Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Dagens Andagt - 27. september

"Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig" (Luk 21,28)

Er du frimodig, Kristen? Vandrer du stadig i den første kærlighed? Hvis Jesus kom tilbage i morgen, vil du da være parat…? Eller er der, med tiden, krøbet noget ind, som du først må have på plads?

Hvis det er tilfældet, så tøv ikke et sekund længere med at få bragt disse forhold i orden, min Kære, for tiden nærmer sig i hast!

De bibelske profetier taler for sig selv og er nu ved at gå deres opfyldelse i møde - se blot de mange jordskælv, hungersnøden, vandfloderne, pandemierne… forførelsen af de kristne - alt sammen noget, Jesus betegner som fødselsveer, og som vil tage til i styrke - ligesom veerne hos en fødende kvinde. Her vil Herrens dag komme som en tyv om natten... pludselig skal vi se ham komme i skyerne med stor magt og herlighed, sammen med sine engle og alle de hellige! (Matt 24,3-14; Mark 13,24-27).

Kan du med fred i sindet og i fuld overbevisning se frem til denne dag med frimodighed? Eller frygter du for at skulle stå med bøjet hoved, fuld af skam, fordi du alt for ofte gav efter for verdens krav og fulgte dine egne lyster? Var du et vidnesbyrd for andre, og stod du fast i kampen - også selvom du ofte måtte betale prisen for at leve et overgivet liv? Solgte du ud af din kristne identitet, selvom du ved, at du ejer en uudtømmelig skat i himlen, som aldrig forgår? (Luk 6,22-26).

For hvis du lever uden bøn - eller med alt for lidt bøn - og sjældent læser Guds Ord… og sjældent ser op imod Himlen, for at kunne modtage en frisk forsyning fra det høje - vil du snart pådrage dig et tørkeramt og ufrugtbart hjerte. Men den, der søger Gud i det skjulte og grunder på hans Ord, og som lever et overgivet liv i fuld tjeneste for Jesus - for at kunne bestå ved hans andet komme, vil snart eje et hjerte, som strømmer over...:

... for hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være (Luk 12,32-49)

Såfremt du kontinuerligt henter dine impulser fra Helligånden og forbliver i Jesus (uden hvem du intet kan gøre) - og lever i et tæt fællesskab med ham, behøver du aldrig at frygte for at udvikle et indtørret og koldt hjerte. Et åndsfyldt liv og et dedikeret hjerte vil altid skabe en levedygtig kristen! Derfor Kristen:

Fremfor alt: Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet (Ordspr 4,23)

Bed derfor om, at Helligånden må fylde dit indre med liv og kraft - for ellers frygter jeg for, at dit liv vil forblive svagt, overfladisk og uforandret - og da kan det, hen ad vejen, vise sig, at dit liv har været forgæves! (1 Joh 3,1-10; Ordsp 4,23).

Lad os samtidig forstå at tyde tidens tegn!(Matt 16,1-4). Snart skal verden dåne i rædsel, når de ser Jesu tilsynekomst i skyerne - for da skal de se ham, som de forkastede! Ved hans første komme bragte han frelse til en fortabt verden, men nu - når han kommer for anden gang - vil han bringe dom over enhver, som ikke ville underordne sig hans love og bestemmelser - og det gælder alle, døde som levende!

Men for dig, som har lagt hele dit liv ned for ham, vil dette storslåede og profetiske øjeblik være opfyldelsen af alt, hvad du har håbet på og levet for. Og her vil Jesus ikke glemme hverken din trofasthed eller de mange ofre, du bragte for hans skyld. På den dag vil han åbne porten op på vid gab og lukke dig ind, og han vil belønne dig ud over al forventning!

Dagens citat:

Herren har lovet at skænke Livets Krone til enhver, der elsker ham. For kun den, der virkelig elsker Herren, vil holde ud i prøvelsens time - alle andre vil enten bukke under... give ondt af sig - eller også vil de, i stilhed, luske tilbage til verden! (1 Kor 10,1-13). Og når så dagen for vores belønning oprinder, vil vores eneste fortrydelse være, at vi i realiteten gjorde alt for lidt for ham, mens tid var - og ikke, at vi gjorde for meget. Husk på, at på Dommedag vil der ikke blive spurgt ind til vores meninger, eller hvilken slags tjeneste vi har haft, men kun til vores gerninger - som ikke kun er et bevis for ægtheden af vores tro, men også for oprigtigheden i vores tjeneste. Her vil din kærlighed til Herren vise sig at have været den bærende kraft!