Logo

MENIGHEDEN LYS & SALT

Logo

MENIGHEDEN LYS & SALT

Dagens Andagt - 28. maj

”Hvorfor har du handlet så ilde med din tjener...?” (4 Mos 11,11; gl)

Kristen, din himmelske Far sender dig ofte prøvelser for at teste din tro - og er din tro noget værd, vil den også bestå prøve! Ja, Gud tester os alle - uden undtagelse - derfor siger Peter til enhver:

Da skal I juble, skønt I nu en kort tid ... må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve ... (1 Pet 1,6-7)

Er det for hård tale, Kristen? Ved du ikke, at kun uægte forgyldninger frygter ilden - det vil det ægte guld aldrig gøre. Derfor er det en fattig tro, der kun stoler på Gud, når vennerne er trofaste, når helbredet er i top, og forretningen blomstrer og giver overskud! Ægte tro læner sig op ad Herrens trofasthed, selv når vennerne svigter, når legemet er sygt - eller når ånden er tynget. Og når Herren, i de værste prøvelser, synes langt borte, vil din tro - når den er himmelfødt - kunne sige, ligesom Job:

... Lad ham slå mig ihjel, jeg venter ham! (Job 13,15)

Satan, vores brødres anklager, fører konstant krig imod Guds folk med stor ondskabsfuldhed (Åb 12,7). Så da Gud roste den retfærdige Job, gjorde Satan straks krav på at sigte ham (Job 1,1-12). Men Job stod prøve - selv da Gud tog alt fra ham! Her fik Gud lov til at handle med ham, som han ville - uden at Job fornægtede Gud - og dermed herliggjorde han Guds navn. Det er i sådanne svære tider, at Herren prøver sine tjenere - med det formål at herliggøre sig selv. Og Job stod prøve og blev belønnet for sin trofasthed! Bibelen fortæller os, at:

Job levede endnu 140 år og så sine børn og børnebørn i fire slægtled. Så døde Job gammel og mæt af dage (Job 42,16-17)

Hvilken fantastisk beretning, som vi kan læne os op ad, med stor fortrøstning! Mist derfor ikke modet, når du irettesættes, du Kære, for Gud vil opdrage dig... men hvorfor? Fordi han ved, at:

... trængslen virker udholdenhed, og udholdenheden prøvet fasthed, og den prøvede fasthed håb(Rom 5,3-4)

Det er den dybeste årsag til, at:

Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn [og datter], han holder af (Heb 12,5-6)

Den store Pottemager handler med dig i visdom og hjælper dig til at udvikle din karakter, så din udholdenhed kan vokse sig større og større - i kraft af de prøvelser, han lader dig gå igennem! (Jer 18,1-10). Det er et ægte bevis på, at han virkelig elsker dig! Samtidig bliver Herren æret, når verden ser disse stærke egenskaber hos hans folk.

Her lærer livets skyggesider dig at værdsætte de himmelske velsignelser, og det er med til at gøre glæden dobbelt så stor, den dag du træder ind i de Himmelske Boliger. Her vil minderne, om tidligere tiders lidelser, forstærke glæden, når du træder ind til den evige hvile?! Ja, ingen tvivl om det!

Ja, der findes mange trøstende svar på dagens spørgsmål:

Hvorfor har du handlet så ilde med din tjener?

Grund derfor over denne tekst i dagens løb, hvor du - midt i dine prøvelser og kampe - minder dig selv om, at Gud, indimellem, prøver og tester din tro!

Dagens citat:

Prøvelser skaber depressioner, siges det. Men depression er ikke en sygdom! Selvom der kan eksistere naturlige dysfunktionelle årsager, som kan udløse en følelse af depression, findes der dog mange symptomer og lidelser, som (hvad enten de er forbigående eller kroniske) bliver defineret som depression - som i bund og grund er konsekvensen af ubibelske vaner og syndige reaktioner, i forhold til de mennesker eller omstændigheder vi befinder os iblandt. Men depression, der stammer fra en ubibelsk levevis, kan overvindes - hvilket sker, når du begynder at handle bibelsk med dine synder og målrettet at leve på en måde, der er Herren til behag!