Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Dagens Andagt - 28. august

Mordokaj var i sandhed en ægte patriot! Han gik så langt, at han satte sit liv på spil for sit eget folk! Og Gud lod det lykkes for ham. Derfor blev han, efterfølgende, udnævnt til den højeste position i landet - under kong Xerxes - hvor han brugte sin fornemme position til Israels fremgang. Her tænkte han ikke kun på sig selv og sine egne fordele! På denne måde blev han et forbillede på Kristus selv, som heller ikke søger sit eget, men bruger hele sin magtfulde position til fordel for sit eget elskede folk.

Og her må jeg spørge dig, Kristen… har du samme uselviske målsætning for dit liv som Mordokaj? Går du i din Mesters fodspor - som endog gav sit eget liv for dig - eller søger du kun dig selv og dit eget? Forestil dig, hvor stor velsignelse det ville være for Guds rige, hvis alle kristne ville bestræbe sig på at være som Mordokaj, hvor vi alle - efter evne - arbejdede målrettet til fordel for menighedens fremgang!! (1 Joh 4,7-21)

Måske har Gud også sat dig i en magtfuld position, Kristen? Måske har han skænket dig rigdom og stor indflydelse - så du kan tjene din Herre med dine midler - og givet dig mulighed for at vidne iblandt de store og mægtige, så også disse verdsligt rige - men åndeligt fattige mennesker - må finde vejen til frelse?!

Andre kristne, igen, ejer heldigvis dét, som er langt mere værdifuldt end rigdom - nemlig et tæt og inderligt fællesskab med kongernes Konge. Og hvis det er tilfældet med dig, Kristen, så sørg for, dagligt, at gå i forbøn for de svageste iblandt Herrens folk - de tvivlende, de fristede og de utrøstede. Det er nemlig et sikkert bevis på ægte kærlighed og omsorg, når vi løfter hver en bror eller søster - som befinder sig i prøvelser, men ikke selv har kraft til at nærme sig Guds trone - op for hans ansigt. For sådan er Kristi sindelag!

Andre igen er blevet betroet en lærergerning, hvor de kan tjene deres Mester på en stærk måde, ved at lægge alle deres talenter ned, til fordel for hans folk, og bruge dem til menighedens bedste, ved at lære dem op i de guddommelige ting (Ef 4,11-16).

Ja, selv den mindste iblandt os bør, som minimum - og hvis ikke vi selv føler os i stand til andet - eje et kærkomment ønske om at søge alt det, som er Guds folk til gavn! Det er nu engang det mest lykkebringende at ophøre med KUN at leve for sig selv og i stedet gøre det til en hjertesag at tjene Kristi Legeme! (1 Kor 12,12-27).

Og her må jeg spørge dig, min ven… søger du menighedens fremgang, der hvor Gud har sat dig? Og gør du det af hele din styrke? Jeg håber ikke, du gør menigheden skade og tilsmudser Guds navn ved at leve på verdslig vis, så du vanærer din tro! Skad heller ikke Guds menighed ved at forsømme at gøre din indsats - for også du må tage din del af arbejdet!

Den, der velsigner andre, kan ikke undgå selv at blive velsignet… den, der - derimod - kun søger sin egen personlige storhed, udvirker kun en ond og ulykkelig plan for sit liv - og tjener ikke Kristi Legeme! At vandre omkring som en ensom ulv - hvor man udelukker sig fra Kristi Legeme - er en sørgelig og ensom vej at gå og vil ofte få en skæbnesvanger udgang.

Min Kære... her må du forene dig med Herrens trængende folk og bære dit kors, og gøre alt det gode du kan for dem - for så vil du aldrig miste din belønning. Hvis du, dagligt, går i din Herres fodspor, vil du ikke kun skabe fremgang for Guds sag, men også være sikret din Herres påskønnelse - til stor velsignelse for dig selv!

Dagens citat:

Gud ønsker mere af os end ugentlige møder, med fælles lovsang og vidunderlige oplevelser i tilbedelsen. Han ønsker at knytte vores liv sammen! For mange handler menigheden kun om "mig selv"... hvad jeg længes efter... hvad jeg har brug for... hvordan Ånden har mødt mig! Vi ser os selv som isolerede individer, der hver især søger et personligt møde med Gud - hvor som helst. Desværre afspejler det kun en individualistisk "mig-besat" egokultur, hvor vi - i stedet for at se os som en del af et legeme, med fælles opgaver og mål - bliver storforbrugere af uforpligtende lovsang! Her kræver vi lovsang og tilbedelse på bestilling... serveret præcis når vi har lyst - og til den musik vi kan lide - men glemmer, at enhver menighed er en lokal manifestation af Kristus selv, fordi vi er hans legeme!​