Dagens Andagt - 27. juni
”Mit folk skal bo på fredens boplads ...” (Es 32,18)
Fred og hvile hører ikke det uomvendte menneske til. Nej:
De gudløse har ingen fred, siger Herren (Es 48,22)
Fred og hvile er særlige kendetegn for Herrens folk - og dem alene. Her skænker Fredens Gud en vidunderlig fred og hvile til den, hvis hjerte er helt med ham - ligesom med Adam og Eva, før de faldt i synd i Edens Have! Her gav Gud dem blomstrende løvhytter, som blev deres fredfyldte hvilested. Men ak, desværre - inden længe ødelagde synden uskyldens smukke liv. Konsekvensen blev, at Herren:
... jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ (1 Mos 3,24)
Og i de dage, da Gud viste sin vrede og lod syndfloden bortskylle en fordømt og syndig verden, var det kun Noa og hans familie, der var sikret hvile i Arken. Her blev de ført væk fra en gammel og fordømt verden, til en helt ny verden, hvor Gud satte sin regnbue som et tegn på sin pagt med mennesker - hvilket er et fantastisk forbillede på Jesus - vor frelses Ark! (1 Mos 8,1).
Også Israel oplevede at hvile sikkert og trygt under de blodbestænkte boliger i Ægypten. Herren havde budt dem at tage noget af blodet fra påskelammet og stryge det på de to dørstolper og på overliggeren i deres huse - så ødelæggelsens engel gik forbi og kun dræbte de førstefødte iblandt Faraos befolkning.
Og på deres vandring imod det forjættede land gav Skystøtten ly forGuds folk imod den stærke ørkensol - og klippen, som vandet flød fra, gav de trætte pilgrimme en velbehagelig hvile, hvor deres tørst blev stillet (2 Mos 12,1-14; 13,21; 17,6). Og sådan vil Gud altid sørge for os og bringe os hvile - også i tider med store prøvelser!
Men hvad med dig, Kristen? Må ikke også du finde ind til hvilen i denne stille morgenstund? Det gør du bedst ved at finde ind i Guds trofaste løfter. Her finder du ikke kun hvile i de personlige løfter, som han har skænket dig - nej, du finder også hvile i hans lære og i hans Ord - som er en trøst i sig selv! Ikke mindst må du hvile i hans nådepagt, som er et glædens tilflugtssted for en oprigtig kristen.
Ja, ingen tvivl om, at vi er langt mere velsignede end David, da han lå skjult i Adullams hule, af frygt for kong Saul - eller end Jonas da han befandt sig under sin palme, der visnede. For her har du det fortrin, at ingen er i stand til at trænge ind og ødelægge dit fredfyldte skjulested i Kristus! (1 Sam 22,1; Jonas 4,7).
Personen Jesus - Guds Søn - vil altid være et sikkert hvilested for sit folk. Når du lever ham nær... når du ærer hans navn og hans befalinger og dagligt gransker Skrifterne - og søger ham i bøn og i lovprisning - vil du snart opleve, at enhver forbindelse til ham, straks vil få freden til at vende tilbage til din ånd! Ja, du vil, for altid, forblive "fredfyldt" i en tæt forbindelse med den Person, Skriften kalder for vores "Fredsfyrste"! (Es 9,5-6).
Ja, han byder dig ind til sin hvile, med disse livgivende ord:
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let (Matt 11,28-30)
De evige værdier, her i livet, finder vi kun, når vi befinder os på den smalle vej. Guds fred - som overgår al forstand - er en af disse værdifulde gaver. Her føler vi os sikret i tid og evighed, hvad der end måtte komme! Ja, at eje Guds fred er langt mere kostbart end guld og ædelsten!
Dagens citat:
Ægte åndelig fred er helt forskellig fra den overfladiske, flygtige og skrøbelige menneskelige fred, som vi normalt kender til. Ægte åndelig fred findes nemlig kun i en indre og dyb tillid, der overbeviser os om, at alt er godt mellem Gud og os, på grund af hans kærlige og suveræne kontrol over vores liv - nu og i al evighed. Den fred, Gud giver sine elskede børn i eje, er et privilegium, og den har intet med livets skiftende omstændigheder at gøre. For denne sikkerhed er baseret på en dyb og indre vished om, at dine synder er dig tilgivet, og at Guds velsignelse altid vil være til stede - selv når problemerne tårner sig op.
