådan fat med dig, Kristen? Mener du ikke, en soldat i Kongens tjeneste bør være klar til at drage ud, når kampråbet lyder? I så fald, kan du godt forvente både kampe og konflikter - for det er en del af pakken i din guddommelige kaldelse. Derfor må du - som Guds soldat - bevæbne dig med et stærkt trosskjold, så du kan modtage både hug og slag, uden at lade dig slå ud. Troens skjold må kunne tåle at blive hamret og banket på - som et hus, der bliver udsat for både vind og vejr! (Heb 10,32-39)

Ja, vi kristne er i realiteten født til at være hårdføre krigere - som levede vi i en krigsstat. Det er vores skæbne og bestemmelse, her i livet, at udsættes for fornærmelser og angreb - men det er også vores pligt at angribe med Åndens sværd. Vores mål er, at:

... kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige (Juda 1,3)

Derfor må vi lade os opøve i åndelig krigskunst, hvis vi vil modstå Satans underfundige list! Her må vi lære at lade troens skjold dække hver en sprække i vores rustning, når Den Onde affyrer sine giftpile, i et forsøg på at ramme Guds menighed!! Og når vi har vundet sejr, må vi stå parate til endnu en kamp... ja, hele livet igennem må vi stå kampklare, parate til både angreb og forsvar for vores dyrebare tro - i trofasthed og med stor styrke og integritet! (Ef 6,10-20)

Dagens citat:

En Menighed burde være en lejr af soldater - og ikke et invalidehospital. Men desværre er der langt imellem, hvordan det burde være - og hvordan det i virkeligheden er! Her befinder mange af Guds folk sig i så sørgelig em tilstand, at den mest passende bøn må være bøn om vækkelse. Ja, den kristnes liv er en kamp - men den hårdeste kamp er den, der raser i den kristnes hjerte. Den nye fødsel vil, for altid, ændre vores syndige natur - radikalt og permanent - men den frigør os ikke straks for alle syndens rester. Derfor må en ny fødsel efterfølges af vækst, og denne vækst involverer åndelig krigsførelse!

​